··· Arkiv 2008 ···

No E-patents! GNU Emacs Valid HTML 4.01! Valid CSS!

Tilbage til arkivet

Nytårsskitur i Norge

Fra den 26/12 til 2/1 var Marie og jeg sammen med min mor, min søster, svoger og niece på skiferie i Rauland i Telemarken i Norge. Vi boede på Austbø Hotel et par kilometer fra Rauland by ad hovedvejen mod Rjukan. Jeg har indtil for ca. 17 år siden været på samme hotel 6-8 år i træk, så selvom det er mange år siden, kender jeg stedet vældig godt. For Marie var et første gang, men nok ikke sidste. Austbø Hotel er også det, der i gamle dage kendtes som Rauland Fjeldstue og skal ikke forveksles med Rauland Højfjeldshotel. På grund af finanskrisen, som får skyld for meget disse dage, var Tinggaard, som vi havde tænkt, skulle køre os derop i bus, gået "belly up", som man siger, så vi var selvkørende denne gang.

Vejret var rigtig fint hele ugen, koldt og klart, nærmest ingen vind, og på jorden lå omtrent en meter sne. Vi fik ingen ny sne i løbet af ugen pånær 1 mm nytårsnat. Vi stod på langrend hele ugen, hvilket er helt oplagt i dette område. Marie og jeg ville køre længere end de andre, så vi kørte sammen, og vi fik kørt nogle rigtig gode ture. Pånær måske lige den første dag, hvor vi kom til at tage en løjpe, der ikke var blevet præpareret meget længe, og som havde en del temmelig irriterende ujævnheder. Her er nogle indtryk fra første dag. Det første billede var en "ujævnthed" for enden af en bakken, hvor Marie var nødt til at forsøge sig med skihop for at komme over, sidste billede ovenfor er Maries ene knæ, der fik et stort mærke af at falde på det ujævne spor.

Hotellet drives af et norsk ægtepar, som muligvis er de sødeste hotelværter i verden. Trods de 17 år der er gået siden sidst kunne de straks genkende mig og huske hvem jeg er. Selvom vi først ankom kl 21:30, blev vi bespist med noget god aftensmad og fik nogle gode værelser. Marie og jeg havde ikke selv ski med hjemmefra, men de kan lånes gratis af hotellet og det samme gælder støvlerne. Der er et stort udvalg af begge dele og vi kunne bare selv tage, hvad vi skulle bruge og sætte det tilbage igen, når vi var færdige. De driver i det hele taget hotellet på en meget personlig måde, hvor de får et personligt forhold til gæsterne. De fulgte også meget med i, hvordan det gik med helbredet hos de af gæsterne, der blev ramt af den epidemi af maveonder, der åbenbart hærger i hele Norden for tiden. Her er et par billeder af nogle af de meget hyggelige stuer på hotellet:

Både min mor, søster, niece og Marie fik del i omgangssygen. Hotelparret spurgte hver dag, hvordan det nu gik, og hvem der nu var blevet ramt. Da en anden gæst kom til skade i et styrt i en sok på værelset og derefter ikke så godt kunne hverken gå eller stå, endte det sørme med, at de blev kørt af hotelfatter til Aalborg!

Sygdomme til trods fik Marie og jeg kørt nogle rigtig gode ture sammen og kom op på ialt 85 km i løbet af de fem dage, vi var på ski. Her er nogle billeder, vi tog på turene:


Første vintertræning

Marie har lige købt ny cykel, en fin træningscykel, som var på vinterudsalg. Det skulle fejres med en dejlig træningstur en dag, hvor vintervejret viste sig fra sin allerbedste side. Det var bare rigtig dejligt!

Ellers har vi også været ude at skyde lidt i Ulfborg i oktober. Det var den sædvanlige efterårstur med AS, hvor vi hyggede os med uformel skydning af enhver slags.

Til AS-siden

I september var vi til Unimatch i Oslo. Den traditionsrige AS-skydning, hvor vi altså i år besøgte vore norske venner.

Til AS-siden

Hjemme igen

Så er det blevet sensommer eller efterår afhængig af vejret og Marie startede planmæssigt i sin nye stilling som IT-udvikler i banken. Som de fleste efterhånden vil vide, så er stillingen nærmest identisk med min egen, fastansat (efter de tre måneders prøvetid) men i et 22 måneders såkaldt kandidatforløb med arbejde og en udstrækning af uddannelse sideløbende hermed. Marie er glad for at være startet og afdelingen, hun er kommet i, har flinke og hjælpsomme folk. Hun kan selv fortælle meget mere, det er hun bedre til. Banken ønskede velkommen med denne buket, som ventede på hendes skrivebord:

Her er et billede af Marie med kontaktlinser, som hun i øjeblikket eksperimenterer lidt med. Det ville selvsagt være en stor fordel i forbindelse med riffelskydning, hvor man let kommer til at kigge hen over brilleglasset i stedet for igennem, men ellers også i forbindelse med det meste anden idræt. A propos dette var vi lige ud at cykle en lille tur her i en af årets sidste weekenddage med sol og varme.


Ølklubben i Belgien

Den 16. til 20. august 2008 var Jakob, Thomas, Rune og jeg i Brugge på ølferie. Vi havde lejet en udmærket lejlighed inde i byen, så der var gåafstand til det hele. Desuden var der garage, hvilket må siges at være en meget stor fordel, medmindre man holder af at vandre. Vi kørte fra Århus omkring 06:30 om morgenen og havde en aftale med værterne om at få lejligheden kl 16. Turen derned gik ret godt, og vi fandt da også til sidst gennem byen til lejligheden, hvor vi ankom kl 15:59. God timing i forhold til aftalen og i forhold til mulighederne for at få skyllet rejsestøvet grundigt væk.

Jakob havde på forhånd sørget for bryggeribesøg hos De Dolle og hos Struise Brouwers, og så havde vi en lille plan om at smutte forbi Regenboog. Dvs. vi havde faktisk et bryggeribesøg hver dag, så det faglige indhold var blevet prioriteret højt i planlægningsfasen. De Dolle har fast rundvisning på engelsk søndag eftermiddag, og Struise havde vi lavet en aftale med via email. Regenboog havde vi også kontaktet men aldrig fået svar fra. Heldigvis ligger det i udkanten af Brugge, så vi kunne gå derhen på uanmeldt besøg.

De Dolle var derfor første sted, vi besøgte, og som de tidligere gange jeg har været der, fik vi rundvisningen af moderen til de to brødre, der ejer stedet. Læg selvfølgelig mærke til den seje kølerfigur på bilen. Efter rundvisningen sad vi og smagte på varerne.

Om aftenen kunne der sandelig også blive mulighed for en enkelt øl eller to. Vi prøvede et nystartet sted i en gammel hyggelig kælder med et rimelig godt øludvalg.

Besøget hos Struise Brouwers viste sig at blive meget huskværdigt. Det ligger meget meget langt ude på landet, hvor vejene er så små, at to biler knapt kan passere hinanden. Stedet henvises til på nogle små skilte som Bed & Breakfast eller sådan noget. Ikke noget med bryggeri. Da vi ankom troede vi da også nærmest, vi var kørt forkert. Og vi stod lidt og undrede os på den rodede, regnvåde parkeringsplads, inden en fyr kom os i møde. Han kunne fortælle, at det var det rigtige sted, vi var kommet til, men at det desværre ikke var der, selve bryggeriet lå. De får brygget hos et andet, større bryggeri i nærheden, og dette var deres laboratorium, hvor de eksperimenterede og bryggede forsøgsbryg. Men det kunne vi da godt få lov at se, selvom de lige havde lidt travlt med at pakke noget udstyr.

Vi fik først en grundig introduktion til bryggeriets drift og nogle af deres bryg, og det viste sig, at det er et meget lille bryggeri med kun en eller to mand på fast basis (vist ikke nødvendigvis "fuld tid", som det hedder i Danmark) og så en tredje, der hjælper med til at få produktionen afsat til forhandlere. De er nogle meget flinke og ret afslappede typer. Vi stillede spørgsmål og fik os i det hele taget en rigtig fin snak med dem, hvor de bl.a. fortalte, at de skulle til den danske ølfestival i Valby. De mener, at Danmark er det mest interessante ølland i Europa eller måske i verden lige i øjeblikket. De er meget imponerede over den ølrevolution, der er foregået i Danmark over de sidste 10 år. Det er selvsagt en udvikling, vi i ølklubben har fulgt fra starten af, og de har i hvert fald ret i, at der eksperimenteres meget frit og ofte modigt med typer og stilarter i de små danske bryggerier. Det er en mere fri tilgang til stilarter, end man ser i Belgien, hvor man oftere holder sig til de klassiske belgiske øltyper, som ganske vist er vidtfavnende og gode, men dog i en vis forstand same-old-same-old. Denne udfordring, mener Struise, at de som et ungt bryggeri bør tage op for at være med til at puste fornyelse i det belgiske øllandskab. Det er meget spændende, hvad de laver, og deres Pannepot og Pannepøt/Pannepeut er i hvert fald enormt lækre. Desuden er deres julebryg, Tjeeses og Tjeeses Reserva ret interessante. De har også et ret tæt forhold til danske Mikkeller, som de udveksler erfaringer med.

Her er nogle billeder fra lejligheden. Ikke det mest rydelige sted, når ølklubben bor der, men rigtig god til overnatning og den slags.

Og så snupper vi lige nogle billeder af Brugge, der jo er en rigtig fin, gammel og hyggelig by. Indenfor ringvejen er der brosten og gamle huse alle steder. Og så er der kanaler og mindst en håndfuld meget store kirker. Det er i det hele taget ligesom Ribe gange 5.

Vi gik også ud til det meget lille bryggeri Regenboog i Brugge. Det er dem, der laver 't Smisje mv. Vi havde som før nævnt ikke formået at få noget svar fra dem, så vi gik bare derud. De var dog ikke lige i stand til at gøre ret meget, virkede det til. Det hele så ud til at foregå i en garage samt nogle baglokaler til den butik, de også kørte. Kvinden, der kom ud, talte stort set ingen engelsk og kunne ikke give nogen rundvisning, men hun ville til nød gerne åbne butikken for os. Vi tog imod tilbudet og købte så meget, vi nu kunne bære.

Og her er nogle studier af folk, der drikker øl i Estaminée de Garre og 't Brugs Beertje:

Jeg kan ikke længere huske, hvorfor det var vigtigt at fotografere hende den sidste her. Vi sad vist af en eller anden grund og diskuterede hende et stykke tid, eller det vil sige, de andre gjorde. Jeg tror, det var noget med hendes bryster. Jeg gjorde selvfølgelig ikke, jeg tog bare billedet.


Ferie med Marie i Belgien

Den 1. til 8. august 2008 havde Marie og jeg leget et lille hus i det sydlige Belgien, langt ude på landet, 11 km vest for Dinant. Vi valgte dog at køre til Leuven allerede den 31. juli for at besøge nogle af folkene fra COSIC. Det blev en hyggelig eftermiddag og aften, hvor det var afsindigt varmt, omkring 30°C, og hvor man knap kunne holde ud at sidde på en stol i skyggen og drikke øl. Vi havde også en hyggelig aften, og natten tilbragte vi hos Stefan, hvor vi blev spist halvt ihjel af en eller anden slags dyr eller udyr. Vi hørte, at der var begyndt at komme væggelus i området omkring Bruxelles, og noget kunne da tyde på, at det er rigtigt. Den 1. kørte vi altså ned til huset, som vi med lidt besvær fandt her:


Vis stort kort

Det er lige vest for Ardennerne, men tæt nok på til, at det stadig var meget grønt og kuperet terræn med skove, floder, klipper og stejle bakker. Vi boede i princippet i en slags by, men det var bare ti huse, der lå tæt ved hinanden i to vejsving. Vores hus lå i en lille blindgyde og var et gammelt bondehus i kampesten, der blev nyistandsat sidste år. Det var ret lækkert indvendigt og havde stadig masser af rustik charme. I området gik der nogle heste og ponyer, og det nærtliggende gods havde avlsbygninger med køer. Hver gang disse køer skulle malkes, gik de op og ned ad vejen mellem marken og stalden, der i øvrigt havde møddingen liggende frit i en kæmpe bunke ud til og delvist på vejen. Bilen blev derfor hurtigt klæbet godt ind i bæ.

Huset var et lille hus, hvor loftet var inddraget til soveværelser. Forneden var der stue, toilet, badeværelse og køkken med udgang til terrassen og haven. Ovenpå gik trappen op i et soveværelse med en dør ind til et andet soveværelse, som vi valgte at bruge. Bagved dette lå så børneværelset med køjeseng og børneseng eller kravlegård, eller hvad det nu hedder. Vejret blev køligere, end det havde været i Leuven, men det var stadig rimeligt lunt og tørt det meste af tiden pånær enkelte byger, der ikke ødelagde noget for os.

Søndag den 3. startede med, at Marie fik lov at sove længe, så jeg kunne køre til Dinant efter morgenbrød. På vejen hjem forsøgte jeg at finde en blomsterbutik, og da det ikke lod sig gøre, plukkede jeg en buket vilde blomster et par steder langs vejen. Da jeg kom hjem, gjorde jeg morgenmaden klar på terrassen. Marie var i mellemtiden vågnet, men jeg havde gemt buketten bag et hushjørne. Da vi skulle til at spise, gik jeg hen og hentede den, og Marie sagde ja til at gifte sig med mig! Derpå fremtryllede jeg den lille ring, jeg havde medbragt hjemme fra Århus. En lille hvidguldsring med en brilliant. Helt fantastisk god dag! Bagefter var det en anelse svært at samle sig om at spise morgenmad.

Det lykkedes os dog at blive færdige om tage ind til Dinant og se lidt på Citadellet, der ligger flot på klippen over byen. Vi tog trappen op, selvom det egentlig begyndte at småregne lidt. Men er var en rigtig god udsigt over hele byen og området deroppefra. På hjemvejen kørte vi ind og så en nærliggende drypstenshule. Den var ret rummelig og med meget hvide drypsten, men i forhold til visse andre huler var der ikke helt så mange af dem, syntes jeg. Så vi planlagde at se en anden hule på et senere tidspunkt.

Om mandagen gik vi en tur op gennem skoven til en gammel borgruin ud til floden et par kilometer fra Dinant. Det var en borg, vi havde set oppe fra Citadellet i Dinant. Her fik Marie lejlighed til at fremvise sine vandrestøvler, som der egentlig også var god brug for i skoven. På hjemvejen besøgte vi det lille bryggeri i området, Caracole, der laver fire forskellige øl: En wit (Troublette), en blond (Saxo), en amber (Caracole) og en mørk (Nostradamus). Den første og den sidste var de bedste. Saxo er selvfølgelig opkaldt efter Alfred Sax, der opfandt saxofonen og kom fra Dinant.

En populær forlystelse i området er at sejle i kajak ned ad Lesse, der er en sideflod til Meuse, der går gennem Dinant. Det ville vi også gerne prøve, og det foregik ved at tage en bus op til et sted oppe ad floden og så sejle ned. Der var to længder, en på ca. tre timer og en på ca. fem. Vi havde hele dagen og tog derfor den lange. Den idé var der åbenbart også andre, der havde fået, og vi fandt bagefter ud af, at det vist er en af Belgiens mest populære kajaksejladsruter for turister. Der var godt nok også mange mennesker nogle steder. Heldigvis var der også steder med fred og ro, men vi synes generelt, der var lidt for befærdet. Det blev lidt irriterende, når man blev sejlet ind i af folk, der ikke kunne finde ud af at styre en tomandskajak. Vi havde heldigvis valgt to enmandskajakker, så vi havde noget lettere ved at komme rundt. Turen var ellers ret flot med mange flotte og grønne udsigter og et par borge, der lå ned til vandet eller ud over det på en klippe.

Det eneste, vi ikke var forberedt godt nok på, var de to steder, hvor man skulle forcere nogle små vandfald, hvor man sejlede meget stejlt og hurtigt ned. Ved disse lejligheder kunne vi ikke undgå at få meget vand i bådene og alt vores ekstratøj lå og svømmede rundt i vand i taskerne. Turen viste sig at være lige rigeligt lang for os. Marie fik ondt i skulderen og jeg blev til sidst noget træt af at sidde og soppe rundt i alt det vand i båden. Da vi kom i land, skyndte vi os bare op i bilen og fik noget varmt og tørt tøj på.

Dagen efter kajaksejladsen var vi noget dovne om morgenen. Vejret var rigtig godt, og det var meegt varmt. Det var faktisk den varmeste dag dernede, hvor det ligesom i Leuven var ca. 30°C. Vi spiste morgenmad på terrassen i mange timer med læsning i medbragte bøger og aviser, og på et tidspunkt kom en sød lille legemis og hyggede sig med os.

Efter morgenmaden, klkken halv to eller sådan noget kørte vi ud for at gå en tur i skoven. Vi tænkte, at når det nu var så varmt, måtte det være den rigtige dag at gå nogle timer i skyggen i en skov. Vi fandt derfor en vandretur på et kort i en skov 15-20 km væk. På vejen derhen blev vi dog kortvarigt stoppet af et cykelløb. Jeg tror faktisk, det var Belgien Rundt, for det havde ca den størrelse og kørte på omtrent samme tidspunkt, da jeg så det syd for Leuven sidste år. Det er ellers ikke noget stort cykelløb, og feltet er heller ikke så stort. Jeg tror, der plejer at være ca. fem etaper.

Skoven var helt klart en god idé at besøge den dag, og vores tur viste sig at være en fin tur langs et vandløb, som vi fulgte fra udspringet, til det var en rigtig flod ca 4 km længere nede i luftlinie. Desværre var de 4 km i luftlinie mindst 12 km på stien, og visse steder var den temmelig ujævn og stejl. Et enkelt sted var man faktisk nødt til at benytte et reb, der var hængt op til formålet, for overhovedet at komme op. Da det det bare skulle være en hyggetur ovenpå den forgående dags strabasser i kajakkerne, havde vi kun taget sandaler på, hvilket absolut ikke bidrog til at gøre det hverken lettere eller mere behageligt at gå de ialt 20-25 km, som hele turen til slut og mod intentionen viste sig at blive. Marie kom hjem med en stor vabel under den ene fod, og jeg havde afskrabninger på begge fødder, hvor sandalerne havde haft nogle normalt ellers umærkelige syninger.

Det var en fin tur det meste af vejen og en fuld udnyttelse af det gode vejr på dagen. Da vi havde nået 2/3 af vejen og resten var et langt, varmt og skyggeløst stykke langs en asfaltvej, løb vi tør for vand. Vi havde slet ikke troet, at turen ville blive så lang, så vi havde kun to 0,75 liters flasker med. Vi gik ind til nogle flamsktalende folk i et sommerhus og bad om at få lidt vand i den ene flaske. Da de kom ud igen, var flasken fyldt, og oveni fik vi en hel ny 1,5 liters flaske med. Det var meget pænt af dem, synes vi!

Efter den varme dag i skoven blev den følgende dag køligere og regnfuld med tordenbyger. Vi brugte dagen i Dinant med at gå lidt omkring og hygge os og slappe af. Vi startede vist dagen med at spise morgenmad i et par timer og gik derefter på lidt shopping i byen uden dog at finde noget, vi gad at købe. Og så sad vi en rum og hyggelig tid ved en café lige ved vandet og kunne se på byen, landskabet og skibene, mens det tordnede og regnede udenfor parasollen. Rochefort og crépes smager godt ved sådan en lejlighed!

En af bådene, der kom og lagde til, var i øvrigt den hollandske båd på billedet med det kristne slogan malet med meterhøje bogstaver: "Jezus zegt: Bekeert u en gelooft het evangelie", hvilket vist kan oversættes til "Jesus siger: Omvend Dem og tro på evangeliet". De har åbenbart forvekslet krydstogt med korstog, og man må da også sige, at navneligeheden er slående.

På vejen hjem kørte vi forbi den meget store grotte ved Han-sur-Lesse, som er en af de helt store og meget kendte drypstenshuler. Her tilbragte vi et par timer på en flot tur. Selve gåturen inde i hulen er 2 km lang og meget flot med både små, fine og kæmpestore "drypperter", hvoraf de ældste vist var ca. 150000 år gamle. Bagefter slog vi lige et slag forbi St. Rémy-klosteret, der laver Rochefort-øllen. Der er jo kun en håndfuld trappistklostre, så man er næsten nødt til at se dem, hvis man er i nærheden.

Vi kørte mod Danmark kl 17, lige på minuttet i forhold til vores plan. Det gjorde, at vi kunne køre ind i Ruhr-området ved 19-tiden efter myldretiden har lagt sig. Vi var hjemme på tornebakken ved halvtre-tretiden om natten.


Weekend i sommerhus

Nu hvor vi har fået den fine nye bil, ville det være passende at tage den på en lille weekendtur. Vi kørte fredag den 23/5 ned til Torben om eftermiddagen og overnattede der til lørdag. Vi hyggede os helt gevaldigt og drak øl og spiste udenfor på terrassen. Vi glemte desværre at tage nogen billeder. Torben fik også lov til at beundre den nye bil og køre en bette tur. Dette var også den oplagte lejlighed til at komme af med Maries gamle seng, som Torben er gået med til at opbevare for os. Vi blev glædeligt overraskede over at opdage, at den næsten kunne ligge i bagi bilen. Kun 5–10 cm stak ud og gjorde, at bagklappen ikke kunne lukkes helt. Men pyt med det. Det er ikke hver dag, man kører rundt med en 2 meter lang boksmadras. Bilen virker til at have en rigtig fornuftig størrelse for os og kører stadig fantastisk!

Lørdag morgen kørte vi ned til Aarøsund og hentede Maries far, Per, som havde taget færgen over til fastlandet for at køre en tur i bilen. Resten af dagen brugte vi i sommerhuset på Aarø, hvor vi nød solen og det varme vejr og grillede om aftenen. Nede ved stranden var der en masse mursejlere eller digesvaler, eller hvad det nu var. Det var i hvert fald ikke diesvaler. De boede i huller i skrænten og havde meget travlt med at flyve ud og ind af dem og efter hinanden.

Det var rigtig dejligt ikke at skulle lave noget fornuftigt og bare nyde weekenden stille og roligt.


Ny Golf

Så har vi købt ny bil! En splinter ny VW Golf Variant Sportline 2.0 TDI. Det vil sige en Golf Stationcar med en 140 dieselheste og sportsundervogn. Pladsen er ganske god indvendigt, både foran, bagi og i bagagerummet. Bilen er på størrelse med en Audi A4, en anelse mindre i kabinen og en anelse større i bagagerummet, så det er en fin størrelse stationcar, som både er rummelig og fornuftigt indrettet og samtidig bibeholder sine gode og livlige køreegenskaber. Det er lige noget for os! Dertil kommer, at den føles behagelig med gode sæder, en fin portion ekstraudstyr og god samlekvalitet.

Her er den danske VW-side, hvis man er til yderligere billeder og teknisk data. Indtrækket er en hel del mørkere, end det ser ud på billederne i solen.


Små og store nyheder

Den helt store og ikke helt nye nyhed er, at Marie også er blevet ansat ved banken som IT-udvikler i kandidatprogrammet fuldstændig som jeg selv er. Hun starter den 1. september 2008, så der bliver tid til en god sommerferie inden. Det er vi begge enormt glade for! Hun er ansat i CoSe som jeg selv, men hun som host-udvikler (mainframe) med en anden chef end min. Arbejdsopgaverne kan derfor forventes på lidt længere sigt at blive anderledes end mine egne, da jeg fortrinsvist er front-end-udvikler.

Jeg er selv så småt ved at være færdig med at have kurser på Sjælland. Det sidste med kandidatholdet var i fredags den 16/5. Denne begivenhed fejrede vi med at tage vores respektive koner/kærester med på restaurant, da vi ankom til Århus om aftenen. Vi spiste fin og dejlig mad på Substans i Frederiksgade, hvilket var rigtig godt og kun lidt dyrt. Jeg synes, vi IT-udviklere har haft utrolig meget glæde af at være afsted sammen her i foråret. Vi har støttet hinanden godt fagligt og socialt, og på flerdagesturene har der altid været mulighed for at gå ud om aftenen eller blive hjemme eller mødes med familie eller venner alt efter humør. Selv de mange timers monoton transport mellem landsdelene har været ganske fornøjelige i det gode selskab. Midt i juni har jeg selv et par kurser i Høje Taastrup, og så ved man aldrig, hvornår der kommer flere derefter. Her er et par billeder fra sommerens første grillaftensmad i haven:

Jeg har fået ny telefon, da en meget vigtig knap på den gamle til sidst var holdt helt op med at virke. Den nye har til gengæld et bedre kamera end den game havde, så jeg tog de følgende billeder, hvoraf de første er fra en kursustur til Kbh., og det sidste er Marie, der bader for første gang i år lørdag den 10. maj kl 17:


Paris-Roubaix 2008

Lørdag den 19/4 tog Marie og jeg Golfen til Belgien. Vi havde begge været i København til fredag aften (jeg på kursus og Marie til jobsamtale i banken), så vi var ikke helt udhvilede, da vi kørte fra Tornebakken kl 05 lørdag morgen. Men trafikken var perfekt, og vi ankom til ølbutikken i Winksele tæt ved Leuven kl 14.

Vi forsynede os og kørte derpå til Bruxelles, hvor Jakob fra ølklubben havde bestilt hotel til os alle for weekenden. Jakob havde været til konference i Frankrig og kom derfor sydfra. Vi havde lidt problemer med at finde hotellet, da der viste sig at være en fejl i Google Maps. Meget uheldigt. Men det var et ok hotel, der lå meget centralt kun 500 meter fra Grand Place og 300 meter fra Poechenellekelder.

Lørdag aften startede vi med at drikke lidt geuze i Poechenellekelder og spiste derefter i "nr. 2". Begge steder blev vi som sædvanligt blev genkendt og taget godt imod. Derefter gik vi lidt mere på Poechenellekelder og så i "baggården".

Søndag morgen kørte vi til Frankrig, hvor vi efter et par timers kørsel fandt frem til den berømte og berygtede Arenberg-skov, hvor der traditionelt – og også i år viste det sig – sker en stor udskilning. Vejret var dejligt varmt, når solen var fremme, og vi ankom i god tid. God nok tid til at nå at drikke en Hanssens Gueuze og De Cam Kriek, inden rytterne kom.

Arenberg har altid været berygtet for at være slem at køre på og at have brosten, der ligger som om, de var smidt fra en helikopter. Pavéen har sågar været taget ud af løbet for nogle år siden, fordi den var blevet for dårlig at køre på. Den er siden blevet restaureret og er igen et fast indslag i løbet. Vi gik ca. halvvejs ned ad pavéen fra slutningen og ned modsat kørselsretningen, og det vi så var egentlig ikke så skræmmende. Stenene lå ikke helt jævnt, men det så ikke ud til at være helt katastrofalt at køre på. De kan dog godt have været værre nede mod starten af den ca. 2,5 km lange pavé. I alt har rytterne ca. 52 km på brosten, så de behøver nok heller ikke alle at være dårlige, før man som rytter alligevel får nok af det. Det er også det, der er den væsentligste årsag til, at løbet bliver regnet for den hårdeste forårsklassiker.

Da de sidste ryttere havde passeret os i Arenberg-skoven, kørte vi mod den 3.- eller 4.-sidste pavé tæt på Roubaix, hvor vi regnede med at kunne nå at se feltet igen. På motorvejen kom vi dog pludselig forbi et sted, hvor en masse biler holdt i nødsporet og alle folk stod nedenfor vejen på en lille brostenspavé, der løb parallelt med motorvejen. Der var også politibiler og -motorcykler i nødsporet, og det så ud til, at der kunne man måske godt lige holde, når der nu var cykelløb. Vi kørte også ind og parkerede for at gå ned at vente på rytterne, der skulle vise sig at komme i løbet af ca. et kvarter.

Da vi skulle derfra, havde vi set, at politiet var behjælpeligt med at få folk ud på motorvejen igen, og det tolkede vi som om, det var nogenlunde acceptabelt at bruge nødsporet til dette retfærdige formål. Da vi selv skulle afsted, stod der dog en motorcykelbetjent bag bilen og skulede. Det bliver spændende at se, om der kommer en hilsen fra det franske færdselspoliti.

Vi kom til at køre lidt forkert på de grotesk elendige og fantastisk hullede nordfranske motorveje og kom til at ligge bag en belgisk bil. Vi regnede ud, at de også var der for at se cykelløb, og ganske rigtigt; vi kørte efter dem til en lille landsby tæt ved motorvejen mellem Roubaix og Bruxelles. Her kunne det fra motorvejen tydeligt ses på de tusindvis af biler på markvejene, at der skulle komme et cykelløb forbi. Vi kørte ind i landsbyen og forsøgte at finde en parkeringsplads, men det skulle vise sig at være næsten helt umuligt. Alle tænkelige steder holdt der biler helt tæt, og vi kørte vist rundt 20–30 minutter før vi på en lille villavej i den fjerne ende af byen fandt de nødvendige fire meter fortov til Golfen. Vi begav os afsted til fods efter, hvor alle andre gik hen, og på en lille brostensbelagt markvej var der tæt besat af folk og autocampere. De foreste udbrydere, imellem hvilke vinderen skulle findes, kom ret hurtigt, efter vi var kommet.

Noget af det første, vi så, var nogle følgebiler, hvoraf én af dem pludselig stoppede med, hvad der lignede et teknisk problem og dermed dannede en trafikprop i slutningen af pavéen. Da de lidt efter fik gang i den (en Skoda Octavia), kunne jeg se, at den havde trukket et langt og fedtet spor af sort olie hen ad vejen. Dette løb havde åbenbart også tæret på bilerne. Vi skulle senere se, hvordan.

Vi fik os placeret ved vejen, som var meget smal og også meget ujævn. Her var der faktisk temmelig store huller, og vejen bulede også en del op i midten. Da de næste grupper af biler passerede, kom der ind i mellem nogle gevaldige brag. Det viste sig at være bilerne (især Skoda Octavia'er), der kørte bundpladen på brostenene et sted, hvor de stak særlig meget op midt på den smalle vej. Vejen var egentlig kun lige bred nok til en enkelt bil, så hvis de fik et hjul på hver side af midten, og den lidt bløde affjedring måske var sat i svingninger af de tidligere ujævnheder, og hvis farten passede, så kørte de altså på stenene med gevaldig kraft. Vi så og navnligt hørte en Skoda (en af Mavic-bilerne), der kom raslende, som om alle svejsninger var gået op. Jakob så, at hele bundpladen var gået løs og sad og hoppede op og ned mens den slog mod skiftevis vejbelægning og undervogn. Der er nogle mekanikere, der har fået noget at se til, og så kan det være, man lige skal se sig godt for, hvis man i den nærmeste tid får et tilbud på en billig brugt Skoda Octavia Combi!

Det ses, at de tre forreste ryttere på denne pavé udgøres af de ryttere, der til sidst skulle vise sig at blive nr. 1, 2 og 3. De ankommer her i omvendt rækkefølge med Ballan (Lampre) forrest, dernæst CSCs Cancellara og i tredje position Quicksteps belgiske vinder, Tom Boonen, der atter viser sin styrke på brosten.

Da rytterne endelig var kørt forbi (på dette sene tidspunkt i løbet var der meget stor spredning), gjalt det om at finde et TV hurtigt, så vi kunne følge afslutningen på den legendariske cykelbane i Roubaix. TV'et var ikke langt væk, kun 100 meter nede ad vejen var et stillet op i vejkanten. Det var naturligvis omringet af belgiere, der hæppede på Tom Boonen, som i denne trio må siges at være kæmpefavorit, hvis det skulle komme til en spurt. Desværre havde de to andre intet at køre med til sidst, og Boonen endte med at få det hele foræret. Den belgiske jubel var stor.

Vi kørte hjem til Bruxelles og spiste i nr. 2 og drak øl i Poechenellekelder, og næste dag kørte vi til Leuven for at købe chokolade i den gode chokoladebutik med moderen og datteren. De har godt nok normalt lukket om mandagen, men vi havde mailet til dem fra Danmark, og fået at vide, at de gerne ville holde butikken åben for os, hvis vi aftalte et tidspunkt. Fantastisk service! Efter indkøbet kørte vi hjem til Danmark. Ligesom på turen ned var der ingen kø nogen steder pånær et mindre hjorterelateret uheld i tyskland, hvor et vildfarent dyr havde fået en Seat til at dreje rundt. Ligesom da vi var i Belgien i efteråret, blev vi stoppet af grænsepolitiet på grænsen mellem Holland og Tyskland ved Hengelo. Det er komisk men efterhånden også ved at være lidt irriterende. Det skyldes med 100% sikkerhed den gamle bil, der ligner noget en narkokurer ville køre rundt i. Denne gang ville de ud over pas og kørekort også se indregistreringspapirer og køre hele baduljen gennem systemet. Vi må snart anskaffe os en anden bil.


Påsketur til Rom

Dagen efter hjemkomsten fra skituren i Frankrig tog vi en flyver fra Kastrup til Rom, hvor vi havde hotel i fire nætter. Vi boede knap en kilometer fra Roma Termini, så det var i gåafstand, men ellers blev vandring rundt i byen besværliggjort lidt af Maries dårlige ankel, som hun var så uheldig at forstuve, da vi var i Valloire. Hotellet var dejligt med et flot, stort værelse, der var rent og pænt og med klimaanlæg og uden trafikstøj.

Vi brugte en del tid på at se Colloseum og Palatinerhøjen samt Forum Romanum. Vejret var noget omskifteligt, men desværre en stor del af tiden noget koldere, vådere og mere blæsende, end vi havde håbet. Men når solen var fremme, kunne vi gå i t-shirt og få lidt sol på de blege arme. En sød lille ting, vi så, var et refugium for gadekatte, der var blevet indfanget og derefter helbredsundersøgt og kastreret eller steriliseret. De bliver placeret i en afspærret oldtidsudgravning og fodret, og så kan man gå hen og kigge på de søde misser.

En dag med regnvejr tog vi til Vatikanet for at se Peterskirken, men desværre var vi stadig så tæt på påsken, at der var paveaudiens på Peterspladsen med flere tusinde tilskuere. Og så var kirken lukket. For at komme ind på pladsen foran kirken skulle man passere en taske- og personscanner præcis som i en lufthavn. Det var noget af et cirkus. Til gengæld var det lidt sjovt at se paven. Det gør man alligevel ikke hver dag – heller ikke i Rom. Han sad med nogle kardinaler eller sådan noget under noget, der ligner en havepavillon på kirkens trappe. Man kan se ham på storskærmen i baggrunden. Arrangementet gik tilsyneladende ud på at opremse og takke samtlige katolske menigheder, der havde gidet møde op til påskehøjtiden eller måske bare alle katolske menigheder i verden. Det blev i hvert fald ved og ved, og hver gang navnet på en tilstedeværende menighed blev læst op, gik dens medlemmer amok med selvjubel og svingen med faner.

Det blev også til et besøg i Pantheon med det imponerende og specielle tag med åbningen i midten. Vi kom også forbi den spanske trappe senere samme aften, hvor der til stadighed er en stemning af fest. Om aftenerne fandt vi ved hjælp af en bog, jeg havde købt i Danmark, nogle hyggelige restauranter, der laver god og traditionel romersk mad til rimelige priser. De fleste af de steder, vi besøgte, var ret små og ikke nødvendigvis dem, man lige falder over på vejen mellem to seværdigheder. Det gjorde det lokale præg større og sikkert også priserne mindre. Typisk spiste vi et tre-fire-retters måltid inkl. vin og vand samt evt. kaffe og likør for 25€ pr. person. Dette fandt vi meget rimeligt, og kvaliteten var virkelig i orden hele vejen igennem. Vi bad typisk om at få noget i stil med dagens ret, da det er, hvad der var friskt og godt på markedet den dag, og som de derfor selv anbefaler. Det er dog tit ikke noget, der står på menukortet, men det er godt og veltillavet med gode råvarer. Et enkelt sted var husets specialitet antipasti – forretter. Her brugte vi næsten to timer med at forsøge at spise os igennem alle de godt 15 forskellige retter, som dækkede hele det firemandsbord, vi sad ved. Da vi bagefter bad om amaro til kaffen, fik vi en flaske grappa og en flaske limoncello samt to glas, og så kunne vi bare gå i gang. Det er absolut et tip, der er værd at give videre angående spisning i Rom: Glem menukortet og spørg hvad huset kan anbefale!

Hjem fra skitur

Normalt ville hjemturen fra sidste uges skitur have befundet sig i slutningen af det afsnit, der omhandler denne tur, men beretningen om netop denne hjemtur er en episk fortælling i sig selv, et studium i busturistens lidelser. Kampen mellem det det onde og gode, mellem to mænd og fornuften, mellem disse to mænd og menneskeheden.

Vores rejseselskab var Ski1, (Ski-ét), som åbenbart er en del af et større selskab, der har tre brands, som sælger hhv. ungdomsskiture, billige og dyre familieskiture. Selve transporten får de leveret af et busselskab, som i dette tilfælde var Centrum Turist. Planen fra rejseselskabets (Ski1s) side var, at vi skulle køres i minibus fra hotellet til en motorvejsresteplads i dalen, hvor bussen til Danmark skulle komme fra andre destinationer og samle os op. Vi havde hørt om nogle, der en gang var blevet efterladt på sådan en plads, fordi buschaufførerne havde misforstået, hvilken plads det skulle være. Derfor bad jeg udtrykkeligt om, at vores minibuschauffør ville vente med at køre, til den anden bus kom. Det lød som om, det ikke altid automatisk ville være tilfældet. Da vi kom til restepladsen, var klokken 19, det sneede og var koldt og mørkt. Der var ingen bus. Vi fik at vide, at turen ned fra hotellet, som tog en times tid, var planlagt således, at der skulle være god tid i tilfælde af dårlige vejforhold. Det lød fornuftigt. Vores bus til Danmark skulle først komme kl. 19:45, så vi ventede. Da klokken var 19:45, var der stadig ingen bus, og det var blevet koldt i minibussen, hvor vi sad. Klokken 20:10 blev vores chauffør ringet op af kontoret i Danmark, der kunne fortælle, at der havde været en misforståelse, og at den anden bus ventede på den forkerte resteplads 25 km længere væk. Vi måtte derfor køre dertil og komme på bussen, der holdt og ventede, og som så på det tidspunkt ville blive i alt en time forsinket.

Vi ankom efter nogen tids kørsel til en lille by, hvor vi også havde stoppet på vejen ned. Her fik vi vore to danske chauffører på, som havde kørt os derned fra Kolling ugen før (hvor de vist også havde kørt forkert et par gange i Frankrig og Schweiz, hvilket de dog senere benægtede). Vi havde også fået flere gæster med, og det var helt klart, at der ikke var plads nok til bagagen. Vi holdt derfor stille i meget lang tid, omkring en halv time. Ingen information fra guide eller chauffører. Pludselig kørte vi dog igen og nogle af bussens mange teenagere lagde sig i midtergangen for at sove. Dette er klart forbudt efter gældende lov, men den ene chauffør skrævede blot hen over dem på vejen til sit hvilerum ved nedgangen til toilettet. Efter nogen tid stoppede vi lige så pludseligt, som vi var startet og igen uden nogen form for information. Denne gang et sted i Schweiz, hvor vi så holdt stille igen. Jeg så, at der var en diskussion igang mellem vores guide og den ene chauffør, og stresset af den megen spildtid gik jeg op og spurgte, hvornår vi ville være hjemme og forklarede, at vi havde et fly (til Rom næste dag), vi skulle nå, og at vi ikke havde tid til at blive forsinkede. Jeg bad også guiden om at komme med noget information over højttaleranlægget, så resten af bussens passagerer kunne få at vide, hvad der foregik. Det var dog ikke meget, han kunne fortælle, men jeg kunne høre ud af diskussionen, at det drejede sig om, at vi skulle samle yderligere fire passagerer (guider fra andre destinationer) op i Genève. Dette var en væsentlig omvej i forhold til vores daværende position, og der var absolut ikke plads til mere bagage.

Da vi kom ind i Genève, vidste chaufføren ikke helt, hvor han skulle hen, og hans kørsel virkede i det hele taget alt andet end målrettet. Da vi endelig nåede frem, begyndte de så at okse rundt i al bagagen igen, flytte rundt på folk i bussen og til sidst at slæbe ski og anden bagage ind i selve bussen, hvor det blev opmagasineret på de bageste sæder. De sidste fire personer (de sidste guider) kom på, folk fik besked på at sætte sig på deres pladser, og efter lang tid begav vi os videre igennem Schweiz.

Marie og jeg så et afsnit Twin Peaks på min computer og lagde os til at sove, og derfor overværede jeg ikke selv det følgende, som vi senere fik fortalt af en af guiderne, der sad oppe forrest i bussen. Chaufføren havde åbenbart problemer med at finde ud af Genève igen, og da vi nærmede os Basel, kørte han helt vild. GPS'en som de har siddende ved førersædet, forsøgte hastigt men forgæves at beregne nye ruter og i det hele taget at følge med, hver gang chaufføren foretog en spontan, drastisk og afsindig manøvre. På et tidspunkt befandt vi os i et industrikvarter, hvor vi på en blind vej blev tvunget til at foretage en U-vending. Man kan spørge sig selv om, hvorfor vi i deet hele taget havde forladt motorvejen, men det skulle desværre vise sig ikke at være sidste gang under denne chaufførs vagt. Til sidst endte det med et skænderi mellem chaufføren og en dansk guide. Chaufføren ignorerede GPS'en, og da han havde overset det femte motorvejsskilt, var guiden nødt til at råbe ad chaufføren, at nu skulle han fandeme køre mod Danmark!

Kl. 02:30 vågnede jeg selv ved, at bussen gennem lang tid kørte på en uregelmæssig, svingende og frem for alt langsom facon. Da jeg kigger, viser det sig, at vi kører igennem hovedgaden i en lille landsby i det franske(!) Alsace. Her skorter det ikke på lyskryds og 30 km/t-zoner, fartbump og chikaner, og efter 20 minutter dukker den anden chauffør frem fra sit dvale. Jeg spørger ham, hvorfor vi kører rundt i en landsby i Alsace, og han fortæller, at det også var den uregelmæssige kørsel, der havde vækket ham, og at han ikke ved, hvad det er, den anden laver, som han siger. Han går op foran. Efter en halv times yderligere kørsel i sneglefart gennem diverse småbyer går jeg selv op og spørger, hvad der foregår. Først bliver jeg ignoreret, og da jeg gentager, får jeg af reservechaufføren at vide, at den anden chauffør "har været der før". Det er tydeligvis løgn. Jeg beder ham erkende, at dette umuligt kan være den hurtigste vej til Danmark og spørger, om de i det hele taget ved, hvor vi befinder os. Heller ikke dette kan jeg få noget klart svar på, men jeg får at vide af chaufføren, at han har kørt forkert for så lang tid siden, at det ikke kan betale sig at køre tilbage igen. Igen kan man undres over grunden til, at han i det hele taget vælger at forlade motorvejen til at begynde med. Flere gæster er i mellemtiden vågnet og undrer sig over kørslen. Vi kører på landeveje i mindst halvanden time efter, jeg vågnede, inden vi kommer på en østgående motorvej ind i Tyskland igen.

Om morgenen kørte vi ind på et motorvejscafeterium i Tyskland. Vi får at vide, at vi stopper i en time, og folk begynder at forlade bussen og spredes ud mellem cafeteriet og den McDonalds og Burgerking, der også ligger i nærheden. Efter et par minutter går det dog op for chaufførerne, at cafeteriet har lukket. De vil derfor køre videre med det samme, men det er nu umuligt, hvor folk har forladt bussen og er spredt i alle retninger. Efter en del spildtid, kører vi videre til et andet sted, hvor vi holder i en times tid.

Da vi kører videre er vi på grund af nattens elendige kørsel kraftigt forsinket, og chaufførerne spørger over højttaleranlægget, om vi vil have flere pauser, eller om vi skal køre non-stop til Kolling for at spare tid. De, der råber højest, får deres vilje, og endelig kører vi uden yderligere forsinkelser mod Kolling.

Da vi når frem til Kolling, vælger chaufføren desværre at køre af motorvejen en eller to afkørsler for tidligt, og vi kommer derfor helt ind i centrum, som vi nu må krydse for at komme til parkeringspladsen ved Bilka tæt ved motorvejen i den anden ende af byen. På parkeringspladsen venter de andre busser, som passagererne skal fordeles imellem efter de forskellige landsdele, der skal køres videre til. Vi er mellem to og tre timer forsinkede, og vores bus er så proppet med bagage, at den ene bagagelem ikke kan åbnes. Den sidder fast, og chaufføren er ikke villig til selv at gå ud og tage fat i at løse problemet. Heller ikke selv om, han bliver bedt om det af både passagerer og guider, der forklarer ham, at lemmen sidder fast. Da vores bagage er det eneste, der mangler at blive læsset om, inden vi kan køre til Århus, må jeg selv begynde at flå bagagen ud gennem lemmen ved siden af. Til sidst lå en bunke af bagage, der havde ligget i vejen for vores, og flød i en bunke på jorden. Chaufføren gjorde intet for at finde ud af, hvad der var hvad, og jeg er glad for, at intet af det var vores, for intet var afmærket med navn eller destination.

Jeg havde aldrig drømt om, at professionelle danske buschauffører kunne være så inkompetente og ansvarsløse. Selv udstyret med GPS (hvis anvisninger de ikke følger) og mobiltelefoner og med en simpel motorvej at følge formår de at køre flere timer forkert. Lyve og misinformere eller blot ikke give nogen information om, hvad der sker og skal ske. Hvorfor vi holder, hvor meget vi bliver forsinket eller hvorfor. Det er den dårligste service, jeg nogensinde er blevet udsat for i Europa, og vi skal aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG nogensinde mere på skiferie sydpå med bus. I forhold til fly eller tog er besparelsen minimal, og det er i det hele taget for stressende at skulle sidde og følge med i, hvor vi er, hvilken retning vi kører, og om chaufføren nu også ved, hvad han laver. Aldrig mere vil vi udsætte os selv for det, og jeg vil kraftigt fraråde alle andre fra at gøre det. Til information og afskrækkelse kan jeg nævne, at busselskabet, vores rejsearrangør havde brugt, var Centrumturist.

Skitur til Valloire, Frankrig 14/3 - 23/3 2008

I uge 12 (Maries påskeferie) tog vi på skitur i de franske alper. Vi er her faktisk lige nu i skrivende stund. Vi bor lige midt i den lille hyggelige bjerglandsby Valloire i dalen et stykke nedenfor Col du Galibier, hvor Torben og jeg før har cyklet om sommeren. Jeg er i øvrigt ret sikker på, at Torben har cyklet lige forbi vores hotel, som ligger ved siden af kirken. Her er nogle billeder af gaden lige udenfor Hotel Les Gentianes, hvor vi bor:

Turen herned i bus gik egentlig fint, og vi fik begge sovet en håndfuld timer eller sådan noget, men der var en gruppe møgunger på 18-20 år, som larmede ufattelig meget nede i bunden af bussen, indtil de ved 22-tiden fik besked af chaufføren på at være stille, hvis de også ville med hjem til Danmark en uge senere. Derefter gik det væsentligt bedre.

Da vi ankom til hotellet omkring middag, kunne vi faktisk klæde om og tage op at leje ski med det samme. Vi havde lige tid til at drikke en dejlig kop tiltrængt kaffe i solen og de 18°C varme i byen. I skiudlejningen var der imidlertid helt proppet med mennesker, fordi ejerens søn angiveligt kørte en storslalomkonkurrence, som de sendte på Eurosport lige på det tidspunkt. Det var vist noget med, at hvis han blev mindst nr 4, så kunne han vinde et eller andet verdensmesterskab eller noget lignende. Han gik heldigvis hen og styrtede i andet gennemløb, så folk ret hurtigt forlod stedet og lod skiudlejningen genoptage sine aktiviteter. Omkring kl 13 stod vi på toppen af bjerget og var klar til en eftermiddag på ski. Her er et par billeder fra den første dag på ski samt udsigten fra vores værelse den følgende morgen:

Næste dag var det snevejr, og en anelse koldere. Begge dele må vel siges at være tiltrængt, selvom det gav et lidt tungt føre med ringe sigtbarhed. Her er nogle billeder, hvoraf det ene er taget ud igennem mine skibriller, hvilket får verden til at tage sig en anelse anderledes ud:

Om tirsdagen, 4. dag på ski, klarede vejret gevaldigt op. Det var stadig meget skyet om morgenen, og da vi stod på toppen af bjerget tættest ved byen, var vi reelt midt i en sky, hvor sigtbarheden var nede på 10 meter. Men da vi kom lidt længere ned ad bjerget, var vi pludselig under skyen, og luften var klar. Vi besluttede at tage over på et andet bjerg, som lå ved nabodalen. Vores liftkort gælder til et stort sammenhængende område med 150 km pister fordelt på tre bjerge med Valloire beliggende ved foden af det midterste. Da vi kom over på nabobjerget, klarede det op, og det blev høj sol fra en skyfri himmel. Her stod vi på ski stort set hele dagen. Sneen var perfekt, og der var næsten ingen vind, så det var heller ikke alt for koldt. Selv ikke på toppen i 2594 meters højde.

På vejen ned fra bjerget brugte vi tiden på at skifte slalomstøvlerne ud med almindelige sko, som er ca. uendeligt meget nemmere at gå med på vejen tilbage til hotellet. Men pludselig sker der bare det, der viser sig at være noget rigtigt arveste lort. Marie glider på et trappetrin, hvor vi går ned med skiene i hånden, og forstuver højre ankel. Det var så det, så og ser det stadig ud til! Onsdag tog vi begge en hviledag, da jeg også syntes, jeg kunne mærke noget slid i mit højre ben, som jeg har døjet med i årevis nu. Vi hyggede os i hotellets bar, hvor vi læste og drak kaffe samt noget af det lokale krydderlikør. Det var alt sammen meget lækkert, synes jeg. Marie var ikke helt så vild med det, men det var vist også lidt tidligt på dagen for hende at drikke likør på 55% vol.

Til aftensmad onsdag forkælede vi os selv med en omgang Raclette i en hyggelig alpehyttelandsbyhusrestaurant. Raclette er garanteret navngivet efter et fransk ord for at rage eller skrabe, og hovedidéen er da også at have en kvart ost siddende på en måde, så den kan smeltes på de skrå sider, hvorefter det lækre smeltede ostesnask kan spises sammen med kartofler og en mængde forskellige varianter af pølse, skinker og andre franske slagterlækkerier. Se sidste billede ovenfor.

På hotellet er forplejningen ellers også helt i top. Alle dage undtagen netop onsdag bliver der serveret en treretters dagens franske menu. Det er virkelig lækkert og delikat serveret. Råvarerne er gode og tilberedningen ligeså. Så hver aften går vi derfra fuldstændig overmætte, fordi vi ikke kunne få os selv til at levne for meget af det lækre kød. Også selvom vi havde holdt lidt igen med kartofler og andre fyldsager. Morgenmaden er også ganske i orden. Den består af en enkel morgenbuffet med yoghurt og müsli, baguettes, forskellige oste, skinke, paté, lidt frugt, god appelsinjuice og så sandelig om ikke der også er god kaffe! Vi havde ellers frygtet, at vi skulle udsættes for den normale omgang lysegennemsigtige franske smørrebrødsvievand, hvis erklærede eneste formål er at blive opsuget i brød og ellers på andre måder blandet med nedfalden pålæg af forskellig art og herkomst, til det aldeles ophører med at være flydende og er klar til at blive skyllet væk. Jeg ved ikke, hvad årsagen er til, at vi kan få lov til at få god kaffe. Måske fordi her kun kommer danskere, ligesom hotellets chefer også er danske. Kaffen er ellers bedre end dansk, men det er nok fordi, den bliver lavet som en normal fransk kaffe, som den drikkes i Frankrig på alle andre tidspunkter end om morgenen!

Vores hotel og det meste af byen generelt er meget familievenlig, hvilket også var en af grundene til, at vi valgte den. Vi gider ikke rigtig tage på ferie med en masse fulde teenagere. Men det er nok svært at gøre os helt tilpas, for på et familiested er der til gengæld mange børn. Især er der mange støjende, uopdragne og møgforkælede unger, der får lov til at skråle, løbe rundt om bordene ved måltiderne, skrige deres forældre ind i hovedet og slå dem, når de ikke får deres vilje osv. osv. Det er måske ikke det bedste at lære børn, at det er ok at kaste snebolde på hotellets vinduer, og måske er det heller ikke så smart at lade barnet bestemme, om det helst vil i bad nu, lidt senere eller i morgen tidligt. Kan du så lade være med at slå far? Er du så snart ved at være færdig med at løbe rundt? Vil du helst gerne have det tøj eller det tøj på? Vil du helst drikke vand, juice, cola eller Sprite? Det er godt nok mange spørgsmål til et barn på to-tre år! Er børnene kompetente til at blive overladt deres egen opdragelse? Måske et retorisk spørgsmål, men det ser da ikke destomindre ud til at være det, der foregår. Det kan godt afskrække os fra at skulle have børn selv. Man begynder at forstå, hvorfor hanløver af og til lige bider halsen over på en unge eller to. Det skyldes simpelthen, at den ikke har en pistol! Gad vide, om ikke sådan nogle forældre egentlig vil sætte ret stor pris på, hvis man lige gik hen og satte deres børn eller dem selv på plads? Fordelen er, at hvis man kommer sent nok til morgen- og aftensmaden, så er nogle af dem gået, og om natten er her dejlig fredeligt.

Torsdag kørte jeg alene op på bjerget om formiddagen og stod på ski til om eftermiddagen. Vejret var helt perfekt med høj sol og et par grader under frysepunktet. Jeg tog et par billeder mere af den fantastiske udsigt.

Sneen er tilbage, præcis som vejrudsigten havde forudsagt. Fredag er dagen, hvor der er marked i Valloire på pladsen foran kirken, lige overfor vores hotel. Det er ikke så stort, men der kan købes stort set alle de ting, man kunne forvente efter at have set, hvordan det plejer at foregå i Frankrig og i Belgien for den sags skyld. Dvs. forskelligt tøj, mest skitøj og den slags og så en mængde oste og pølser samt honning og syltetøj, der alt sammen er fra området. Vi kunne ikke stå for en kop opvarmet vin, der mindede meget om glögg. Der var i hvert fald sukker og kanel i, og det smagte dejligt.

Til frokost spiste vi en gang fondue med oksekød. Der var ret meget, ca. 400 gram skært oksekød. det var lækkert og hyggeligt at sidde at spise indendørs, mens sneen væltede ned udenfor. Til aften skulle vi så også have en masse kød, hvilket vi vist havde glemt. Svinekæbe til forret og en meget saftig og mør langtidsstegt oksefilet til hovedret. Inklusivt frokost har vi begge spist mellem 400 og 500 gram kød den dag og var meget mætte, da vi gik i seng!


Første arbejdsuger

Jeg har ganske enkelt haft for travlt med arbejdet til at fortælle om den første tid på det nye job i banken. Men nu kan jeg lige skrive en smule.

De første tre uger har været en blanding af kurser og anden introduktion til Danske Bank koncernen og så arbejde i afdelingen i Brabrand. Kurserne har jeg fulgt sammen med de andre fra det kandidathold, jeg blev ansat sammen med. Indtil nu har vi haft et introseminar, en hyttetur på to dage, et introkursus til medarbejderforhold, to kurser om udviklingsorganisationens udviklingsmodel samt et kursus i mainframe-miljøet. Alt dette har foregået på Sjælland, af og til med overnatninger inkluderet. Kurser fylder næsten halvdelen af min arbejdstid de første tre måneder. Til dagligt arbejder jeg i udviklingsafdelingen på Edwin Rahrsvej i Brabrand, hvor jeg i øjeblikket befinder mig i Branch Systems, som er den afdeling, der udvikler al den software, der anvendes i bankens filialer rundt om i Europa. Jeg har indtil nu arbejdet lidt på afdelingens team site og været en smule med til at teste det nye kassesystem, som i slutningen af marts tages i brug i Finland, Norge, Sverige, Polen, Irland og Nordirland. Det kommer også til Danmark lidt senere på året.

Idag har jeg og en anden nyansat fra afdelingen været på en lille studietur til en rigtig filial for at se, hvordan arbejdet går for sig der, og hvordan de systemer, vi udvikler, bliver brugt til dagligt. Filialen, vi besøgte var den meget store filial i Kannikegade lige ved Bispetorv. Vi fik lov til at se, hvordan kontantautomaterne virker, og så stod vi også lidt ved kassen, hvor vi fik hjælp af en erfaren medarbejder fra Brabrand, der kunne forklare, hvordan tingene virker. Det var meget lærerigt.

Senere på foråret skal vi til at udvikle på et uddannelseskursus for nyansatte bankassistenter og derefter (eller sideløbende med) skal vi udvikle på nogle nye kontantautomater. Men alt dette ved jeg ikke så meget om endnu.


Øldatabase

Jeg har i de sidste par uger eksperimenteret lidt med at lære MySQL, så jeg lavede et lille databaseprojekt ud af ølklubbens journaler. Det er muligt at se forskellige dataudsnit samt foretage forskellige sorteringer. Se den her.


Julen 2007

Julen 2007 holdt Marie og jeg sammen med Sonja og Maries forældre i Maries forældres sommerhus på Aarø. Det var hyggeligt og meget dejligt at være sammen i julen, og efter lidt mere familiebesøg i juledagene holdt vi også nytåret sammen.

Den 29/12 var vi som sædvanligt også ude at skyde pistol i Ulfborg, men i år var sneen desværre aflyst af regn. Der blev derfor ikke taget så mange billeder derfra.

En gang i december tog jeg disse vinteragtige billeder ude i Risskov et par minutter hjemmefra:


Julefrokoster

I de sidste par uger har der været et par julefrokoster på programmet. Sidste lørdag i november er som altid reserveret til julefrokosten i AS. Det blev selvfølgelig en fornøjelig aften med juleskydning, snapsritual og Onkel Axels Punch. Se billederne her.

Den 1. december var så dagen for ølklubbens julefrokost. Den afholdtes i år for første gang hos undertegnede. Folk kom til æbleskiver og varm kirsebærjuleøl kl. 15, og da Marie havde fået et par skiver, tog hun i landflygtighed hos sine forældre til næste dag. Resten af aftenen lavede vi mad med øl, spiste meget langsomt og drak stort set alle de juleøl, vi havde købt. Det blev til 22 forskellige i år. Der var stort set kun gode og rigtig gode bryg med i år. I hvert fald efter anmeldelserne at dømme, hvor italienske Del Borgo Christmas Ale 2006 Edition blev aftenens overraskende vinder. Mikkelers Santa's Little Helper scorede lige så mange points, men ytringerne og den moralske støtte gik mest til Del Borgos fordel. Jeg fandt den til 65 kr. i SuperBest på Vesterbro Torv. De gode indslag, der bedømtes til skarpt flere end 3,5 nissehuer, var

Forleden var jeg nede ved den lokale sø og fotografere lidt i solopgangen:


Nyt job

Jeg har fået nyt job. Jeg havde overraskende let ved at få et job i IT-brancen, da jeg kom hjem fra Belgien. Jeg sendte en god håndfuld ansøgninger ud og blev inviteret til samtaler knap halvdelen af stederne. Jeg var mest interesseret i en stilling som nyuddannet IT-udvikler ved Danske Bank. De har et 22-måneders såkaldt kandidatforløb, hvor man kommer lidt omkring og får prøvet en masse forskelligt inden for deres interne IT-udvikling. Jeg starter i stillingen som IT-udvikler i Danske Bank den 1. februar 2008. Jeg skriver mere om dette senere. Indtil viderer kan man læse jobopslaget her (så længe de beholder det på deres hjemmeside). Det er en meget attraktiv stilling, og jeg glæder mig meget til at starte!