··· Arkiv 2010 ···

No E-patents! GNU Emacs Valid HTML 4.01! Valid CSS!

Tilbage til arkivet

Ændringer i job og hjem

Hjem
Vi er nu blevet færdige med vores køkkenprojekt, som havde til formål at ændre vores lidt lille og en smule upraktiske 80'er-køkkenalrum til et større og mere brugbart, moderne rum. Det har været et forholdsvist stort projekt, fordi det ud over en totalrenovering af køkkenalrummet også påvirkede stuen og bryggerset, som har vægge op til. Efter en del spekulationer om fordele og ulemper ved forskellige leverandører besluttede vi os for en totalentreprise ved Invita. Vi er ganske godt tilfredse med forløbet som helhed, hvor vi selv kunne tage så meget ansvar, som vi havde lyst til og samtidig slippe for så meget praktisk arbejde som muligt. Økonomisk og tidsmæssigt ville det formentlig ikke kunne betale sig for os at rende rundt og lege håndværkere på så stort et projekt, og vi er også glade for, at vi valgte at holde os til at gøre det, vi er bedst til, nemlig at udvikle IT-systemer. Pånær nogle ganske få detaljer blev arbejdet udført og færdiggjort til tiden af de tilknyttede håndværkere, som leverede et samvittighedsfuldt stykke arbejde. Resultatet ser også rigtig godt ud, synes vi, pånær lige gulvet. Det er desværre blevet lagt på et underlag, der tilsyneladende ikke har været særlig jævnt, så det får tømmeren lov at lægge om igen uden beregning, har vi aftalt.

Her er nogle billeder taget før ombygningen. Lille underligt rum med 80'er-elementer og uden plads til et normalt spisebord. desuden heller ikke ret meget køkkenbord på grund af køleskabets centrale placering:

Under og efter. Rummet bliver rippet til den bare beton og derefter bygget op igen fra grunden. Undervejs bliver væggen ind til stuen revet ned og bygget op et par meter længere inde, så alrummet bliver det større, og så stuen bliver rektangulær i stedet for L-formet. Der blev savet et hul i væggen ud til bryggerset, så der blev plads til det nye køleskab der. I bryggerset blev også plads til en stor skabsfryser, og emhætten fik sin motor smidt op på loftet. Alt sammen store forbedringer for husets funktion som helhed.

Og her er så også lige en række billeder af et bette egern, som gravede rundt i sneen ude i haven:

Job
I løbet af november og december er både Marie og jeg skiftet afdeling så ingen af os længere skal fungere i konsulentrollen. Vi har indtil nu begge været ansat ved udviklingsorganisationens interne konsulentafdeling, og det er så slut nu. Vi har hver især fundet ud af at blive hentet ind i de respektive afdelinger, hvor vi har været allokeret, og det er vi begge rigtig glade for. Marie sidder derfor nu i Cards og jeg selv i Corporate eBanking. Det er to meget forskellige afdelinger på utrolig mange områder, og jeg tror, de hver især passer os rigtig godt. Opgaverne er spændende og kollegerne dygtige og søde.

Sommer 2010

Sommerferien gik en uge til Frankrig med et enkelt stop i Bamberg, Tyskland, på vejen. Vi havde sammen med Torben og Annette lejet et hus lige udenfor Bedoin, ved foden af Mt. Ventoux. Torben og Annette havde allerede haft et par uger rundt om i Frankrig, da vi kom. Vi tog selv kun to overnatninger i Tyskland, inden vi kom derned. Marie havde aldrig set Bamberg, og jeg selv havde kun været der en enkelt gang med ølklubben sidste efterår. Desuden ligger Bamberg lige på halvvejen fra Tranbjerg til Mt. Ventoux.

Bamberg er en rigtig hyggelig by med masser af gamle huse, en flod, flot landskab omkring, og så er der 7 rigtig gode bryggerier i gåafstand fra centrum. Alt er billigt, og livet er en fest. Vi havde hjemmefra bestilt to overnatninger i bed & breakfast, så det var klart til os, da vi ankom om eftermiddagen. Det var rigtig fint i en form for anneks med eget badeværelse og udgang til en fin, stor have. Værtsparret var rigtig flinke, og de spiste også selv med ved morgenmaden næste morgen. Det lå kun omkring 100 meter fra Spezial og Fässla, så aftensmaden og de to første øl fik vi i Spezials meget hyggelige ølhave, der minder om gården ved Jakob's BBQ i Århus.

Næste dag skulle vi rundt at se lidt i byen og have lidt øl, inden vi kørte videre sydpå tidligt den følgende morgen. Men desværre var vejret nærmest for varmt til at gøre noget som helst. Vi var i hvert fald helt udkørte hele dagen. Der var omkring 35 °C eller mere, og så ret fugtigt. Det føltes umuligt at få omsat al vand, der skulle til, og øl kunne vi nærmest heller ikke drikke. Efter at have set os lidt om ved et par af de lidt turistede steder omkring den gamle domkirke og det nærliggende slot gik vi op til den kendte ølhave ved Greifenklau. Den er stor og med skyggefulde træer og en rigtig flot udsigt. Selvom der af og til kom en let brise, så var det bare, som at sidde foran en åben ovn, så det kølede egentlig ikke specielt meget. Vi sad der og hang og læste lidt en times tid eller to, inden vi gik tilbage ned i byen. På Klosterbräu fandt vi lige præcis, hvad vi ledte efter; en lille bitte baggård omgivet af tygge stenmure, hvor solen aldrig kommer. Der kunne vi sidde i, hvad der føltes som 10 °C køligere temperatur og få deres glimrende øl i al uforstyrrethed. Vi købte derefter alle de flasker, vi kunne slæbe, og reserverede bord til aftenmåltidet om aftenen. De har en stor ølhave ned til floden og laver udmærket mad med kloss og det hele ligesom alle de andre steder. Marie slap dog afsted med en pandekage med kantareller.

Da vi begav os sydover mod Provence, viste sig desværre en hel del kø på solskindsruten fra et eller andet sted syd for Lyon. Det blev derfor hen mod spisetid, inden vi nåede frem til huset, som vi sammen med Torben og Annette havde lejet hjemmefra. Torben og Annette havde allerede på det tidspunkt været et par uger rundt om i Frankrig og ventede på os i huset med aftensmad og det hele.

Huset var dejlig stort med garage, rimelig stort køkken og stue, to soveværelser og en dejlig stor overdækket terrasse i første sals højde. Huset var også godt indrettet og vist nyistandsat i 2007. Terrassen blev naturligvis vores foretrukne opholdssted, når vi var hjemme om morgenen og om aftenen.

Om søndagen kørte vi en tur til Fontaine de Vaucluse over col de Murs. Det ligger tilpas langt væk til, at Torben og jeg kunne cykle til Venasque og møde Annette og Marie, der så deres cykler på bilen. Cykelturen til Venasque gik over en knold, som viste sig at være rigtig stejl og egentlig ganske sjov at køre på. I bilen var turen heller ikke uden forhindringer, eftersom en del veje viste sig at være spærret på grund af et eller andet idræts- eller spejderarrangement, eller hvad det nu var. Cykelturen fra Venasque til Vaucluse startede med at køre 9 km op over Col de Murs (4-5%) i snit. Det var meget stille og roligt hele vejen op. Derfra gik det ned på den anden side mod Gordes, hvor Annette på vejen fandt et sted at købe nogle rigtig gode kirsebær, som vi fik med i Maries cykelkurv. Frokosten spiste vi på udsigtspunktet lige udenfor Gordes. Fontaine de Vaucluse var som altid et frodigt og hyggeligt sted at holde en god pause ved kilden med det indbydende vand. Turen fra Venasque og tilbage dertil var vist omkring 55 km med lidt op-ned. Torben og jeg havde så også de ca. 25 km hjem igen, så vi i alt fik omkring 105 km den dag. Det var rart at komme ud at røre stængerne efter de forrige par dage uden ret meget motion.

Mandag kørte vi til Sault med bilen og cyklede derfra over i Gorge de la Nesque, hvor vi fik nogle gode udsigter og i det hele taget en god cykeltur med lidt stigning på, men uden noget stejlt. Jeg tror, det var omkring 44 km. Vejret var halvvarmt, omkring et par og tredive grader, men i forhold til Bamberg, så var luften tørrere og mere i bevægelse, når vi cyklede, hvilket betød, at det slet ikke føltes så varmt.

Tirsdag var lidt forskellig for os, eftersom jeg havde udset dagen til at angribe på Mt. Ventoux, mens de andre var mere indstillet på hviledag. Jeg stod derfor op og spiste morgenmad med de andre, inden jeg begav mig til Bedoin for at starte en officiel tur op på bjerget. Vejret den dag var meget varmt, hvilket viste sig ikke at være nogen fordel på cyklen op gennem skoven. Mit mål var en tid omkring 1:45, hvilket betød noget i stil med 18 km/t i snit fra Bedoin til St. Estéve og så 11-12 km/t de sidste 16 km. Det passede meget fint med hastigheden de første 5-6 km, til skoven begyndte ved St. Estéve. Derfra bliver det som bekendt meget mere stejlt de sidste 16 km. Op gennem skoven kunne jeg se, at jeg ikke holdt den hastighed, jeg havde håbet. Det lå omkring 9,5-10 km/t det meste af vejen og det begyndte efterhånden at blive lidt et problem med varmen. Efter noget tid kom de andre op forbi med bilen, hvor Marie tog billeder imens ud af vinduet. Man kan vist også godt se, at jeg er en smule opkogt nede i skoven og omkring Chalét Reynard, hvor de andre ventede ved caféen. Der var et billede, hvor jeg ligner én, der nærmest er ved at falde af cyklen, helt bleg, våd og med gåsehud. Desværre var dette foto blevet uskarpt og ikke rigtig til at bruge. Oppe på de sidste 6 km efter Chalét Reynard var der en smule mere luft, men da var stigningens samlede stejlhed og længde også begyndt at tære kraftigt på kræfterne. De andre kørte atter forbi i bilen mod toppen og tog også her nogle billeder. Også to-tre professionelle fotografer stod og tog billeder. Disses prøvebilleder har jeg også snuppet til trods for det vandmærke, der er sat på dem. Alle billederne illustrerer egentlig godt Manden Mod Bjerget, som Jørgen Leth har sørget for, at vi fik ind med modermælken. Den mytiske bedrift, som her fuldkomment stilrent sættes i scene, nærmest udkrystalliseres og eksponeres i sin helt klare form, som det er set hele vejen op gennem tiden, simpelthen. Navnligt af folk som Virenque, Pantani - og ja, Riis og Armstrong i nyere tid, men ellers af Bartali og selvfølgelig Fausto Coppi!

Oppe på toppen stod de andre klar og heppede, da jeg kom op og kørte over stregen i familierekordtiden 1:48.00. Jeg havde umiddelbart stor brug for lige at sunde mig lidt i skyggen af en bod, der stod deroppe. Jeg var nok noget dehydreret og overophedet, men det lykkedes da efter noget tid at triumfere på milestenen og dernæst at få overrakt den vandrepræmie, Torben indstiftede til lejligheden. Næste år tror jeg, jeg kommer under 1:45. Det behøver ikke nødvendigvis at være så svært. Man skal bare være ved Chalét Reynard efter 1:10 eller deromkring.

Onsdag holdt jeg selv lidt hviledag efter tirsdagens strabasser. Torben derimod havde et stort program for dagen, som gik ud på at cykle op på Ventoux fra alle tre retninger på én dag. Han startede derfor fra Bedoin ved 6-tiden, og Annette kørte med i følgebilen. Marie og jeg stod lidt senere op og kørte i bilen til Malucéne, hvorfra vi kørte op ad bjerget, til vi overhalede Torben et stykke oppe. Marie fotograferede ud af bilen, og lidt længere oppe stod Annette. Sammen så vi Torben et par gange på vejen op. Nogle steder var det rigtig stejlt, hvilket man også lige aner på nogle af billederne her. Jeg har læst et sted, at når man står op i pedalerne, så er det en god idé at placere det meste af kroppens vægt over pedalerne, men trænger man mere til aflaste benene, kan en mere foroverbøjet stilling måske tilsniges? Retfærdigvis skal det nævnes, at stilen oppe ved toppen helt mod slutningen af tredje opstigning ser meget forbilledlig ud.

Mens Torben var på vej op fra Malucéne, kørte vi andre med cyklerne på bilen ned mod Sault, hvorfra Marie og Annette ville cykle op, i hvert fald til Chalét Reynard. Jeg cyklede bare med som fotograf og som moralsk opbakning. Maries gearing og tempo var lidt anderledes end Annettes, hvilket betød, at vi efter noget tid kom lidt foran. Turen op til Chalét Reynard virkede ret let, eftersom den stiger meget jævnt og ikke er meget stejl noget sted. Vi var derfor alle ret friske, da vi og siden Annette nåede Chalét Reynard, hvorfra det var den slagne vej resten af vejen til toppen. Marie var ikke sikker på, om hun skulle cykle hele vejen op, men vi tog lidt ad gangen, og efterhånden som vi kom tættere på, og tempoet stadig var rimeligt højt og uden pauser, blev det mere klart, at vi skulle se at komme hele vejen op. Desværre er den sidste halvanden kilometer modbydeligt stejl, omkring 10-11%, og vi holdt en meget kort pause omkring 1-kilometerstenen. Derfra er der 400 meter op til et sving, hvorfra det går lige op de sidste 600 meter. Da vi kørte op mod det sidste sving, havde vi talt om dér enten at holde endnu en lille pause eller, at jeg lige gav et lille skub. Og da vi kom dertil, ville Marie gerne have et lille skub, da det for det første ikke hjalp så meget med de helt korte pauser og for det andet var temmelig koldt i blæsten og gråvejret, som det var ved at blive på toppen. Jeg vil tro, det var 12-15 grader, og ind i mellem var der også antydningen af små byger. Jeg var ret frisk til at skubbe lidt de sidste 500 meter, og besluttede at sætte et tempo, som passede bedre til Maries kadence. Det betød, at vi overhalede en hel masse på det stykke, hvilket egentlig var ret sjovt, når man nu for en gangs skyld var frisk, hvor alle andre sad og huggede i det og desuden måtte lide den tort at blive overhalet af en, der skubber nogen. Marie kørte også selv med alle de sidste kræfter, og det var en stor triumf at komme helt op. Tiden var vist omkring 1:48, dvs. ca. det samme som min tid fra Bedoin. Efter noget tid med for meget blæst og for lidt tøj kom Annette også op. Det var helt perfekt, for så havde alle klaret sig nærmest ud over forventningerne, og sammen kunne vi vente på Torben, der kom op ret kort tid efter til stor jubel. 4400-4500 højdemeter over 105 km på omkring syv og en halv time. Det var virkelig flot. Og timingen var også helt perfekt, så vi andre var kommet helt op uden at skulle vente alt for længe. Næste år er det bebudet, at Torbens tur skal være tre gange op fra Bedoin.

Torsdagen var hviledag for alle og uden cykling. Vejrudsigten sagde tordenbyger til trods for, at det var rigtig varmt. Marie og jeg kørte til Pernes les Fontaines, hvor der skulle være marked. Her kunne vi få købt lidt sager og hygge os lidt med det. Byen er rigtig hyggelig med kanaler osv. og i det hele taget nok et besøg hver. Da vi kom tilbage til Bedoin var det blevet lidt sen frokosttid, hvorfor vi satte os ved en lille fortorvsrestaurant/café, der havde TV, der viste Tour de France. Jeg bestilte en pizza, og Marie bestilte noget, der lød meget fransk og måske lidt rustikt. Det viste sig at være en underlig bleg stegt pølselignende ting med noget kødlignende og noget flæskeligende og noget, der kom fra en form for dyr, men som ikke havde lighed med noget af de to førnævnte velkendtheder. Jeg smagte også lidt på dimsen, men ikke ret meget, og da den bestemt ikke faldt i min smag, koncentrerede jeg mig mere om touren end om Maries mad. Marie var heller ikke spor vild med sin underlige frokost, og efter noget tid fik jeg hende til at pille pølsen lidt fra hinanden, da hun kundgjorde, at hun nu var færdig med at spise. Ret hurtigt stod det klart, at en væsentlig bestanddel var fårehjerne. Og det var ikke engang skjult særlig meget. Inden vi kom hjem, var det begyndt at regne, og det gjorde det meget kraftigt i perioder og med torden. Vi kunne ikke engang sidde på terrassen, fordi regnen slog ind under tagudhænget.

Fredag var sidste dag, og den brugte vi til sammen at cykle til en borg omkring 15 km hjemmefra. Det var en hyggelig og meget stilfærdig tur, men da vi på et tidspunkt gerne ville have en kop kaffe, viste netop dette sig af en eller anden grund lige pludselig at være helt umulig at opdrive. Især hvis man også gerne ville have et eller andet let bagværk til. Vi måtte faktisk til sidst køre hjem og spise frokost og lave kaffen der, men det var vel nok også lidt stemning af, at vi skulle hjem næste dag. Jeg besluttede, at jeg gerne lige ville cykle en sidste tur op ad Ventoux, sådan for hyggens skyld. De 33 km vi havde kørt om formiddagen sad ikke rigtig i benene, og så har jeg jo egentlig aldrig før prøvet at køre op fra Bedoin, hvor det ikke på en eller måde var lidt strabasserende. Mens Marie sov middagslur, kørte jeg afsted og havde det faktisk helt godt hele vejen op til Chalét Reynard, hvor jeg havde 1:15 på uret. Der var også Torben og Annette, der var kørt en tur op i bil. De sidste 6 km kørte jeg lidt for at se, om jeg kunne få en god tid, og jeg kom op i 1:49.30, hvilket jo egentlig var meget godt, men som også sagtens ville kunne forbedres. Det var slet ikke så varmt som om tirsdagen, hvor jeg kørte meget hårdere. Hvis vejret havde været det samme om tirsdagen, kunne jeg nok godt have kørt 1:45, tror jeg. Det var dog rigtig rart at køre op uden at have det rigtig hårdt. Det giver et godt minde om bjerget til næste år.

Lørdag morgen pakkede vi bilerne og kørte hjem sammen. På grund af flere uheldige omstændigheder kom jeg desværre til at smadre lygteglassene på cykelholderens lygtebom på vej ud af husets kraftigt skånende indkørsel. Det tog 8-10 timer, før mit raseri havde lagt sig lidt. Vi kørte i alt i 18 timer, og da det gik rigtig godt, kørte jeg bare hele vejen. Dog gik det faktisk kun godt, indtil vi kom til Hamburg, hvor et eller andet vejarbejde fik GPS'en til at påstå, at vejen var helt lukket, og den besluttede pludselig at ændre det forventede ankomsttidspunkt fra kl 4 til kl 7 om morgenen. Det gjorde en ret stor forskel for os, og det viste sig da også, at trafikken pludselig gik helt og aldeles i stå på broen inden Elbtunnelen. Foran os var alle 4-5 spor helt proppede med biler af alle slags, og nogen var tilsyneladende begyndt at stige lidt ud af dem også. Heldigvis for os holdt vi lige ved sidste afkørsel inden tunnelen, så vi besluttede at køre af og køre lidt på må og få rundt i den på grund af omfattende vejarbejde afspærrede Hanburg. På et tidspunkt satte vi GPS'en til at finde først korteste og siden hurtigste rute hjem, da vi mente at være kommet så langt gennem byen, at vi ikke længere ville blive ledt tilbage op i køen. Det lykkedes at komme hjem uden at miste mere end 40 minutter, så vi var hjemme omkring det tidspunkt, hvor tunnelen måske ville blive åbnet. Vi var meget trætte efter turen og satte telefonerne på lydløs og sov indtil middag.

Her nedenfor er en god træningsrute på omkring 123 km og med masser af højdemeter og nogle gode stigningsprocenter flere steder. En flot og sikkert udmærket måde at finde noget af formen til næste år.

Forår 2010

Jeg vil her opdatere lidt løbende, hvad der i store træk er sket siden sidst. Jeg har vældig travlt på arbejdet og har faktisk haft det i to omgange. Der kommer en håndfuld poster herunder, kronologisk nedefra og op.

Arbejde
Fra nytår til 30/6 påtog jeg mig en stærkt hastende opgave for den finske stat. Hele foråret har det fyldt nærmest al min tid, og også mere, end det var meningen fra starten af.

Opgaven var kommet ind udenom al normal governance, og der var derfor ikke hverken tid eller folk til at lave det. Jeg var derfor den eneste, der arbejdede fuld tid på opgaven. Ud over mig var der en forretningsudvikler på, som kendte til de forretningsmæssige krav, og som havde styringen indtil sidst på foråret. To andre udviklere har også bidraget, men mest i starten. På grund af strategiske hensyn kan jeg ikke fortælle meget om opgavens indhold eller art, men dens enormt store vigtighed og manglen på ressourcer gjorde det meget sevstændigt og ansvarstungt, eftersom der var to hårde deadlines, 30/3 og 30/6, på de to leverancer. Der har derfor, for første gang i mine to år i banken været en hel masse overarbejde og så også endnu en tjenesterejse til Finland. På det halve år fra nytår til 30/6 sparede jeg 550 timer op. Det er noget i stil med fire måneders afspadsering, hvis man skulle afvikle det på den måde.

Denne opgave har naturligvis været meget udfordrende og lærerig, og det har givet meget erfaring at være med og køre det helt i mål til sidst. Det var også første gang, jeg skulle sørge for at afvikle sign-off med finnerne samt koordinere releasen. Heldigvis er jeg næsten færdig med den nu, hvor jeg kun mangler at overdrage min viden til nogle indere, der i løbet af det næste halve år skal forestå videreudviklingen i en form for version 2. Jeg skal være med til at sætte dem lidt i gang osv., men derefter skal jeg begynde i et nyt projekt her til efteråret. Et projekt er sædvanligvis sådan noget med flere deltagere, en projektleder, en realistisk tidsplan og normal 36 timers arbejdsuge. Det bliver sikkert godt nok.

Liège-Bastogne-Liège 2010
Årets forårsklassiker var Liège-Bastogne-Liège, som vi valgte at tage til La-Roche-en-Ardennes for at se. Byen kendes vist som noget i retning af Ardennernes perle eller hjerte eller sådan noget. Under alle omstændigheder er det i hvert fald en slående flot og hyggelig by i imponerende omgivelser. Byen ligger i et hul mellem skovklædte bakker og gennemskæres af en bugtet flod, og over det hele ligger ruinen af en stor borg på en klippe et stenkast fra centrum.

Vi havde lavet en ret god turplan, hvor der var rigtig god balance mellem øl og cykling. Vi kørte fra Århus til Bruxelles fredag morgen den 23. april, så vi kunne få en aften med øl i Bruxelles, hvor vi kunne besøge den nye Moeder Lambic nede ved Anspach 200 meter fra vores hotel. Om lørdagen kørte vi ned og hyggede os i Ardennerne hele dagen, og søndag så vi cykelløb, hvorefter vi kørte tilbage til Bruxelles og drak en øl. Mandag købte vi lidt øl i Gent på vejen hjem.

Det nye Moeder Lambic var bestemt et besøg værd. Cédric, som vi kender fra Poechenellekelder, er med i en koordinerende rolle, og betjeningen har modtaget specielle kurser i øl, brygning osv. Der er en god portion fadølshaner med rigtig gode og spændende ting i. Ofte er det desuden nogle små bryg, som man ikke nødvendigvis kender på forhånd. Så kunne det også lige blive til lidt mad oppe i nr. 2, hvor vi vist spiste udenfor for første gang i år. Og så lige lidt mere øl nede på Moeder Lambic.

Lørdag morgen kørte vi sydpå til La-Roche. Der var en del mere forårsagtigt og grønt end i Danmark, hvilket er noget af det, der gør turene til forårsklassikerne gode. Det giver lidt forsmag på foråret efter en lang, træls dansk vinter. Temperaturen var et par og tyve grader, hvilket var noget varmere end i Danmark, hvor isvinteren kun akkurat var overstået. Vi fik et par øl i solen og var også oppe at se borgruinen. På byens store torv betragtede bl.a. en underlig hund, der syntes, at bide i vandstråler bare er det sjoveste i hele verden. Den var forøvrigt på banen igen senere på aftenen og kunne tilsyneladende få hele sin tilværelse til at gå med denne aktivitet. Vores logi lørdag til søndag var et ganske udmærket bed&breakfast, som vist hed Le Bristol.

Søndag morgen stod vi op i ro og mag og spiste god morgenmad, hvorefter vi traskede op til en bakke i udkanten af byen, hvor vi ville kunne se rytterne komme forbi. Søndag var vejret faktisk endnu varmere end dagen før. Det var rimelig lunt fra morgenstunden, men blev i løbet af dagen over 26 grader.

Efter passagen i La-Roche tog vi bilen ud i landskabet og så dem yderligere to steder. Det var rigtig hyggeligt, og der var masser af tid til at nyde dagen og slappe af. Dette løb passer bare rigtig godt til at følge i bil, da det aldrig kommer ret langt væk fra den nord-sydgående motorvej. Det sidste sted, vi så dem, var på rutens sidste alvorlige stigning 20 km fra mål. Det er en relativt ny stigning, der er lagt ind, og den er bare led. 1,5 km med 9,9% i snit og et maksimum på væsentligt mere. Den gik op igennem et hyggeligt villakvarter op i en skov, og der var rigtig mange mennesker. Heldigvis var der også nogen, der havde været så flinke at stille et fjernsyn op et sted, så man kunne se afslutningen, hvor dumme Vinokourov desværre gik hen og vandt. Der var ellers ingen tvivl om, at sidste års vinder, Andy Schleck, var den store publikumsfavorit. Det ser i øvrigt heller ikke ud til, at Cadel Ewans bliver forstyrret af andre, der kunne tænkes at tage en føring en gang i mellem.

Sommerhus med is

Nå men så havde vi jo altså den hersens koldeste vinter siden en gang i 80'erne, og lang var den jo da i hvert fald også. Bilen fik lov at køre os på arbejde det meste af tiden, fordi vejene generelt har været farlige at cykle på fra midt i december til vist nok midt i marts. På et tidspunkt i marts holdt vi en hyggelig weekend med Maries forældres i deres sommerhus, hvor der var en del drivis i farvandet. Et af følgende billeder tager sig ikke ganske ud som vi opfattede stranden den dag, men eftersom det trods alt er et foto, kan andre måske mene, det ser normalt ud. Man kan også kalde det kunst. Andet er blevet kaldt det for mindre.


Efter nytår 2010

Som de fleste har bemærket, så har sidste halvdel af december 2009 og hele januar 2010 (som det tegner sig) været præget af sne og frost, hvilket gav os en fin hvid jul i 2009, som var vores første jul i det nye hus. Meget fint og hyggeligt. Vi fejrede også nytåret her. Fordi vi tog hver en omsorgsdag først i december til at købe julegaver, var vi fri for at stresse over dem, så det var ikke så slemt med stress op til jul. Dog blev det lidt problematisk at skaffe juletræet den 23., fordi der havde være ret kraftig snestorm dagen før.

Mellem jul og nytår havde vi dog lidt rigeligt med gæster og andre ting, vi skulle, så det blev lidt for meget, men efter nytår har der været rimelig fredeligt i weekenderne. Det kunne endda blive tid til at gå en fin tur i en af de nærliggende skove.

Den næste tid bliver for mig noget travl på arbejdet, hvor vi ret ekstraordinært har fået en hasteopgave ind, som ikke har været planlagt i udviklingsplanen. Det betyder, at jeg indtil den 1. april vil komme til at arbejde en del, og at vi derved så også få tjent noget afspadsering op, som vi kan bruge, når vi formentlig tager til New Zealand omkring januar 2011. Jeg kommer selv til at tage noget overarbejde, som jo afregnes efter overenskomsten, mens Marie nok kommer til at tage det meste som almindelig fleks evt. med små portioner overarbejde, hvis hun får mulighed for dette.