··· Arkiv 2007 ···

No E-patents! GNU Emacs Valid HTML 4.01! Valid CSS!

Tilbage til arkivet

Årsdag

Den 11/11 havde Marie og jeg årsdag. Det var tilfældigvis en søndag, og vejret var rigtig fint, så vi kunne bruge eftermiddagen på at gå en fin tur i Marselisborg skov.

Vi fik varm chokolade og kage på Skovmøllen. Vi ville gerne have spist frokost, men de er i gang med at restaurere bygninger, så køkkenet laver ikke rigtig mad indtil 1. april 2008. I stedet spiste vi middag om aftenen på Creperie/Brasserie Latin i Klostergade. Der fik vi noget utrolig lækkert og delikat franskinspireret mad.


Efterårsbilleder

Ind i mellem har det været fint efterårsvejr, så vi har taget lidt billeder. Igår (4/11) var vi også nede ved den nyanlagte, såkaldte Egå Engsø, som er resultatet af en opdæmning af Egåen i mosen ved Lystrup. Lige ved siden af den nye ufærdige motorvej fra Skødstrup til Århus N.

Hvad foregår der med huset?

Det spørgsmål får vi aldrig svar på. Men meningen med alt stilladset rundt om alle husene i andelsforeningen er at forny facaderne, så de skadelige virkninger af det oprindelige byggesjusk bliver holdt i ave. Problemet er blot, at Skanska, som er entreprenør på restaureringen, har fyret stort set alle deres håndværkere og ansat polakker i stedet. Disse skal holde ferie hver 5. uge, så hele projektet ligger temmelig stille fra tid til anden. Den oprindelige frist for byggeriet var den 30/9 2007 for alle syv blokke, men de er i øjeblikket kun halvfærdige. Der kom en revideret frist for tre uger siden, hvor vores hus skulle være færdigt i uge 42, men den var allerede overskredet, da vi fik den, og de er stadig (pr. 5/11) ikke færdige. De pudsede med indfarvet puds ca. i uge 42, men de må have glemt noget, for pludselig begyndte de i sidste uge at pudse om igen med hvid grunder og mere af det farvede. Men kun på tre sider af huset. Vi ved ikke, hvad der skal ske med resten. Det har været lidt besværligt for dem, for de havde jo i mellemtiden nået at få monteret sålbænke under alle vinduer samt nedløbsrør fra tagrenden mv. De mangler dog stadig at montere en form for sålbænk ved gavlene. Samme behandling har to andre huse fået, men endnu ikke det første, de gjorde "færdigt". Men dette skyldes formentlig, at de har medbragt for lidt stillads. Dette må derfor tages ned og flyttes rundt, hvor det skal bruges. De har heller ikke arbejdet på vores hus idag.

Her er lidt billeder, der viser indpakningen af vores hus, som betyder, at man har noget begrænset adgang, samt at vi i perioder f.eks. ikke kan åbne vinduer osv.

Familiebeøg

I slutningen af oktober var Marie og jeg på forskellige familiebesøg, bl.a. hos min far, Maries forældre i deres sommerhus samt hos Maries storesøster. I uge 42 (efterårsferien) var vi med Maries forældre i sommerhus på Årø. Vi havde medbragt træningscykel og en god portion øl fra Belgien, så der var lagt i kakkelovnen til nogle rigtig hyggelige og afslappende dage. Maries far købte sidste efterår, ligesom jeg gjorde, en af min onkels "gamle" træningscykler, så vi tog os en lille tur på fastlandet sydøst for Haderslev.

På vej hjem fra sommerhuset kørte vi ind og havde en hyggelig aften hos min far. Næste morgen får vi at vide, at Maries søster lige har født en datter. Dagen efter går turen derfor til København på endnu et lille familiebesøg. Jeg tog kameraet med, så jeg kunne tage lidt billeder af Maries nye lille niece.

COSIC Weekend 2007

Den 12. - 15. oktober var Marie og jeg på en lille sidste del af studierejsen til Belgien. I den weekend foregik nemlig den årlige COSIC Weekend, som er et socialt arrangement for den gruppe, jeg besøgte under mit ophold i Belgien. Jeg skriver lidt mere om turen her.

Hjemme i Danmark

Omkring den 1. september 2007 returnerede jeg til Danmark efter min ca. et år lange studierejse. Jeg har været så heldig at modtaget et legat - Rejselegat for Matematikere - som betalte for et studieårs udlandsrejse. Betingelsen var, at jeg lavede noget fornuftig matematik undervejs. Det har jeg så gjort på Katholieke Universiteit Leuven i Belgien, hvor jeg har boet det meste af tiden. I løbet af året har jeg dog også besøgt spændende steder i syv andre lande.

Jeg fandt en fin lejlighed og mødte en masse søde mennesker. Jeg har lavet en side specielt til rejsen, så det er muligt bl.a. at læse om hele rejsen kronologisk fra ende til anden, hvis man skulle få lyst til det. Ellers kan man også udvælge forskellige dele eller blot hoppe ned til en bestemt post. Den side var undervejs på rejsen også en slags dagbog. Siden kan ses ved at klikke på Rejse ovenfor i navigationsbaren.