··· Alpetramp 2011 ···

No E-patents! GNU Emacs Valid HTML 4.01! Valid CSS!

Det sydfynske motionsløb Alpetramp køres hvert år som sæsonafslutning, i år søndag den 23. oktober, i de Sydfynske Alper og byder på to bakkede ruter på 63 km hhv. 125 km. Jeg kørte selv 125 km, og Marie kørte 63 km i sit første motionsløb for sig selv.

Vi klarede os begge rimelig godt og kom begge indenfor bedste femdel hhv. sjettedel indenfor hver vores klasser. Marie blev nr. 12 ud af 61 kvinder med 26 km/t i snit, og jeg blev nr. 53 ud af vistnok 333 deltagere med knap 33 km/t i snit. Her er ruten (klik for at se det nærmere):

Vejret var ret perfekt med lidt køligt men klart vejr og sol fra morgenstunden. Op ad dagen fortsatte det med sol, og det blev rimelig lunt, så det var vi faktisk ret heldige med i slutningen af oktober. Dog var der en del vind fra syd, som flere steder var en smule træls. Jeg var overrasket over, hvor mange, der kørte med langfingrede handsker og storflagrende overtøj. Så koldt var det altså heller ikke, og i blæsevejr må tøjet bare ikke sidde løst og blafre! Jeg forstår ikke, at der er nogen, der kan holde ud at trække et storsejl gennem 125 km modvind og fartvind på den måde. Jeg selv var vældig godt tilfreds med knickers og vindtætte skoovertræk. På overkroppen en kortærmet svedundertrøje, en langærmet svedundertrøje, kort cykeltrøje og overtræksærmer. I lommen havde jeg en ultratynd vindvest, jeg ikke fik brug for.

Indskrivningen på skolen i Brobyværk foregik med en helt enorm, gigantisk lang kø, som vi dog hoppede over i første omgang for at se, om ikke jeg i hvert fald kunne slippe, når jeg nu var forhåndstilmeldt. Det kunne jeg godt. Jeg kom i hvert fald i en anden, separat kø, der kun var 1/30 af den anden i længden. Marie klarede sig også på en eller anden måde ind i et hurtigere flow. Forklaringen på den megen kaos er naturligvis det ekstra høje antal eftertilmeldte, som først meldte sig til, da de var sikre på vejret. De lovede at gøre denne del af arrangementet bedre til næste år, så det er kun godt.

Starten foregår i grupper af omkring 50, som kører afsted med et par minutters mellemrum. Det er op til den enkelte at holde sig til, hvis man vil starte på et bestemt tidspunkt. tidtagningen foregår med chip monteret på cyklen. På grund af ventetiden ved indregistreringen osv. nåede jeg og mange mange andre ikke at blive klar til starten på 125 km-ruten kl. 9:30. Jeg tror dog, jeg kom afsted i 3. gruppe eller deromkring, og da stod der stadig folk i kø til indskrivningen. Men som sagt, de har lovet at gøre det bedre til næste år. Desværre stod Marie på det tidspunkt også stadig i kø, så jeg kunne ikke hjælpe hende med at gøre klar osv. Jeg var derfor noget spændt på, hvordan det ville gå, når det nu var første gang, hun skulle køre helt selv.

Heldigvis havde hun en god tur og kørte også rigtig godt. Hun fandt ind i en gruppe med nogle mænd og et par andre kvinder fra en klub i Odense. Dem kørte hun sammen med de første 30 km, indtil de andre kørte i depot. Derefter var der vist lidt solokørsel samt kørsel med et par mænd det meste af de resterende 30 km. Dog kørte hun alene det allersidste stykke. Hun var et sted på den sidste halvdel af ruten kommet lidt i tvivl, om hun kunne holde tempoet hele vejen, og satte derfor tempoet lidt ned og snuppede en energigel, hvorefter tempoet kom op igen, men da hun var i mål, var hun alligevel ikke helt brugt op og mente, at hun muligvis kunne have kørt en anelse hurtigere. Disponering af kræfterne er naturligvis en af de ting, der kommer lettere efterhånden som man får nogle erfaringer. Men det er allerede meget vigtigt at kunne mærke, hvad man trænger til undervejs og så sørge for at have det med og få det spist i rette tid. Det er der mange, der aldrig bliver gode til at finde ud af.

Undervejs efter omkring 30 km var der en bakkespurt med separat tidtagning over en kilometer eller halvanden. Her er nogle billeder af Marie på det sted:

De eneste billeder, der blev taget af mig, er fra starten, hvor man på det ene billede lige kan se mit hoved bag to mand i rødt og på det andet ser halvdelen af kroppen minus hoved i knickers, blå St. Bernardus-trøje og Ventoux-ærmerne yderst i højre side:

For en sjælden gangs skyld startede vores startgruppe meget roligt ud. Den blev delt i løbet af få hundrede meter, men den forreste halvdel kørte i et meget jævnt tempo så man kunne rulle sig varm med omkring 31 km/t de første 5 km. Gruppen blev mere splittet op, da vi nåede den første alvorlige bakke, men jeg havde intet problem med at sidde med der, så jeg besluttede at køre med så langt som muligt. Årsagen til den jævne kørsel var nok, at en stor del af gruppen bestod af medlemmer af Roskilde Cykelklub, som nok prøvede at køre sammen. Derfor kørte de nok lidt efter laveste fællesnævner. Ved bakkespurten efter de 30 km blev vi selvfølgelig spredt. Desværre blev min og temmelig mange andres tid på grund af tekniske vanskeligheder ikke registreret. Rigtig mange af de andre kørte til min forundring i depotet på toppen af bakken. Det fattede jeg ikke lige så meget af, så jeg kørte bare videre og indhentede efter lidt anstrengelse tre ryttere, der dog viste sig at være lidt sløve. Jeg hentede nogle andre ryttere og fik lige en spytklat med på vejen af en, der ikke havde opdaget, at jeg kom forbi. Efter 10 km kom gruppen af Roskildefolk op igen, så gruppen nu blev på op mod 30 mand.

Nogle var nu ved at blive lidt møre, hvilket gjorde nogle strækninger med sidevind lidt tricky, fordi de ikke alle var lige opmærksomme og ville gøre ret meget for at få læ på vifterne. Vi hentede en del folk på vejen, og jeg tror egentlig også, at der dumpede mindst lige så mange af bagfra. Jeg sørgede for at holde mig forholdsvist langt fremme for at undgå huller foran, og fordi tempoet heller ikke altid var super højt.

Vejene var små og snoede og gik gennem mange steder med skov. Heldigvis var vejene generelt tørre langt de fleste steder, og forholdsvist rene. Ellers kan visne blade og våde veje godt være lidt af en udfordring her om efteråret. Det er en meget flot rute, synes jeg, og også lidt speciel, fordi man adskillige gange kommer tilbage til nogle af de samme steder og også kører et par strækninger i begge retninger. Se kortet her.

Afmærkningen var generelt god med gule plasticpile, der var sat op før hvert sving og også i selve svingene. Flere steder var der også placeret politihjemmeværn til at standse trafikken, når vi kom til en hovedvej. Desværre var der lige et enkelt sted, ved Diernæs, hvor Fåborgsløjfen starter. Der kom vi meget i tvivl om, hvilken vej, vi skulle køre, fordi der var pile i begge retninger. Dette skyldtes, at en pil på en pind jo kan ses fra begge sider, og halvdelen af pilene var beregnede på den modsatte kørselsretning. De fleste i gruppen stoppede op, og nogle begyndte at køre den ene vej, og nogle den anden. Jeg syntes, det så mest ud til, at vi skulle dreje, og nogle var allerede kørt den vej. Da var de fleste dog kørt den anden vej. Jeg blev overbevist om, at jeg var på den gale vej og vendte derfor om, og da begyndte en hektisk jagt for at komme op til gruppen igen. De var kommet omkring en halv kilometer foran, og det var modvind, så det ville være en stor fordel, men også en stor udfordring at komme op til dem igen. På den ene side, ville jeg kunne drage fordelen af læ, hvis jeg kom op, men på den anden side ville det kunne koste for mange kræfter at køre dem ind. Og selv da ville der heller ikke engang være nogen garanti for, at det ville lykkes at komme op alene i modvinden. Jeg kiggede på kilometertælleren og besluttede at gøre forsøget over et begrænset antal kilometer. Jeg kørte 100% og kunne næsten ikke tro det, da jeg så, at jeg faktisk godt kunne nå op. Jeg kom op, lige da vi kørte ind i Fåborg. Da havde jeg 32,9 km/t i snit. Derefter var jeg noget slidt, men kom mig efterhånden igen ved at sidde på hjul. Dog begyndte de mange små bakker og sidevind efterhånden at koste lidt, især når der var temposkift. Der var en enkelt chance til at komme alene væk og videre med en rytter, der overhalede os, men jeg troede desværre ikke nok på det, da der stadig manglede 30-35 km. Desværre begyndte tempoet bare at falde i gruppen, så det enkelte steder blev irriterende langsomt, afbrudt af små hidsige strækninger, hvor nogen pludselig fik lyst til at køre.

Vi kørte næsten samlet i mål, men tempoet blev skruet helt op i det røde felt på de sidste to-tre kilmeter, hvor gruppen blev strukket helt i stykker. De sidste 500 meter havde mest karakter af en spurt. God måde at afslutte løbet på. Jeg havde ikke overskud til at fyre den helt af til sidst, men kom ind som nummer 6-8 stykker i vores gruppe.

Efter løbet var der mulighed for en portion suppe og evt. lidt massage. Marie og jeg mødtes og indtog suppen, mens vi udvekslede oplevelser og udpegede kampfæller blandt rytterne i målområdet. Vi kørte derefter til Maries forældre, der havde et bad samt kaffen klar og også gav aftenmad. Jeg kunne ikke helt stå for en lille lur på sofaen. Det var et godt løb, og jeg var glad for, at Marie også havde en god oplevelse samt mod på flere cykelløb. Det er jo alletiders måde at gøre brug af den form, man opbygger under træningen.

Se flere billeder fra løbet her.