··· Arkiv 2011 ···

No E-patents! GNU Emacs Valid HTML 4.01! Valid CSS!

Tilbage til arkivet

Cykelferie i Belgien og Frankrig 2011

Her følger inden længe en beskrivelse af vores sommerferie med cykler i Belgien og Frankrig. Turen forløb således:

Sommerhus

Ferien startede ved 6-tiden om morgenen den 9. juli, hvor vi gjorde klar til cykling. Vi skulle i sommerhus med Maries familie fra lørdag middag til søndag middag, og så var det jo naturligt lige at snuppe en del af Grejsdal 70. De midterste 50 km fra og til Jennum. Det er jo en dejlig afvekslende og flot rute med omkring 500 højdemeter. Vejret var fint, og det var en rigtig god opvarmning til turene i Ardennerne. Desuden ville det også være eneste chance for motion i mange dage, fordi vi ikke havde tid de sidste uger inden afrejsen, bl.a. på grund af salget af lejligheden. Jeg har også haft nogle knæproblemer, som jeg håbede, ville gå over. Denne tur i Vejle gav heldigvis ingen problemer.

Inden vi kørte fra DK havde vi skiftet til bjerggear på cyklerne, så jeg kørte med kompakt kranksæt, 34-50, 11-27. Marie kørte med kompakt 34-48, 11-32.

Det var et par hyggelige dage i sommerhuset, hvor vejret også var så godt, at det var muligt at spise morgenmad udenfor. Vi fik slappet af og hygget os. Her er Maries to niecer, der netop har arvet et par halvantikke forklæder, som ser ud til at spille lige i hænderne på pigerne, som holder meget af Tornerose og andre prinsesser.

Søndag eftermiddag kørte vi sydpå, hvor vi håbede at kunne komme til Köln, hvor vi havde udset os noget overnatning, og hvorfra der ikke ville være så langt til vores mål i La-Roche-en-Ardennes.

Bortset fra noget kø, som vi undgik ved at køre gennem Hamborg, så gik turen rigtig fint og uden nogen overraskelser. Vi fandt frem til et Formule 1 vest for Köln, hvor vi checkede ind for natten. Formule 1 er en fransk hotelkæde, der specialiserer sig i billig overnatninge langs de europæiske motorveje. Det lå omkring 500 meter fra motorvejen, men vi hørte ikke noget til trafikken. Værelset var lille og basalt, og bad og toiletter fandtes på gangen. Inkl. morgenmad kostede det dog kun 41 € for os begge, lidt over 300 kr. Så det var lige til at betale.

Ardennerne

Vi kom hurtigt til La-Roche, Ardennernes Perle, som den vist også kaldes. Efterhånden et velkendt sted, hvor jeg før har kørt på cykel med Torben og Jakob, og hvor Jakob, Marie og jeg også overnattede sidste år i forbindelse med Liége-Bastogne-Liége. En rigtig hyggelig og middelalderlig landsby omkranset af skovklædte bakker på alle sider og gennemskåret af en flod. Desuden ligger der ovenfor ruinen af en stor borg. Vi fandt en campingplads noget isoleret oppe i skoven, men kun 500 meter fra byen, så det kunne egentlig ikke ligge bedre. Pladsens område var meget aflangt, hvilket gjorde, at man ikke havde ret mange andre gæster tæt på. De enkelte pladser var desuden store, og så løb der også en lille bæk ved siden af. Det var faktisk en meget rolig plads, og billig. Den var også meget basal i sin indretning, men det var ikke værre end meget af det, vi boede på i New Zealand. På grund af tidligere oplevelser med camping i Ardennerne frygtede vi, at der ville være fyldt med tæger. Navnligt fordi vejret var fugtigt, og græsset højt. Men underligt nok fandt vi kun én tæge og så ikke skyggen af en myg alle de dage, vi boede der.

Vi ankom vist ved 11-12-tiden og kunne derfor hurtigt lige slå teltet op og komme på cyklerne. Vejret var fint, og jeg havde hjemmefra planlagt nogle ruter på omkring 50 km på dele af Vélomédiane Claude Criquielion-ruten. Vi startede med den den sydøstlige sløjfe, der ved Maboge, mod slutningen bl.a. indeholder den frygtede 1,8 km lange Mur de la Vélomédiane, hvis første 600 meter stort set udelukkende stiger med over 20%. Der var selvfølgelig også mange andre gode stigninger. Ud af byen f.eks. eftersom La-Roche ligger i en dal med stejle bakker op på alle sider. Desværre gik Marie lidt i panik på selve Muren og begyndte at hyperventilere, hvilket så gjorde, at hun ikke kunne træde de nødvendige watt for at komme helt op. Der manglede ellers bare 150 meter af det stejle stykke. Vi kom hjem fra den tur med 58 km og 700 højdemeter.

Om aftenen fik vi øl og mad i byen og så lidt show med noget lys og musik, som foregik på borgen. Man skal nok betale entré for at komme ind, men man kan sagtens få en masse at se nede fra byen, og det var der mange, der benyttede sig af. Det var bl.a. en historie med et spøgelse, hvilket også forklarer de mange postkort og øletiketter fra området med spøgelser på. Selve fortællingen var på fransk, så vi forstod ikke så meget.

Næste morgen bød på sol og blå himmel. Vi startede stille og roligt ud af byen på hovedvejen, der stiger jævnt med omkring 5% i 8 km. Det meste af vejen havde vi dog en pustende cykelrytter på hjul, som på toppen sagde mange tak for liftet. Vi havde ellers kørt og snakket og kunne ikke forstå, han ikke overhalede os i vores ferietempo. Det kan være, han gør klogt i at få kørt lidt flere kilometer, inden han går i gang med de 175 km Vélomédiane til august. I det gode vejr kom vi således afsted ud på en del af CC-rutens nordlige sløjfe uden hverken ærmer eller vindvest, som vi ellers forgæves medbragte dagen før. Men pludselig kom skyerne, og vejret slog om i regn. Det var heldigvis ikke specielt koldt, så efter at have været i læ under et træ et stykke tid, kortede vi ruten af og kørte hjem, da det meste af regnen var stilnet af. Det blev trods alt til 57 km og 850 hm, og så fik vi lige de sidste 20 km af CC-ruten med de to sidste stigninger efterfulgt af de sidste 8 km nedkørsel til La Roche. Det er bare en god finish.

Tredje dag i Ardennerne var det regnvejr. Hele dagen med belgisk regn. Det er den slags støvregn, som man ikke bliver rigtig våd af, afløst af perioder med den slags støvregn, man bliver rigtig våd af. Efter noget tid på campingpladsen, hvor vi måtte tåle et uendeligt inferno af græsslåning og grønthøstning med kantklippere omkring os, besluttede jeg mig for at tage en lille solotur i regnen. Det var jo ikke koldt. Jeg kørte bare 32 km, men snuppede så til gengæld både CC-muren ud af La Roche samt Mur de Vélomédiane på vejen, så det alligevel blev til 700 hm. Det var faktisk en rigtig god tur på trods af vejret.

Senere på dagen undersøgte vi vejrudsigten, der bare lovede mere regn de kommende dage, så vi besluttede at køre til Frankrig allerede torsdag morgen i stedet for fredag. Det betød, at vi lige kunne nå at få den kanin i Barbar, som Marie havde fået kig på inde i byen. Stedet var bare lukket, da vi skulle have aftensmad. Øv, men det husker vi til næste gang. Man skal i øvrigt være hurtig, hvis man vil have øl i La Roche, inden udskænkningsstederne lukker, men så kan det også lade sig gøre at finde et nogenlunde udvalg af de mest gængse sager, som man så kan få et gensyn med. Vi fandt heldigvis vores aftensmad et hyggeligt lille, meget ardenneragtigt sted, hvor de serverede en udmærket omgang vildsvinestoof-flees. Dertil Orval efterfulgt af Rochfort 8.

Provence

Torsdag

Undervejs fra Belgien steg temperaturen langsomt men gradvist fra 12 °C til 21 °C efterhånden, som vi kom længere sydpå. Lige inden vi kørte de sidste 5 km ned til Torben og Annettes lejede hus udenfor Sault, stoppede vi ved et udsigtpunkt, hvorfra vi kunne se hele dalen omkring Sault med lavendelmarkerne og skovene på bjergene. De fleste af de marker, der ikke er lavendel, er spelt. Det er mere rødligt end almindeligt hvede, som vi kender det hjemmefra. Det vidste vi ikke, før Annette fortalte os om det. Vi købte også en pose med hjem til salat, eller hvad vi nu finder på.

Det blev nu noget koldt om aftenen. Det har i det hele taget været den køligste uge i Provence, jeg har oplevet om sommeren. Huset var stort og godt udstyret og med rigtig god udsigt ud over dalen og op ad foden af Ventoux til den anden side. Her er udsigten fra vores værelse fredag morgen.

Fredag

Allerede fredag morgen kørte vi op på Ventoux fra Sault-siden. Det er den lette vej op, hvor man får 18-19 forholdsvis lette kilometer op til Chalét Reynard, hvorfra der er 6 km ad den normale rute op til toppen. Dette sidste stykke er selvfølgelig hårdt, men da hjælper det jo så, at det første stykke ikke er så svært, kun omkring 4-5% i gennemsnit. På den tredje side så har man til sidst kørt opad i omkring 24 km, hvilket også i sig selv mærkes i benene. Mine knæproblemer gjorde, at jeg i år ikke havde nogen ambitioner om at skulle køre hurtigt opad noget som helst, men jeg ville gerne være hjælperytter for Marie. Det ville være ret sjovt at køre med, hvis hun kørte hele vejen op fra nogle af bjergets tre sider. Sidste år kørte Marie også op fra Sault, men fordi hun fik lidt skub på de sidste 500 meter, så mener hun ikke, at det talte, så det har hun ærget sig over lige siden. Sagen er, at bjergets sydside er ekstra stejl, blæsende og ond de sidste 2,5 km, så man ved aldrig helt, hvor godt man vil klare sig, før man er helt oppe.


Vis stort kort

Vejret var solrigt, men der blæste en meget kold nordlig vind gennem dalen, og jeg regnede derfor ikke med, at vi ville kunne klare at køre hele vejen op til toppen, når vi kommer over træerne ved Chalét Reynard. Derfra er der nemlig ingen læ, og vindene kan være uberegnelige og meget kraftige og kolde. Turen op fra Sault til Chalét Reynard er dog op gennem skoven på sydsiden af bjerget, godt med sol, så det skulle nok forventes at blive lunt. Det var det så bare ikke ret meget på grund af vinden. Marie havde lidt svært ved at finde rytmen i trådet, og det virkede i det hele taget ikke, som om stigningen kun var omkring 5%. Efterhånden kom vi dog et stykke op, og så gik det op for os, at stigningen nok egentlig er stejlere i bunden, hvilket forklarede de første problemer men også gjorde, at resten gik meget nemmere. Vi kom fint op til Chalét Reynard. Annette havde undervejs overhalet os i bil med cyklen bagpå for at køre op til toppen fra Chalét'en. På et tidspunkt kørte Torben derfor fra os for at se, om han kunne indhente hende og tage imod på toppen. Vi kørte Maries tempo. Det gik rigtig godt og med stort overskud hele resten af vejen. Jeg er efterhånden blevet øvet i at fotografere, mens jeg cykler, så jeg fik lige selv taget et par stykker.

Undervejs har nogle professionelle fotografer taget nogle billeder. Det er dem med vandmærker. Jeg har også fundet lidt billeder af Torben og Annette på deres vej op.

Om aftenen kørte vi op i Sault, hvor Torben og Annette spillede petanque, mens Marie og jeg så en udendørs udstilling med kæmpestore og meget flotte naturfotos taget på Ventoux. Der var en ret fin solnedgang oppe fra byen.

Lørdag

Lørdag den 16. var skiftedag fra Torben og Annettes hus ved Sault til vores fælles lejemål ved Bedoin på den sydvestlige side af bjerget. Vi lavede derfor en plan, så vi både kunne få flyttet vores ting i løbet af formiddagen og kørt en fin tur ned gennem Gorge de la Nesque ned mod Ville sur Auzon, hvorfra vi let kunne køre til huset ved Bedoin. Gorge'en er altid rigtig flot med dybe og stejle fald med blottede klippesider og skov. Man ser også ofte kongeørne på disse kanter. Vejret var blevet dejlig varmt, og det var en rigtig god og afslappende tur, der også gik mest nedad.

Søndag

Søndag startede med tordenvejr og styrtregn, så vi sov lidt længere og indstillede os selv på en tvungen hviledag. Dog havde meteologerne lovet opklaring i løbet af eftermiddagen, så både Annette og jeg havde lyst til at prøve at tage en tur til toppen fra Bedoin, hvis det blev tørvejr. Marie nævnte muligheden for at køre med mig i hvert fald til foden af bjerget, hvor skoven starter ved St. Estève. Vejen op fra Bedoin er den vej, der er kendt fra Tour de France og regnes for at være den svære vej op. Vi var derfor meget usikre på, om Marie og Annette ville have udholdenheden til at køre op den vej.

Temperaturen sidst på eftermiddagen var rimelig kølig ovenpå al regnen, men luften var klar, og himlen klarede meget op, mens vi kørte. Annette kørte et stykke tid efter os og kørte op til Chalét Reynard uden de store problemer. Vi kom også op stille og roligt og med et relativt stort overskud, selvom turen de første 16 km til Chalét'en føles lidt lang. De første to kilometer fra St. Estève samt de sidste to-tre kilometer inden Chalét'en stiger det ekstra stejlt og ligger her med over 10% mange steder og med gennemsnit på 9-10%. Dog var der nærmest ingen trafik her hen mod aften, og det gjorde turen ekstra fredelig og hyggelig. Vi talte om, at det ville være en stor bedrift for Marie at komme op til Chalét Reynard.

Da vi kom til Chalét'en, kørte vi straks videre, så Marie kunne se, hvor langt hun kunne nå. De sidste 6 km fra Chalét'en til toppen er den de fleste steder ikke helt så stejl, men de sidste 2,5 km er som tidligere nævnt meget stejle, og desuden blæste der en kold modvind. Det blev i det hele taget noget køligt, efterhånden som vi kom tættere mod toppen, og vi stoppede en enkelt gang, så Marie kunne iføre sig nogle løse ben samt vindvest. Jeg havde ikke selv fået plads til de løse ben, men et varmede lidt, når solen kiggede frem, men det skiftede hurtigt, for skyerne for forbi i en vældig fart. Tæt på toppen blæste modvinden faktisk ret kraftigt og gjorde det sidste stykke ekstra hårdt, men på det tidspunkt var vi kommet så tæt på toppen, at vi bare skulle op, og Marie var heller ikke så presset, at hun ikke ville kunne køre det sidste stykke op. Målstregen lokkede jo så også rigtig meget, da det ville blive finalen på, hvad der virkede som en umulig bedrift. Efter at have kørt den vej op i bil sidste år troede Marie overhovedet ikke på, at hun ville være i stand til at cykle op fra Bedoin, og nu havde hun lige gjort det!

Turen ned var temmelig kold, og vi rystede faktisk af kulde, da vi kom hjem ved 21-tiden, og det tog et langt, varmt bad at få varmen igen. Marie var meget glad for at være kommet op fra den svære side, og i stedet for en halvtrist regnvejrsdag gik vi hen og fik en stor cykeldag med toptur.

Mandag

Vi kørte en dejlig tur i området omkring Dentellerne, vest for Ventoux, og endte i Malaucene, hvorfra vi kørte tilbage igen. Torben tog turen over bjerget fra Malaucene, mens vi andre kørte den flotte landevej over et lille pas. Det var en hyggelig og meget flot tur i et område, hvor vi af en eller anden grund aldrig har kørt før.

I Malaucene fik vi kaffe og æbletærte, og det er også en hyggelig og livlig by, hvor det er tydeligt, at alt går op i cykling. Der er cykelryttere og andre former for cykelturister alle vegne, og det giver en god atmosfære, hvor man som cyklist er en del af et stort fællesskab. Det kan godt være, vi skal gøre lidt mere ved Malaucene som by næste gang.

Tirsdag

Vi havde hviledag, og det var tordenvejr og regn. Vi så Tour de France. Mere kan jeg ikke huske.

Onsdag

Maries ben havde tilsyneladende ikke godt af tirsdagens hviledag. Vi kørte ellers en meget fin tur fra Venasque til Fontaine de Vaucluse og over Gordes retur forbi et kloster, hvis navn jeg nu har glemt.

Torsdag

Marie og jeg stod op ved 4:30-tiden for at gøre klar til at være på toppen af Mt. Ventoux kl. 5:30 til at se solopgang. For mange år siden så jeg solopgangen der med Torben, og det er faktisk en stor oplevelse, når vejret er godt, så det håbede vi på. Vejret var også generelt set godt, men lige nøjagtig på toppen af bjerget lå en stor sky. Dvs. sky blev konstant dannet af luft, der kom stigende op ad nordsiden. På vejen op gennem skoven, et par kilometer oppe ved de små sving var vi centimeter fra at påkøre et vildsvin, der løb over vejen akkurat bagved et sving med dårligt udsyn. Det er første gang, vi har set nogen af de større vilde dyr, der lever i området. Et par kilometer fra toppen kørte vi op i skyen, der var ekstremt tæt med kun ganske få meters sigtbarhed. Der var faktisk ikke andet at gøre end at køre over toppen og ned på den anden side mod Malaucene og så håbe på, at kunne se noget på et tidspunkt. Selve bjergets udformning gør det desværre umuligt at se horisonten fra sydsiden.

Vi fik en flot udsigt, men vi ville egentlig hellere se det fra toppen. Specielt fordi vi ikke var sikre på, om vi kunne se netop det sted på horisonten, hvor solen ville bryde frem. Af og til tyndede det lidt ud i skyen, der dækkede toppen, og pludselig så den ud til at være næsten helt væk. Vi kørte derfor straks op til toppen igen, hvor vi kom i rette tid til at se det hele. Det blæste temmelig kraftigt, og af og til kom lidt skyer farende forbi. Det var også meget koldt. Der var heller ikke så mange mennesker, som der nogen gange er til solopgang, men de, der var der, fik en flot forestilling.

Da vi kom tilbage til huset ved 7-tiden, gik vi i seng igen. Vi havde sat vækkeuret, men vi kunne høre, at de andre ikke rigtig var på vej ud at cykle, så vi sov lidt længere. Da vi lidt senere på morgenen stod op, var der ikke rigtig nogen, der gad at cykle, så vi tog en hviledag. Torben og Annette kørte til Pernes les Fontaines, mens Marie og jeg kiggede lidt nærmere på den øvre del af Bedoin, oppe ved kirken, hvor vi faktisk aldrig før havde været. Det gav et lidt andet indtryk af byen, som ellers er meget domineret af området umiddelbart langs med hovedgaden.

Fredag

Jeg havde af en eller anden grund aldrig kørt op fra Malaucene, og fredag var dagen, der var udset til dette. Det virkede naturligt, at de andre gjorde det samme. Torben cyklede til Malaucene over toppen fra Bedoin (eneste gang på denne ferie), og Annette tog bilen med cyklen bagpå. Derpå byttede de i Malaucene, hvor Annette cyklede op. Marie og jeg tog vores bil til Malaucene og cyklede op derfra. Det var vist omkring 45 minutter efter Annette. Vi var derfor ret sikre på at møde dem senest på toppen, hvor vi kunne drikke en kop kaffe eller sådan noget, hvis vejret tillod det. Det var solrigt, men blæsende, især i højderne.

Turen op fra Malaucene begynder ved de hellige kilder et par kilometer udenfor byen. Her begynder stigningen meget brat til omkring 8%. De første 8 km stiger det med 7-8%, og der er mange flotte udsigter mod vest undervejs. Senere får man ud sigterne mod nord og øst, hvilket gør hele turen rigtig flot. Den er dog ikke helt så trafikeret som vejen fra Bedoin, der jo er kendt fra Touren. Interesserede kan jo ellers lægge mærke til, at Dauphiné Libéré bl.a. kører op fra Malaucene, dog med mål ved skisportsstedet nogle kilometer fra toppen.

Omkring 10 km oppe er der et stykke på 2,5 km, hvor det stiger omkring 12%. Det er noget, der suger energi, og det var lidt overraskende for os, at det stejle stykke var så langt. Turen som sådan er nok ikke helt så hård som turen fra Bedoin, men den er heller ikke langt fra. Ved skisportsstedet ligger der en café, som har nogenlunde rimelige priser. Det er lige for enden af det stejle stykke. Den svarer faktisk til Chalét Reynard på den anden side af bjerget. Herfra går vejen op det sidste stykke. Et par kilometer fra toppen er der et venstresving, som er der, hvor vi startede med at køre ned for at slippe for sky, da vi så solnedgang. Derfra ser man pludselig toppen meget tæt på, og man kan faktisk se vejen op det sidste stykke. Den ser faktisk lidt hård ud, men den er ikke så slem. På toppen ventede Torben og Annette. De var ved at gøre klar til at køre ned, for der blæste en rigtig kold vind. Vi kørte 50 meter ned på sydsiden, hvor der var læ og spiste lidt mad. Herefter kørte vi ned igen. Der var et par fotografer, der fangede os på vejen op, og en af dem har også lige fået Torben med, hvor han fotograferer Annette, der kom op 10 min. før os. Der er desværre ikke så mange billeder af Torben, da han må have kørt før fotograferne var på plads og måske heller ikke har fået fat i visitkortene de andre gange.

Nu havde vi været oppe fra alle tre sider, og jeg må sige, at det er gået over forventning med Maries kørsel på bjerget. Det er ikke alle, der lige kan køre 24 km opad med de stigningsprocenter. Om aftenen var vi ude at spise på samme restaurant, som afsluttede ferien sidste år. Det var meget lækkert, og denne gang var det også så varmt om aftenen, at man uden problemer kunne sidde ude at spise.

Lørdag

Lørdag stod vi tidligt op og afleverede huset kl. 8, hvorefter Torben og Annette kørte hjem til Danmark. Vejret var godt, og Marie og jeg tog en sidste tur op på Ventoux. Jeg ville gerne tage afsked med bjerget med en sidste tur, som jeg gerne ville køre i mit eget tempo, og så ville jeg også gerne lige have lidt motion og frisk luft, inden vi skulle sidde i bilen i 18 timer. Marie fik omkring et kvarters forspring, og så mødtes vi halvvejs oppe. Det var lige efter dette sted, ca. halvvejs oppe:

Det var dog tydeligt, at der lå en stor sky lige på toppen, så det dejlig varme solskinsvejr ville ikke kunne vare ved hele vejen. Det var også derfor, at fotografen var placeret så langt nede ad bjerget. Jeg kørte stille og roligt og kom op til Chalét'en i tiden 1:20, hvilket er noget langsomt. Her blæste der en kold vind. Mens jeg kørte tog jeg ærmer og vindvest på og kørte videre for at se, hvor langt jeg kunne komme op, før kulden og blæsten ville blive for kraftig. Det gik ok indtil to kilometer fra toppen, hvor skyen startede. Den var helt tæt med få meters sigtbarhed, og det blæste helt enormt meget, så jeg det sidste stykke var nødt til at køre ret hårdt for overhovedet at holde cyklen i gang. I det næstsidste sving (sidste venstresving) skulle der virkelig holdes ved styret for at holde det på rette kurs. I det aller sidste sving op til højre var der igen frit løb for blæsten fra nord, og jeg var ved at blive blæst ned på vejen nedenom toppen. Den deler sig netop der. Jeg havde faktisk opgivet at komme rigtigt rundt i svinget, da jeg var så heldig at blive overhalet af en varevogn, som kunne give læ nok til, at jeg lige kunne redde den. På toppen fortalte en belgier nogle kammerater, at han også havde været ved at blæse af samme sted.

Jeg kom dog op og fik traditionen tro taget et billede ved topstenen, men som man kan se på billedet, så er jeg nærmest nødt til at læne mig op ad cyklen for ikke at blive blæst omkuld. Tiden blev 1:52,20, hvilket vil sige, at jeg har kørt fra Chalét Reynard til toppen på 32,20 min., hvilket egentlig er ok hurtigt. Jeg tror, jeg kan køre det stykke på 31 min., hvis jeg forsøger en dag, hvor det ikke stormer på toppen. Jeg ringede til Marie, som på grund af vejret var stoppet ved Chalét'en. Hun havde ellers haft en forholdsvis ubesværet tur op dertil.

Da jeg kørte ned fra toppen, så jeg mig nødsaget til at klikke ud af den ene pedal de første 50 meter ned til og rundt i svinget på grund af blæsten, og samme sted, som jeg var ved at blive blæst den forkerte vej, så jeg en, der var ved at lide samme skæbne, hvis ikke han var blevet reddet af en mand, der stod der og masede ham den rigtige vej. Jeg listede ned de første par kilometer, og på vejen tog jeg lige et par billeder i højde med underkanten af skyerne, der blæste ned ad bjerget. Det blæste så meget, at det var meget svært at stå stille længe nok til at tage billedet. Fåreflokken, jeg passerede ved Chalét'en, er i mellemtiden vandret op og står i underkanten af et par af disse billeder.

I løbet af morgenen og formiddagen var der kommet en masse trafik på motorvejene, som vi mødte, og som Torben og Annette var sluppet for. Vi sad lidt i kø et par gange og blev i alt forsinket halvanden times tid gennem Frankrig i to eller tre køer. I Tyskland var der lidt mindre trafik end på solskinsruten, men Torben og Annette advarede om noget vejarbejde, som ville spærre motorvejen nord for Kassel. Vi kom til Kassel ved 23-tiden, hvilket passede godt med en overnatning på et Formule 1 ligesom på vejen mod Belgien 14 dage før. Desværre var der optaget. Der lå et Ibis ved siden af, men det var desværre også optaget. Det var en streg i regningen, og vi kunne ikke se nogen anden mulighed end at køre videre. Der var heller ingen advarsler om spærret motorvej. Ved Hannover lå det næste Formule 1, så det ville vi prøve at nå. Bedst som vi var kommet et godt stykke nord for Kassel og troede, at vi var kommet forbi det kritiske sted, var der kø. Det var en lang kø, som forsinkede os en times tid. Den skyldtes, at trafikken skulle indsnævres for at forlade motorvejen, hvor den var spærret. Vi kom alle sammen ud at køre på en landevej, og nu var vi ved at være noget trætte, da vi allerede havde indstillet os på at sove og ikke køre hele vejen til Danmark. På et tidspunkt efter 10 km fik vi nok og fandt en tankstation med en stor tom parkeringsplads. Der holdt vi ind, fandt soveposerne og hovedpuderne frem og lagde ryglænene tilbage. Der sov vi faktisk udmærket og vågnede først ved 8:30-tiden. Det var regnvejr, og vi kørte hjem. Hjemme regnede det også, men pyt med det, for så kunne vi bare se afslutningen af Touren i TV med en kaffe til.

Lejligheden er solgt

Vi har endelig fået lejligheden solgt. Det har taget en hel del af vores tid på det sidste, fordi det i grunden er en ret så besværlig proces. Navnlig her efter boligkrisen, hvor bankerne og køberne er blevet ekstra påpasselige. Det blev heller ikke bedre af, at sommerferien gik ind. Men det hele er på plads nu, og det eneste, der mangler nu er egentlig selve overdragelsen af nøglerne den 1. august. Det er jo rigtig dejligt at slippe for at have den lejlighed liggende i baghovedet, så det er vi meget glade for.

Liége-Bastogne-Liége 2011

I påsken, den 22. - 26. april, tog ølklubben til Belgien og så Liége-Bastogne-Liége. Marie skulle til TV·2-koncert lørdag, så hun kunne desværre ikke komme med i år.

Vejret var rigtig varmt og som sædvanligt til Liége-Bastogne-Liége årets første rigtige sommerdage. Vi gentog sidste års rejseplan med at tage til Bruxelles fredag, til Ardennerne lørdag og tilbage til Bruxelles søndag og til Danmark mandag. Vi aftalte, at det var sidste gang, vi boede på det sædvanlige hotel i Bruxelles. Det har længe været noget nedslidt, men denne gang var det egentlig værre end normalt.

Vi fik nogle øl i byen om aftenen og kørte næste formiddag ud på et lille bryggeribesøg hos Girardin, som ingen af os før har besøgt. Det ligger ude i et flot, grønt landbrugsområde udenfor en meget lille by et stykke vest for Bruxelles. På grund af travlhed kunne de desværre ikke tilbyde en rundvisning, men det var hyggeligt at gå lidt rundt, og så havde de et lille udsalg i gården, hvor vi fik nogle flasker med derfra.

På vejen sydpå fra Bruxelles fandt vi pludselig på at tage ind forbi Redoute og se lidt nærmere på den. Det er den berømte tredjesidste stigning i Liége-Bastogne-Liége. Desværre kunne vi ikke lige finde ud af at komme hen til starten af den, fordi vejene er lidt kludrede, og der er en flod der spærrer. Desuden var der et motionsløb på ruten. Vi kørte derfor bagom og op på toppen, hvor vi kunne se alle motionisterne komme op. Det var ret sjovt. Den er faktisk også noget stejlere, end jeg lige husker den fra vi cyklede op på den i 2007. Det viste sig, at i år er første år, de gennemfører Liége-Bastogne-Liége som motionsløb dagen før det rigtige løb. Det er samme koncept som Flanderen Rundt og en rigtig god idé. Det var selvfølgelig lidt forskelligt, hvor meget de gav den gas, men vi så da nogen, der så ud til at være ved at dø, og der var en enkelt, der knækkede kæden. Mange af dem, vi så, kørte 130 km, men der var også en rigtig rute på 256 km. Faktisk fandt vi senere hen løbets hjemmeside, hvor det var angivet, at den lange rute var 271 km, fordi der var lidt ekstra kørsel for at få start og mål samme sted. Vejret var godt, og der var jo også god udsigt, så vi tilbragte faktisk noget tid med at se på alle motionisterne.

I Ardennerne overnattede vi denne gang på et B&B i Houffalize. Det var rimelig billigt og rigtig hyggeligt. Et lidt gammeldags hus med meget få værelser. Det var vist heller ikke særlig dyrt.

Søndag morgen havde vi rimelig god tid, fordi rytterne først kom til Houffalize ved 12-tiden. Vi havde dagen før udsøgt os et sted oppe ad den lokale stigning, Cote Saint-Roch, som Jakob, Torben og jeg cyklede på i 2007. I byen var der ikke overraskende nærmest byfest. Uanset om man er interesseret i cykelløbet eller ej, så undgår man i hvert fald ikke at opdage, at det foregår. Sådan er det desværre ikke helt i Danmark i øjeblikket.

Vejret var rigtig varmt allerede fra morgenstunden, og vi stod placeret, så vi kunne se ud over en del af byen og tværs over dalen til vejen på den anden side, hvor rytterne kørte ned i byen inden opstigningen, hvor vi stod. Det var et godt stykke oppe ad bakken, hvor den var ekstra stejl, omkring 20%. Mens vi stod og ventede, blev hele bakken absolut propfyldt med tilskuere, som havde det rigtig festligt. Faktisk var der så mange, så det var svært at se rytterne, da de kom, selvom man stod mindre end en halv meter fra, hvor de kom forbi. Netop hvor vi stod var der så stejlt, at en del biler gik i stå, da de kom dertil. Der var som sædvanligt en mængde civile biler med cykelturister, der kørte på ruten 15-20 minutter foran rytterne. Hver gang en bil gik i stå, udbrød der stor jubel. En af de biler, det skete for, blev ført af en ung fyr med en håndfuld andre passagerer. Jublen brød selvfølgelig straks ud, og den blev ikke mindre, da han også gik i stå, da han forsøgte at sætte igang. Vejen var uhyggelig stejl, så han havde nok travlt med bremser, kobling og gear, og alle de hujende og piftende folk omkring ham hjalp nok også pulsen lidt ekstra op. I hvert fald gik han i stå flere gange, og det tiltrak hurtigt opmærksomheden for alle i nærheden. Nogle begyndte også at vifte nogle flag og den slags hen over bilen, mens latterbrølet blev stadig højere. Det hele kulminerede, da han opgav og steg ud. Og byttede plads med en blondine, vist hans mor! Og endelig, da hun fik gang i bilen i første forsøg. Vi var alle ved at falde om af grin. Det var så tårerne trillede. Den unge fyr viste sig som en god sportsmand og vinkede lidt ud til folkene, der klappede og piftede af den talentfulde blondine.

Inden længe kom rytterne, og det var et godt sted, vi stod. De kørte ret langsomt forbi på det stejle stykke, så der var god tid til at overvære skuet, der virkelig havde tilskuere i alle aldre.

Vi kørte nordpå langs en del af ruten til Stavelot, hvor vi fandt Cote de Stockeu, som virkelig må siges at være en dræber med sine 2300 meter med 9,9% i snit og et max. på 21%. Vi stod på et sted et stykke oppe, som må have været over 20% og havde faktisk en god udsigt både ud i dalen og over vejen, hvor vi kunne se rytterne komme rundt i svinget 200 meter nede. Først kom dagens udbrud.

Udbryderne var i færd med at blive kørt ind, og især Leopard-Treks Jens Voigt trak noget frem fra reserverne, som det ses af billederne af feltet. Han har Andy Schleck på den ene side, til højre i billedet og Jakob Fulgsang, Fränk Schleck og de andre favoritter lige bagved. Midt i det første billede herunder, lige bag Fränk Schleck titter løbets vinder, Philippe Gilbert lige frem.

Vi hastede derefter videre hen imod rutens næstsidste stigning, Côte de la Roche aux Faucons, der efter de 240 km også er ret frygtindgydende stejl. Der er løbet blevet afgjort samtlige de seneste tre-fire gange, og Marie, Jakob og jeg stod også placeret her sidste år. Desværre ledte GPS'en os i en retning med cykelturisttrafikpropper og afspæringer på selve ruten, så vi nåede akkurat ikke frem på grund af feltet, der kom os i forkøbet. Vi nåede lige at se dem inden nedkørslen til Esneux.

Vi kørte efter dem og nåede frem til et TV lige i rette tid til at se de sidste 8-10 km, hvor Schleck-brødrene blev sat noget så eftertrykkeligt på plads af en helt igennem overlegen Philippe Gilbert, som i kraft af sin baggrund som valonsk belgier var uhyre populær og med sin opvisning denne dag en sand ardennerkonge.

Vi kørte til Bruxelles og skyllede rejsestøvet og begivenhederne ned med nogle gode øl i varmen. Der var 29°C, da vi ankom ved 18-tiden. Vi havde en hyggelig aften og kørte hjem til Danmark næste formiddag. Vi brugte lige morgenen på at handle lidt øl i et supermarked, for vores planlagte besøg til Drankengeers i Gent blev desværre aflyst på grund af påskehelligdagen. Det skal vi lige huske at tænke på næste gang, vi tager derned i påsken.