··· Claude Criquielion 2010 ···

No E-patents! GNU Emacs Valid HTML 4.01! Valid CSS!

2010 har været et år, hvor jeg har fået cyklet lidt mere end ellers. Det skyldes primært, at jeg er sluppet for skader det sidste år, så min træning har kunnet starte op i vinters og køre rimelig regelmæssigt, når arbejdet ikke tog for meget tid. Den resulterende træningstilstand er blevet udnyttet til specifikke præstationer en lille håndfuld gange i løbet af sæsonen og senest i motionscykelløbet Vélomédiane Claude Criquielion i La-Roche-en-Ardennes i de belgiske Ardenner den 28. august 2010.

I virkeligheden var det måske Jakob fra ølklubben, der foreslog, at vi skulle derned i år. Vi havde talt lidt om det i foråret, da vi var nede i La-Roche at se Liége-Bastoge-Liége, men da var vi i hvert fald ikke klar til at lave en aftale om at køre Vélomédiane Claude Criquielion. Men siden april har Jakob trænet en del til at køre med Team Rynkeby fra Aalborg til Paris på en uge i juli, og jeg har trænet til Grejsdal, Århus Rundt og Ventoux, så det virkede som om, at formen godt kunne være til dette ret kendte og berygtede ardennerløb. Løbet er inddelt i to distancer, den rigtige rute på 170 km (3300 højdemeter) og så en lille på 95 km. Når man kører til Belgien for at cykle så sent på sæsonen, skal man selvfølgelig køre den rigtige 170 km-rute. Det er der også et par hundrede andre danskere hvert år, der gør.

Ruten er, lige som hele området i det hele taget, kendt for at være umådeligt kuperet med mange, stejle bakker på et par kilometers længde. Ruten har 21 navngivne stigninger, som er mellem ca. 1 og 4 km i længde og de fleste med en vis stigning også. Navnligt var Mur de la Vélomédiane, som navnet antyder, ekstra stejl med 17-20% de første par hundrede meter. Men der er en del med 6-10% i snit over et par kilometer. Løbets distance i sig selv betyder jo selvfølgelig noget, men ellers går det i det hele taget meget ud over ens holdbarhed, hvis man mange gange undervejs kommer op i det røde felt, så vi var noget spændte på, hvad der ville komme til at ske. Det eneste, vi havde hørt på forhånd, var, at løbet altså ikke er helt normalt og at det er meget hårdt og en præstation overhovedet at gennemføre. Jeg kørte i øvrigt på grund af bjerggearingen igen på den gamle vintercykel, som også havde været i Frankrig. Gearingen var 34-52 og 12-27. Jeg vil egentlig ikke anbefale at køre med større end det. Selv 34-27 virkede flere gange lidt højt.

Vi havde taget fri fredag og brugte derfor dagen på at køre derned. Vi havde kun kunnet finde overnatning på hotel og ikke nærmere end 17 km fra La-Roche. Hele området er åbenbart temmelig overrendt af folk lige på det tidspunkt. Vi fandt senere ud af, at der også blev kørt formel 1 i Spa samme weekend. På grund af lidt vanskeligheder med Google Maps mv. kunne vi ikke finde hotellet ved 21-tiden om aftenen og måtte vi faktisk ringe til Marie og få hende til at slå noget op på nettet osv. Det lykkedes os dog til sidst at komme frem i mørke, regnvejr og 9 grader. Det havde i øvrigt regnet stort set alle de sidste 600 km af turen. Forinden havde vi været nede omkring mål i La-Roche for at hente vores startchips til cyklerne og få noget aftensmad. Vi var opsat på en stor portion pasta til aften for at lade kroppen op med kulhydrater til næste dag, men for første gang nogensinde lykkedes det os at få en lidt lille portion pasta i Belgien. Restauranten var stuvende fyldt med cykelmotionister, der alle skulle ud at køre dagen efter, og de fleste talte enten hollandsk eller dansk. Det kan være, de med vilje serverer portionerne i mindre tallerkner på denne dag, så man bliver nødt til at købe en ekstra. Det var i hvert fald, hvad vi gjorde. Nummer to portion blev så også serveret i en lidt større tallerken, og det lykkedes os faktisk at klemme nr. 2 portion ned også i dagens anledning.

Ruten har tre sløjfer, så man kommer tilbage til byen tre gange. Nede i byen starter også en af bakkerne, som ligger på ruten efter 67 km. Den skulle være ekstra lang og stejl. Den er på 6,2 km, hvoraf de første 2,6 km stiger omkring 12% i snit med max. omkring 15%. De sidste 3,7 km er kun ca. 4%. Vi kunne ikke helt finde ud af, hvor i byen den starter, fordi det åbenbart er en lille brostensgyde mellem borgen og kirken. Men i bilen fandt i op til den sidste kilometer af det stejle stykke, som så helt og aldeles frygtindgydende ud. Det lignede noget på 15-17%, hvor man ville være nødt til at køre max. for at holde cyklen i gang, hvilket nok ville være svært at blive ved med så langt oppe på bakken. Jakob begyndte at tale om den skam, man måtte indstille sig på, ved at være nødt til at stå af og trække op, og vi gruede lidt for, hvordan de resterende 100 km derefter ville blive at køre.

På hotellet viste det sig, at de først serverer morgenmad fra kl. 8 om morgenen, hvilket lige var i hvert fald en time for sent i forhold til, hvad vi skulle bruge for at nå det til starten i La-Roche kl. 9. Vi spurgte, hvad vi kunne gøre for at få noget at spise næste morgen, og han tilbød da at lave en morgenmadpakke til os. Mens vi ventede på den, så vi, at der var nogle hollandske gæster, der fik det samme. Det gør de nok på hotellet hvert år. De våde cykler kom med ind på værelset, og vi lagde os til at sove med mareridt om den bakke, der ventede os og så alle de andre bakker på ruten, vi ikke havde set på forhånd.

Næste morgen indtog vi morgenmaden som det første, inden vi stod ud af sengen. Den bestod hovedsageligt af et antal små flûtes med skinke eller med ost og dertil en lille brik med appelsinjuice til hver samt to æbler og så en slags underlig chokolademüslibar og en Kitkat. Vi nøjedes med flûtes og juice og så en medbragt banan til morgenmad, hvilket egentlig også føltes ok. Det interessante ville blive, hvor længe det holdt, og vi var glade for vores ekstra portion pasta aftenen forinden. Udenfor var det 9 grader og gråvejr, og vi håbede på opklaring.

Nede i La-Roche kørte alle folk rundt uden benovertræk, og da temperaturen i dalen var tæt på 12 grader, besluttede vi os for at køre med lange ærmeovertræk og korte bukser. Det ville nemlig ikke være muligt at slippe af med benovertræk senere, da alle lommer ville blive profulde af bananer, energibarer, gels, vindvest, ekstra slanger og andre fornødenheder, cykelrytteren kan få brug for undervejs. Denne disposition var perfekt, og vi fik vist brug for det hele med undtagelse af de ekstra slanger, heldigvis. Hjemmefra havde jeg lavet en rigtig dejlig sag, som jeg også vil medbringe fremover til lange løb: En nøddestang (dadler, rosiner, nødder, ...) rullet omkring lidt salt og Nescafe-pulver og vendt i kokosmel. Den var bare god! Giver god mæthedsfornemmelse, indeholder alle de rigtige ting, smager rigtig godt og virker lige med det samme. Den var reserveret til efter 130 km.

Vi startede noget langt nede i feltet, så efter kirkeklokkerne havde slået 9, gik der en del minutter, inden vi kørte ovre tidstagningsmåtterne på startlinien. Derefter gik det opad med det samme, hvilket var med til at sprede det flere tusind mand store felt langt ud. Vi kørte opad i omkring 3 km med 5,5% i snit, og det tjente fint til opvarmning, hvor vi fandt ind i et fornuftigt tempo. Det med grupper var ikke noget, vi behøvede at tænke specielt meget på, for der var næsten gennem hele løbet en uafbrudt strøm af ryttere alene eller i større eller mindre klumper, så man kunne altid finde nogen at køre sammen med, hvis man ville. Til gengæld er der jo så ret stor forskel på, hvor hurtige folk er til at køre opad og nedad i forhold til en selv. Nogle kørte meget hurtigt nedad og langsomt op, mens andre gjorde det omvendt og atter andre bare kørte hurtigt eller meget langsomt. Jakob og jeg forsøgte at køre sammen så meget som muligt, men eftersom der også var lidt forskel på vores tempo, og fordi der var så mange ryttere alle vegne, så kunne det godt være lidt vanskeligt at finde ud af, om den anden var lige bagved eller ej. Kun én gang så vi en rytter, der var styrtet, og det så til gengæld heller ikke spor rart ud. Han lå på vejen og så ud til at være slemt tilredt. Der var en del medhjælpere, der sad omkring ham, mens andre ledte trafikken på nedkørslen udenom. På marken ved siden af stod ca. 10 ryttere med deres cykler og så ud som om, de var endt derude i bestræbelserne på at undvige stytet. Vi kørte egentlig selv ret roligt og håndhævede i størst mulig grad Team Bernardus' køreregel nr. 1 om aldrig at tage en føring. Bakkerne virkede ikke voldsomme overhovedet de første 50 km, og da solen også kom lidt frem, begyndte vi at tænke, at det nok alligevel ikke ville blive så slemt. I øvrigt lagde vi mærke til, at deltagernes gennemsnitlige træningstilstand så ud til at være noget bedre end til almindelige danske motionsløb. Men sådan er det nok, når der deltager så mange udlændinge. Det er nok ikke dem i allerdårligst form, der kører derned for at cykle.

Men så lige pludselig efter en længere nedkørsel drejede vi over en bro og derefter første skarpt til venstre og så højre, så tempoet kom helt ned. Lige dér begyndte så Mur de la Vélomédiane med sine 20% de første par hundrede meter. Overalt var ryttere og biler plantet i stilstand på den smalle betonvej, og der var også en del tilskuere, der stod og klappede. Der fik man gang i blæsebælgen, og lige som man troede, at man kunne begynde at sætte sig ned i sadlen igen, steg den pludselig endnu mere, så man måtte op og køre 100% igen for at komme op til, hvor den kun steg normalt meget, hvad det så end var. Efter ca. 60 km kørte vi i depot for at få lidt vand og en energibar. Bjerget af plasticpakkede Liégevafler gik vi behændigt udenom, men det er nu anden gang, jeg ser dette fænomen i belgiske motionsløb. Senere var vi ved at falde af cyklerne af grin over en flok belgiere i rød fleece, der på toppen af en lille, meget stejl stigning, hvor de angiveligt boede, stod og spillede det værste af det værste dansktopagtige motorvejsmusik. Det hjalp ikke til at få pusten igen. Foreløbig er det kun lykkedes os at finde os selv på tre billeder. Jeg synes, vi ser rimelig friske ud på to af dem:

Vi kom tilbage til La-Roche igen efter 67 km og kom op på den meget frygtede bakke, vi havde inspiceret aftenen før. Det er vejen op til Montée du col de la Haussire. Der var kontroltidtagning i bunden samt i toppen, og vores tider op ad denne bakke fremgår i øvrigt af diplomet. Vejen begyndte på brosten, men blev så til en lille vej, vi havde kigget på oppe fra borgen, da vi var der i foråret. Den var meget stejl, men ikke helt vildt lang, før det gik en smue nedad, inden det igen begyndte at stige stejlt. Også anden gang gik det nedad et lille smule, inden vi kom ud på det stykke, vi havde kørt i bil. Vi kørte forsigtigt, mens vi frygtede at det skulle blive alt for stejlt, men det blev det bare aldrig. Det viste sig, at vi var blevet snydt lidt af at køre op i bil, hvor det åbenbart synes lidt stejlere. Stykket var ikke mere end 11-12%, så vi var ret friske og meget lettede over at være kommet så godt over den længste og på papiret værste bakke i løbet. Hver bakke var i øvrigt markeret i bunden med et skilt med bakkens nummer, længde, maksimale- og gennemsnitlige stigning, men disse skilte lagde jeg aldrig ordentlig mærke til. Det kunne ellers nok have været en fordel.

Som kilometerne gik, og vi kom over stadig flere bakker, begyndte vejret også at slå lidt om, og det blev efterhånden klart, at vi ville få regn på et tidspunkt. Og den kom da også sammen med en masse blæst, da vi sad på en bakke med en masse andre og ikke rigtig kunne sidde og mosle med vindvesten. Det lykkedes dog at få den kæmpet på, hvilket var rigtig godt, for ret hurtigt derefter begyndte en 9-10 km nedkørsel i regnvejret gennem en skov, hvor der blev kørt rimelig hurtigt. Det ville have været meget ubehageligt uden vesten til at beskytte mod kulden. Efter en halv time klarede vejret dog op, og vi så derefter ikke rigtig noget regn, selvom vejene mange steder var våde, da vi kom. Ved depotet ved 132 km var det rigtig koldt, selvom solen skinnede. Jakob og jeg tog vores magnesiumgel imod kramper. Egentlig ikke fordi nogen af os følte os specielt i farezonen for det, men hvis man skulle få kramper, så måtte det vel være på de sidste 40 km. Det var en grøn, meget tyk siruplignende masse, der måtte mases ud af tuben og nærmest tykkes for at kunne indtages. Det smagte ret sødt, meget syntetisk og ikke særlig godt, men kramper fik vi da heller ikke. Jeg havde desuden nogle High5 gels, som har en meget mere flydende konsistens. Jeg snuppede en på et tidspunkt, da jeg skønnede, at der manglede en god times tid, men fandt derefter ud af, at jeg ikke rigtig kunne få mere ned af den slags. Det bedste, jeg havde tilbage i lommerne, var helt klart den forstærkede nøddestang.

Jakob og jeg havde været skilt et par gange undervejs på grund af lidt forskellig gearing og køreregel nr. 1, og en stor del af de sidste 30 km vidste jeg ikke andet, end at han måtte være et stykke bagved og nok kom op på et tidspunkt. Jeg kunne i hvert fald ikke se ham, så jeg kørte lidt i mit eget tempo, da jeg også samtidig begyndte at føle mig lidt slidt. Nær toppen af, hvad der nok var den sidste rigtige stigning, kom Jakob pludselig forbi i en vældig fart med et par folk på slæb. Det eneste, han nåede at sige, var, at der kun var en kilometer til, det går nedad. De sidste 8 kilometer af ruten er en nedkørsel på 4%, så det gav straks motivationen til at finde et helt andet tempo frem. Jeg måtte give et ordentligt ryk for at komme med ham, og så gik det rimelig hurtigt med at få kørt den sidste kilometer eller to hen til nedkørslen. De andre folk skulle åbenbart ikke med, så de blev efterladt. Det var en stor lettelse at se skiltet mod La-Roche ad N89, og da vi kom ud på hovedvejen, gav vi os 100% og kørte ikke under 50 km/t noget sted pånær i de skarpe sving. Jakob, der kørte med pulsmåler, fortalte bagefter, at han havde ligget lige så højt i belastning som på de stejle stigninger. Det var en helt super måde at få brændt det sidste af og en opløftende måde at afslutte løbet på.

Vi kom ind i tiden 7:10.13, hvilket rækker til sølv i løbets egen klassificering, og det var vi rigtig godt tilfredse med. Efter vi lige havde fået noget vand mm., kunne vi gå op og aflevere chip og få udprintet vores diplom med det samme. Det var rigtig god organisering. Det var det faktisk i det hele taget, og det er også et løb, jeg rigtig gerne vil køre igen nu, hvor jeg kender ruten lidt.