Tilbage til arkivet

Cykelløb efteråret 2012

Marseliscykelløbet 2012

Her i efteråret blev det sør'me lige til et par enkelte motionsløb, selvom knæet sådan set stadig ikke er i orden. Men den nye cykel skal jo også lige prøves lidt af, og man må sige, at den også lader til at gøre en forskel.

Først var det Marseliscykelløbet (100 km), som jeg en gang for længe siden ellers lovede mig selv, at jeg ikke gad at køre. Marseliscykelløbet har rigtig mange deltagere, 1000 — 1500, og der er samlet start. Dertil er de 100 km ikke specielt langt, og ruten sydpå ned til Horsens fjord og tilbage er temmelig flad. Det betyder, at der er rigtig mange, der kan sidde med i nogle store grupper og faktisk køre noget hurtigere og hårdere, end de ellers normalt er i stand til. Der kan derfor sidde en del urutinerede folk oppe i det røde felt og ikke have overskud til at være specielt opmærksomme, og de vil gøre hvad som helst for at sidde på hjul, fordi farten er så høj. Det er derfor et løb, der er lidt berygtet for at have mange styrt.

Men jeg lod mig lokke med for at prøve det en enkelt gang, fordi det måske kunne være sjovt at sidde og tonse afsted med høj fart. det gik så også ret hurtigt, og jeg kom rundt med lidt over 37 km/t i snit eller deromkring. Det rakte til en placering som nr. 81, så det var da indenfor de bedste 10%. Jeg var godt med de første 90 og måtte så desværre slippe og køre det sidste stykke alene. Lidt en skam, for jeg kom kun ind 3 minutter efter den gruppe, jeg sad i.

Der skete selvfølgelig også nogle styrt, men heldigvis ikke noget, jeg var indblandet i. Jeg tror nu nok, jeg holder fast i, at jeg ikke gider at køre det mere. Det er meget sjovt at køre stærkt, men det kan man jo også gøre i andre løb.

Alpetramp 2012

Alpetramp er sæsonens sidste motionsløb og ligger omkring 20. oktober, så det er lidt spændende, hvordan vejret vil være. Men lad os se det i øjnene, man dør ikke af at få en regnbyge eller tre. I ugerne op til løbet trænede jeg adskillige gange i regnvejr, og så længe, det er omkring 10 grader, så er det jo lige før, man ikke engang behøver at tage vindvest på. Vi har kørt løbet for anden gang nu, og det har været godt begge gange. Sidste år var det tørt og solrigt, i år lidt mere gråt og med lidt støvregn af og til, men ikke ret meget vind.

Der er to kuperede ruter på hhv. 63 og 123 km. I år kørte Marie også den lange rute, som har omkring 1200 højdemeter. Vi startede begge i 3. startgruppe, så vi sås desværre ikke ude på ruten efter start. Jeg kørte med de hurtigste ud med knap 40 i timen, mens Marie tonsede knap så meget. De første 70 km gik med 36 km/t i snit, og det tærede en del på kræfterne med de mange stejle stigninger, skarpe sving og smalle veje, der betød ret hård kørsel med mange accelerationer. Vi havde over 35 km selvskab af sidste års vinder, som åbenbart havde haft punktering og nu forsøgte at køre de 10 minutter op til 1. startgruppe. Jeg tror nu ikke, det lykkedes, men han kørte da godt så længe jeg kunne sidde med. Vi var først omkring 30, så slap de hurtigste 10 afsted, og resten blev færre og færre, til vi var 4 tilbage. Jeg var færdig efter 100 km og kørte de sidste 25 km på dampene og tog nærmest ingen føringer. Jeg kom i mål med 34,4 km/t i snit og var godt tilfreds med det. Det rakte vistnok til en placering som nr. nogle og 50.

Marie havde også en god tur, hvor hun noget af vejen fulgtes med en pige, hvor de ventede lidt på hinanden bl.a. da hende den anden på et tidspunkt punkterede. Desværre kostede den punktering en del tid, for de havde ellers kørt ret hurtigt og kom i mål med 27,5 i effektivt gennemsnit på computeren. Det var jo rigtig flot kørt på denne meget kuperede rute. Det var også blevet mere regulær regn deres sidste 10 km.


Indien 2012

Søndagen umiddelbart efter sommerferien tog jeg med to kolleger til Indien for at igangsætte et off-shore projektteam i bankens eksterne udviklingsafdeling i Bangalore. Før sommerferien ansatte vi folkene, som ud over IT-udviklere også har andre profiler og roller. Samtalerne kørte som videomøder, og det var interessant at være med til at interviewe og udvælge de profiler, vi skulle bruge.

Vi var afsted en uge, så med flyvetid og en enkelt helligdag dagen efter ankomsten, så blev det til et meget tæt program de fire arbejdsdage, der var tilrådighed. Det blev bl.a. muliggjort af, at vores hotel lå ret tæt på Campus, samt at vi havde vores egen chauffør gennem hele opholdet. Bangalore er en hurtigtvoksende by med et sted mellem 8 og 12 mio. indbyggere, og infrastrukturen, deriblandt trafikken er lidt kaotisk og langsommelig at komme igennem. Byen er ikke indrettet til at komme rundt på nogen andre måder end med bil eller motorcykel, og man skal ikke påtage sig at køre selv, hvis man kan blive fri. Det er så vist også noget med, at man kan være så uheldig, at en person hopper ud foran bilen, hvis de ser, at chaufføren er vestlig. De håber derved på at kunne lægge sag an for en stor erstatning.

Som sagt var mandagen helligdag, så efter ikke så mange timers søvn kørte vi med chaufføren rundt og så lidt på byen. Vores liaison officer havde planlagt en række ting og steder, som ruten gik forbi, så vi fulgte bare med og forsøgte at snakke lidt med chaufføren, som af og til fortalte lidt og de forskellige ting, vi kom forbi. Vi lagde selvfølgelig også mærke til alle køerne, som går frit rundt og spiser fra affaldsbunkerne, som er placeret rundt om på bestemte gadehjørner. Vi fandt ud af følgende: Affaldet ligger og hober sig op i nogle vældige dynger, men bliver tilsyneladende med mellemrum ryddet af vejen i en skraldebil eller andre køretøjer. Imens render forskellige dyr rundt og spiser af det. Deriblandt køerne. De er faktisk ikke specielt hellige, men ejet af folk, som på ulovlig vis blot lader dem gå frit omkring for bare hver morgen at indfange og malke dem, inden de igen bliver overladt til sig selv. Der var ret mange af dem, og det lignede ikke en situation, som myndighederner gjorde noget særligt ud af at ændre på.

De næste dage foregik fortrinsvist på konsulentvirksomhedens campus, som faktisk er en gammel tobaksfabrik fra kolonitiden. Nu er den en aflukket, rolig oase af grønt velplejet parkområde midt i den kaotiske og beskidte millionby, som man næsten glemmer, så længe man er inde bag murene. Selvfølgelig er der også en stor mængde bevæbnede vagter, der går og holder vagt ved indgangsporten. De skal se alle mulige papirer og have underskrifter på forskellige protokoller osv., tilsyneladende lidt vel meget i forhold til, hvad der er brugbart.

Generelt kan man sige, at i Indien er der mange folk ansat alle vegne til en relativt lav løn. I forhold til ingenting er lønnen dog alligevel så høj, at der er stor konkurrence om at få et hvilket som helst job. Der er mange jobs, hvor der tilsyneladende fortrinsvist fokuseres på bestemte aktiviteter og måske knap så meget på proces. Eksempelvis er der posteret vagtposter rigtig mange steder, ved hoteller, restauranter og shoppingcentre og andre steder, hvor rige, som kan tiltrække kunder ved at udstråle et sikkert miljø. Det er vist noget med terrorisme, som der har været noget af nogle steder i Indien. Mange af disse vagter har krops- og taskescannere som i en lufthavn og har som arbejdsaktivitet at scanne folk. Det gør de så også, men de reagerer ikke nødvendigvis, hvis der er noget, der bipper eller blinker. At forstyrre vestligt udseende folk ved at være så uhøflige at antyde, at de medbringer noget ulovligt, er ikke med i denne aktivitet. Der kan derfor sagtens stå en hel håndfuld vagter på nakken af hinanden for at sige "Hello, sir" og "Good day, sir" og tage tasker og scanne løs og give tasker retur, men som sagt uden at holde særlig meget vagt egentlig.

Tirsdag aften havde vi afsat til, at teamet skulle arrangere noget underholdning og aftensmad. Det blev til en bowlingtur og en restaurant med noget grillværk bygget ned i bordene, så man kunne sidde og stege nogle spid der. Det var sådan set underordnet, hvilken aktivitet, de fandt på, så længe det var noget, vi alle kunne være sammen om. Bowling var en fin idé, som gav meget morskab og afslappet atmosfære, hvor nogle af de indbyggede hierarkier blev lagt lidt i baggrunden.

Onsdag morgen var vi inviteret af teamets forretningsudvikler til at tage med hende til den daglige morgentjeneste i byens største Hare Krishna-tempel. Det var en stor oplevelse at være derude klokken halvotte om morgenen og gå rundt i det store regnvåde marmorkompleks i bare fødder sammen med menigheden. Vores forretningsudvikler er ikke specielt konsekvent praktiserende, men bruger det lokale gadehjørnetempel de fleste dage og går så i det store tempel en eller to gange om ugen. Det var af en eller anden grund en stor oplevelse at være sammen med de mange munke og almindelige mennesker, som gik op i deres religion gik rundt og sang med på messerne. Selve templet er også kæmpestort og ligger perfekt på en bakketop med udsigt over byen. Mængden af marmor og guld vidner også om stor rigdom. De er så også ved at bygge et nyt megakæmpe tempel udenfor byen. Det skal vist være færdigt om nogle år.

Jeg må sige, at jeg ikke ved meget om Hare Krishna, men jeg har efterfølgende brugt omkring fem minutter på at læse en lille smule. Der er tale om en art hinduisme, som vistnok er grundlagt af en guru i slutningen af 1960'erne. Der findes så et officielt verdensomspændende selskab for udbredelsen af Hare Krishna. På et tidspunkt kom den lokale afdeling i Bangalore så imidlertid i konflikt med den officielle organisation, som gensidigt beskylder hinanden for dekadance, grådighed, nepotisme, bestikkelse og anden svinsk omgang med verdens goder og glæder. Jeg kan ikke dømme i den disputs, men ved ikke, om det er så meget anderledes fra almindelig politik i Indien, hvor der er så megen magt, status og rigdom til de øverst placerede, at de som regel bare vil hytte deres eget skind. Magten fordærver nok både indenfor og udenfor gudernes huse.

Og så er der lidt forskellige billeder fra en middagsaftale med en inder udenfor teamet, som også har været i Brabrand et par gange. Han tog os med på et bryggeri og restaurant, der mindede noget om bryggeriet i Aarhus. Det var faktisk helt rart at få noget vestlig mad til en afveksling. Maden var ellers generelt god dernede, og vi sørgede også for at spise nogle af de bedste steder. Det koster ikke så meget at spise ude, så man kan lige så godt investere i noget mad, som man ikke bliver syg af. De bruger meget med en masse forretter, som er alle mulige ting, der er steget eller grillet og så med noget linsesauce og friskbagt tandoori naan-brød til. Efter noget tid kan man sige, at man ikke gider flere forretter, og så kommer de med hovedretterne, som mere eller mindre er forretterne kogt i forskellige saucer. Der var egentlig ikke meget af maden, der var specielt stærkt. Det var generelt kraftigt krydret og smagte godt, men der var ikke så meget, der gjorde ondt at spise.

Det sidste billede er fra nogle øl, vi købte i lufthavnen, inden vi satte os i flyveren hjemad. Højst 6%. Hvad skal det betyde? Bryggeriet er som Indiens Carlsberg. De ejer alt muligt fra hoteller til luftfart og brygger standardøl, som kan købes alle vegne.


Kroatien 2012

Den 4. til 11. august var vi sammen med Dorte, Herbert og Anja inviteret til Rovinj i Kroatien af Sonja som en 75 års fødselsdagsfejring. Dorte og familie havde været der nogle gange i forbindelse med Dortes arbejde, men ingen af os andre havde været der før.


Vis stort kort

Selve byen er en rigtig middelhavsmiddelalderby, som ligger i Adriaterhavet på en halvø med havn på begge sider og masser af andre fine små og store øer ud for kysten. Området på Istrien har gennem tiderne været underlagt en del forskellige magter som Frankrig, Italien, Osmannerne, Sovjet gennem Yugoslavien og sikkert også andre. Det er nu til dags en meget kendt turistdestination på de kanter, og der kommer især mange italienere og tyskere. Denne moderne indflydelse ses naturligvis på prisniveauerne og spisekortene rundt om i byen.

Området er flot, og der er mange ture, man kan tage med bil eller båd, hvis man vil rundt. Ellers kan man snorkle eller bruge lidt tid på bare at gå rundt i byen eller drikke kaffe.

Vi var egetlig heldige med vejret, for der var meldt hedebølge med temperaturer over 40 °, og der havde i forvejen været tørke i en håndfuld måneder inden, så der var en del større skovbrande, de kæmpede lidt med. Vi havde dog heldigvis ikke meget mere end et par og tredve grader, så det kunne vi godt klare, selvom det da var lidt lunt fra tid til anden. Vi forsøgte at sørge for at drikke en masse vand og bruge solcreme. Marie og jeg var så heldige at få det værelse, der havde en lille elektrisk blæser, som det var dejligt at sove med og i det hele taget have tændt, når vi var hjemme. Ellers tror jeg egentlig, at især Marie ville have sovet dårligere og måske også få hovedpine. Jeg forsøgte faktisk at finde en lignende blæser til de andre, men det kunne jeg ikke. I hvert fald ikke i de supermarkeder og butikker, jeg var i. Det var måske lidt en mangelvare.

Vi fandt også en rigtig hyggelig café, som desværre også blev ramt af mangelvarer. Den lå i en stille gyde uden alt for mange turister og med deres udendørs servering opad selve trappen, som den havde indgangen ud til. Man sad så på puder ved et lille lavbenet bord. Rigtig hyggeligt og med venlig betjening og noget hyggeligt baggrundsmusik fra gamle dage. Desværre løb de så åbenbart tør for kaffe, da vi havde været der første gang, så da vi kom efterfølgende, var der enten lukket, eller man måtte nøjes med te. Lidt af et handikap, når man nu driver en café, må man synes.

En af dagene snuppede vi en sejltursudflugt rundt mellem øerne og ind i den nærliggende fjord, kaldet Lim Fjord. Fint navn! Så er der ikke så meget bøvl med at huske det. Undervejs kunne man bade og også blive sprøjtet lidt på af bølgerne, og på et tidspunkt blev der tændt op i en stor grill og grillet en masse fisk. Det var faktisk nok den mest udbredte ret på spisekortene i byen, grillet fisk eller blandet, grillet alt godt fra havet. Bortset fra, at Anja undervejs fik sit kamera puffet i vandet, så var det en god tur med nogle fine udsigter og en masse frisk luft.

Her er lidt forskellige billeder fra byen. Den var hovedsagelig brostensbelagt i gader og gyder, og de var slidt aldeles spejlblanke. Heftige regnbyger er vist almindelige igennem sommeren, og så bliver det efter sigende helt umuligt at gå der. Regn slap vi dog heldigvis for, men det kunne stadig godt være noget glat at gå rundt. Især de steder, hvor der også var hældning på. Marie og jeg var ude alene en aften og fandt en rigtig hyggelig lille lokalitaliensk restaurant i en af de små gader, hvor man kunne sidde ude på brostenene under vasketøjet ved et af deres kun tre små borde og få rigtig lækker mad og god kaffe.


Cykelferie i Frankrig 2012

Campingpladsen ved Bourg d'Oisans, lige ved foden af Alpe d'Huez. Og i nærbilledet den hjemmeudviklede, tidseffektive femstillingsproces for pasta med tomatsauce på Trangia. den helt store tidsbesparelse består i kun at skulle bruge tid på at varme vandet op fra ca. 70 til 100 °.

  1. Pastavandet varmes i den store gryde, mens grøntsager gøres klar
  2. Pastavandet tages af, mens grøntsagerne svitses
  3. Mens saucen koges i den lille gryde, står pastavandet og holder varmen ovenpå
  4. Når saucen er ved at være færdig, tages den af, og det varme pastavand bringes i kog
  5. Pastaen koger med låg, og pastasaucen holder varmen ovenpå
  6. Pasta og sauce er til sidst færdige på samme tid!

Tour de France bjergetape. Vi cyklede op ad La Marmotte-ruten op på Croix de Fer og ventede nogle timer i det gode vejr på, at rytterne kom forbi. Vi var ekstremt heldige med, at det næsten ikke blæste, så det var dejligt i solen. Der var en masse ørne, der fløj rundt, og også en hel masse nordmænd. Det er jo leg med ord!

Mens vi var i Alperne var vejret generelt noget gråt og fugtigt først på dagen, men klarede derefter op. En af dagene blev det desværre eftermiddag, inden vejret var ordentligt. Vi benyttede derfor eftermiddagen på at cykle op til Alpe d'Huez. Det er jo vældig praktisk, at vejen går forbi lige udenfor døren.

Efter fire dage i Alperne kørte vi mod Provence. På vejen smuttede vi lige op til Col d'Izoard. Vejen op går fra Briançon, som vi alligevel kørte igennem. Vi havde ikke cyklet tidligere på dagen, fordi vejret i Echrinerne var for ringe. Men nede på sydsiden var der fint solskinsvejr. Turen op var 19 km og egentlig ganske let og meget fin. Kun de sidste 4-5 km var der omkring 7-8% stigning, men intet, der var decideret stejlt.

Efter fire dage i Alperne kørte vi til Provence, hvor Torben og Annette havde hentet nøglerne til vores lejede hus udenfor Sault, ved foden af Mt. Ventoux. Der har vi været før. Beliggenheden er god, og huset stort og velindrettet.

Maries forældre kom også og var sammen med os nogle dage, hvilket var rigtig hyggeligt. Det var deres første bilferie syd for Alperne. En dag kom også Bjarne og Gitte forbi, eftersom de tilfældigvis holdt til i et andet hus ikke alt for langt væk.

Det blev til nogle gode ture både på og rundt om Ventoux, og vi fik også kørt nogle gode ture i nogle områder sydøst og norøst, hvor vi ikke før har været så meget.

Og så var der en dag, hvor Torben og jeg besluttede, at vi ville køre op på Ventoux fra alle tre sider. Desværre havde jeg ret dårlige ben allerede fra morgenstunden. Faktisk var de nok bare trætte af at have cyklet hver eneste dag, først i Alperne og derefter i Provence. Halvvejs oppe første gang føltes som de burde halvvejs oppe anden gang, dvs. jeg var omtrent et bjerg bagude, hvad dagsform angik. Jeg kom derfor kun op to gange og så lidt af vejen på den trejde, mens Torben flot klarede alle tre ture.

Det var nu ellers meget hyggeligt at se Marie, hendes forældre og Annette vente på toppen, da jeg kom op fra Malucene. Det var dejligt med noget moralsk opbakning osv. Da var jeg ellers næsten helt færdig, men jeg håbede selvfølgelig på at kunne samle lidt kræfter sammen på nedkørslen. Desværre var der bare ikke nok at samle sammen ad.

Gruppebillede inden Per og Lizzie kørte nordpå.

Lidt forskellige andre billeder fra cykelture omkring Montbrun og i dalen på nordsiden af Ventoux.


Giroen i Horsens

Den 7. maj havde Marie og jeg taget fri fra arbejde for at køre med cyklerne til Horsens og se Giro d'Italia. Jeg havde desværre stadig knæproblemer, så vi var nødt til at sætte cyklerne på bilen i stedet for at cykle derned.

Jeg havde på forhånd nøje udvalgt et sted at sætte bilen og hvor vi kunne se rytterne tre forskellige steder og cykle imellem dem i fin tid, inden feltet kom dertil. Det viste sig faktisk, at vores parkeringsplads var blevet udset til officiel Giro-parkeringsplads, så der var både overvågning og toilet stillet op. Meget fornemt!

Vi var overraskede over, hvor mange mennesker, der tilsyneladende havde taget fri for at se cykelløb. Det er fedt, hvis der efterhånden sniger sig en god cykelkultur ind i Danmark.

Etapen startede i Horsens, hvorfra rytterne kørte sydøst ud af byen i en sløjfe. Derefter kørte de mod Odder og så vest op over Ejer Bavnehøj, Smedebakken og tilbage til Horsens, hvor de kørte nogle omgange. Disse billeder er fra turen ud af Horsens mod Odder. Et udbrud med bl.a. Saxobanks Mads Christensen var kommet afsted. Sprinterholdene sad i feltet og kontrollerede, at forspringet ikke blev for stort på denne flade etape, der gerne skulle ende i en massespurt.

Vi tog cyklerne og kørte de 15-17 km op til Ejer Bavnehøj, lige ved Kirken syd for Riis. Der var også rigtig mange mennesker, og det var egentlig fint at komme dertil på cykel. På mange måder nemmere end med bil, hvor vejene visse steder var spærrede, og hvor man også skal finde parkering.

Fordi vi var på cykler, kunne vi hurtigt komme fra Ejer Bavnehøj og ind til Horsens for at se dem de fire gange, de kom rundt på rundstrækningen. Jeg havde udset et ganske bestemt sted, hvor vejen slog et meget skarpt sving og samtidig steg en lille smule, så de ville være lidt nede i fart. Samtidig lå det også i den rigtige del af byen i forhold til, hvor vi kom fra. Der var en del andre, der havde fået samme idé med at cykle ind til byen, men der var rimelig plads, hvor vi stod, og det var et rigtig godt sted. Der var hængt højttalere op i nogle af lygtepælene, så man kunne høre speakeren fra målområdet. Lige pludselig så vi sør'me Jakob og sine forældre lige på den modsatte side af vejen. Vi vidste godt, at de også var ude at se løb, men det var helt tilfældigt, at vi lige endte samme sted.

Etapen sluttede som forventet med, at nogle af danskerne forgæves forsøgte at komme væk fra feltet, som nok kørte 50-60 km/t på rundstrækningen. Det hele endte med en massespurt, hvor Cavendish jo blev offer for lidt hensynsløs kørsel af Ferrari og styrtede voldsomt, hvilket på løbets næstsidste etape skulle vise sig at koste ham den røde pointtrøje.

Klassikertur til Belgien

Den 20. — 23. april 2012 kørte Marie, Jakob og jeg til Belgien igen for at se årets Liège-Bastogne-Liège. Det var også meningen, at vi skulle køre lidt motionsløb på ruten dagen før, men på grund af mine knæproblemer, var vi nødt til at droppe denne del af turen. Vi glemte dog at lægge turen om, så vi havde en ekstra dag i Ardennerne.

Vi ankom fredag eftermiddag i regn, blæst og kulde. Og det var faktisk også koldt indendørs, da vi ankom til vores bed & breakfast.

Det var faktisk et rigtig fint sted at bo med super udsigt og store, pæne værelser. det lå lige bagved det B&B, hvor vi boede sidste år. Morgenmaden var også ganske udmærket og rigelig. Eneste minus var, at der ikke var bad på det ene af værelserne, samt at toilettet var på gangen og delt med et tredje værelse. Der var nogle sindrige gasvarmere, som det også lykkedes os at få sat noget fut i, og så var der da lunt på værelserne. Vores naboer i det tredje værelse var nogle mountain bikere. Der havde lige været afholdt en mountain bike world cup-afdeling på den lokale mtb-bane i Houffalize, så der var en del, der trodsede regnen for at drøne lidt rundt der og i de omkringliggende ekstremt kuperede skove.

Lørdag formiddag ville vi se motionisterne i Liège-Bastogne-Liège motionsløbet komme til den afskyelige bakke, côte Saint-Roc, i Houffalize. Det skulle passe med tidspunktet, eftersom rytterne på den lange 271 km-rute startede i Liège mellem 6:30 og 7:30 om morgenen. Da vi boede ret centralt, kunne vi let lige gå derhen på et kvarters tid. Faktisk havde vi lige været en lille tur derhenne aftenen før for at sondere terrænet, og da havde Marie tilfældigvis også et målebånd med, så Jakob og jeg lige kunne få afgjort, hvor på bakken den steg med 12% og hvor det var 17%. Meget nyttigt!

Da vi havde stået i ret lang tid i regn og rusk og regnet på starttider, gennemsnitshastigheder og højdemeter, opgav vi faktisk at se dem. Vi måtte gå ud fra, at de allerede havde været der eller et eller andet. Men da vi var kommet næsten helt ned i byen igen, kom de første ryttere så faktisk alligevel. Og så var det bare op på bakken igen, for da kom de i en jævn strøm i timevis og det var faktisk lidt fantastisk at stå at se på. Det var bl.a. overraskende at se, hvor mange forholdsvis gamle fyre, der var ude på denne her 271 km, små 5000 hm tur i kulde og regn og hagl og blæst. Men de er jo formentlig bare belgiere, og så tænker man nok ikke så meget over det. Det er jo cykelløb.

Se alle billederne her.

Der var også andre, der havde valgt at stå ude i de hæftige byger. Sammen med os var to franske kvinder, hvis mænd var ude at cykle. De var meget ivrige i at juble og heppe og råbe sjove ting på fransk efter rytterne.

Om eftermiddagen kørte vi ned til trappistklosteret, Orval, helt nede i det ene hjørne af landet, tæt på Luxembourg. Det var godt, vi havde GPS'en med, for det var nogle alvorligt små veje, man der kom ud på. Vi kom også gennem nogle forfærdelige haglbyger på vejen, men mens vi var der, var det dejligt vejr, så vi gik en lille tur i skoven for at se, om man kunne kigge ind over murene. Men det kunne man ikke. Det er ellers et meget, meget imponerende stort og flot kloster. Jeg har faktisk aldrig set et, der var så stort og ekstremt velholdt, selvom det tydeligvis også var gammelt. Der er vist en form for tur, man kan købe billet til, men vi fandt ikke lige ud af, hvordan. Til gengæld fandt vi ud af, hvordan man går hen til det usmageligt nye cafeteria lige ved siden af, hvor man kan få det lokale øl. En stor overraskelse og oplevelse var munkenes egen Orval 4,5° på fad, som ellers ikke kommer udenfor klosteret. Den var ligesom en ekstra frisk Orval 6,5°.

På vejen hjem haglede det på et tidspunkt så kraftigt, at der opstod glatføre på motorvejen, hvilket forårsagede en ulykke bare et par minutter før, vi kom forbi. Heldigvis var der vist ingen personer, der var kommet til skade, med der holdt da en Audi minus kofangere og lak og vendte den forkerte vej i overhalingsbanen, og så var der et par andre biler ude i nødsporet, der så ud til at have spillet lidt curling med hinanden.

Marie og Jakob havde snakket meget om en stoofvlees, som de gerne ville have til aftensmad i, hvad vi regnede med, var den flamske bar i Houffalize. Men desværre viste det sig, at køkkenet havde lukket. Det var lidt uklart, om det var lukket den aften, eller hele foråret eller permanent. Det skulle vise sig, at vi på denne tur ikke fik hverken stoofvlees eller vafler eller chokolade.

Søndag morgen kørte vi mod La-Roche. Nu havde vi jo set amatørerne køre op ad Saint-Roc, og selvom det er et rigtig godt sted at se feltet, så passer det ikke så godt i tidsplanen, de år, hvor de passerer Houffalize efter Bastogne. Og så ville vi alligevel hellere se dem i Stavelot, på Stockeu. Vi lykkedes faktisk med en meget rutineret og ekstremt velgennemført plan i år.

Vi startede med at se dem køre op ad en stigning, som vi selv har cyklet på. Det er den allersidste stigning i Claude Criquilion, lige før den afsluttende 9 km nedkørsel til La-Roche. Det var et rigtig flot sted at vente på dem i det fine, men lidt kølige vejr.

Som forventet rullede de langsomt og meget stille og roligt forbi. Først et udbrud med en håndfuld minutter og derefter feltet, der spiste og snakkede og rodede med tøj.

I Stockeu var vejret rigtig dejlig varmt, og vi havde faktisk tid til at få os en kop kaffe i en meget hyggelig og gammel café. Derefter gik vi op på bakken og ventede på rytterne. Vi tog den bare op ad selve ruten, så vi lige kunne mærke, hvordan den var. Vi fik lidt ondt af motionisterne fra dagen før. Den er virkelig ond. Skide stejl fra bunden af, 12% eller mere. Efter nogle hundrede meter flader den en anelse ud til 8-10% et stykke, hvorefter den bliver helt vild med 20% eller sådan noget. Der stod vi, og det gjorde vi også sidste år. Det er ret godt. Vejen der er meget smal og lidt hullet. Længere oppe fortsætter den bare omkring en halv kilometer til toppen med omkring 10%. Vi glæder os på en måde måske lidt til at prøve kræfter med den til næste år, selvom den sikker bliver forfærdelig.

Da rytterne kom, kunne man i hvert fald også se, at rigtig mange af dem var meget pressede. Det er også som regel her, at favoritterne begynder at sætte sig frem i et opskruet tempo.

Se alle billederne et stykke nede ad siden her.

Vi Sørgede selvfølgelig for at køre den rigtige vej ud af Stavelot i år, så vi kom til Esneux ad en meget nem vej og i fin tid til at stå parat, inden rytterne kom til den sidste alvorlige stigning, La Roche aux Foucons, 17 km fra mål. Her bliver løbet ofte afgjort.

Vi så, at der var mange af favoritterne, der slet ikke sad så langt fremme, som de burde på dette afgørende tidspunkt. Det må have været en hård dag. Der var endda også en eller anden af rytterne, der ville stå af og køre hjem i en holdbil, lige hvor vi stod, men det var der ikke noget af. Han blev bare skubbet igang igen, og så kunne han ellers bare køre det sidste stykke hjem.

Se alle billederne et stykke nede ad siden her.

I år var det så Maxim Iglinsky, der kunne køre alene i mål. Ikke nogens favorit, tror jeg, men det var godt kørt, og vi nåede heldigvis ned at se det i fjernsynet, der igen i år var stillet op udenfor caféen i bunden af bakken.

Da vi kom til Bruxelles om aftenen, var der desværre ingen Bourgogne des Flandres til os. Caféen havde lukket. Vi fandt ikke ud af hvorfor. Til gengæld checkede vi ind på et hotel, hvor vi ikke før har boet, og det var adskillige lysår bedre, end hvor vi før har boet. Kaninen i geuze spiste vi i Nr. 2, og øllene bagefter fik vi i den nye Moeder Lambic kun 200 meter hjemmefra. Der er kommet en nye Lambic i Bruxelles, og den havde de selvfølgelig på fad, og den var rigtig lækker. Mindede lidt om Hanssens, men ikke helt så syrlig.

Mandag morgen smuttede vi lige ud efter et par småting, mens Jakob gik op i Rue Haute til Wim & Catherine og plyndrede deres sandwichbiks som sædvanligt, så vi havde noget til hjemturen.

På vejen hjem kørte vi dog lige ind efter øl i Drankengeers ved Gent. De har desværre den uvane at holde lukket mellem 12 og 13, hvilket er det tidspunkt, hvor det ellers passer med os, når vi kommer fra Bruxelles. Så meget rutineret ankom vi kl 11:58, så vi blev lukket indenfor, og så kunne vi ellers finde hvad vi skulle bruge, mens stedet havde lukket, så vi var klar til at afregne, da de åbnede igen kl 13. De kunne i øvrigt også huske os fra tidligere år!

Forår plaget af skader

På et tidspunkt før jul begyndte jeg igen at få smerter i højre knæ, og da det ikke gik væk efter et antal uger uden cykling, besluttede jeg at gå til lægen, som henviste mig til MR-scanning.

Jeg har nu bidraget til samfundets ulighed ved at benytte mig af min private sundhedsforsikring (som jeg nu også betaler skat af) til at få foretaget scanningen nogle måneder hurtigere, end det offentlige kan tilbyde. Faktisk kom jeg til nøjagtigt 7 dage senere. Forundersøgelse og scanning samme aften.

Den anden dag fik jeg så desuden en fibersprængning i forsiden af mit venstre lår på vej hjem fra arbejde. Pissetræls!

Heldigvis viste scanningen af højre knæ, at der intet alvorligt er galt. Det er højst sandsynligt noget overbelastningsrelateret hævelse i noget slimsæk samt lidt hævelse bag den forreste sene. Behandlingen er en binyrebarkhormonindsprøjtning i knæet. Den fik jeg så igår eftermiddag.

Marie tog med mig på hospitalet, hvor jeg liggende på en briks blev prepareret, mens lægen snakkede noget om, at de jo selvfølgelig brugte den allertyndeste nål til formålet. Jeg var lige ved at spørge, om det nu også var helt rigtigt, men jeg var ærligt talt ikke interesseret i at høre svaret. Jeg var godt klar over, at når jeg kun skulle stikkes én gang, så skulle det nok være temmelig dybt. Det gjorde faktisk skide ondt at få nålen stukket ind. Man kunne godt mærke, at den gik langt ind, og så gjorde selve mængden af væsken også ondt efterhånden som det blev sprøjtet ind. Ret ubehageligt.

Da jeg så skulle op og klæde mig på, kunne jeg pludselig mærke, at det var noget varmt, og at jeg begyndte at blive lidt småsvimmel. Men jeg nåede ikke at få det værre. Lige pludselig vågnede jeg dog alligevel op liggende ned med en mand, der blev ved med at prøve at sige noget til mig. Jeg huskede alt, hvad der var sket, som var det en drøm, jeg lige havde haft. Derfor var det noget svært at regne ud, hvor jeg var. Jeg fik derfor et alvorligt chock, da jeg fik at vide, at jeg var vågnet op på et hospital. Jeg blev alvorligt bange for, at jeg havde været ude for en form for ulykke og nu skulle til at finde ud af, hvad der var ødelagt, eller hvilke lemmer jeg mon manglede. Ikke så spændende.

Jeg var åbenbart faldet bagover tilbage på tværs over briksen. Det var jo ret heldigt, så jeg ikke ramlede ned i gulvet eller noget andet ubehageligt. Marie fik fat i mine ben, så jeg ikke gled ned, og lægen havde vist bugseret mig op og ligge rigtigt. Da jeg vågnede, lå jeg og sundede mig lidt ovenpå chocket over forskrækkelsen. Jeg blev dog ikke frisk lige med det samme, så jeg fik en sofa at sidde lidt i. Da vi havde siddet der 10 minutter, hvor jeg nok har hængt lidt, blev vi tilbudt en stue, hvor jeg kunne få noget frisk luft og en seng at ligge i eller en stol, så jeg kunne blive lidt mere frisk. Jeg fik også noget at spise og drikke, og efter en halv times tid klarede jeg op, så vi kunne køre hjem. Det var lidt af en omgang.

Nu skal jeg så holde træningspause i et antal uger samt hurtigst muligt finde en fysioterapeut med idrætsspeciale, som kan få mig i stand igen. Jeg må snart cykle på arbejde igen, og så har jeg jo heldigvis også home traineren herhjemme nu, så jeg kan genoptræne med en jævn belastning, som præcis kan indstilles i så lang tid, det nu må passe mig.

Jeg må højst sandsynligt revidere mine cykleplaner for i år, men præcis hvor meget, vil nok blive klart lidt senere.

Skiferie i Nordseter, Norge 2012

I uge 2 var Marie og jeg på en uges skiferie i Nordseter i Norge. Vi havde ret godt vejr de fleste dage, og der var fint med sne.

som et forsøg har jeg lagt alle billederne op her: Billedalbum på Google+

Vi har før været glade for at være i Rauland Fjeldstue, men den har åbenbart skiftet ejer og "koncept" og er vist blevet en tand for smart for os. Vi fandt i stedet en anden lille familieejet fjeldstue i Nordseter ved Lillehammer, som passer godt til os. Der er forholdsvis få værelser, fredeligt og roligt, masser af lænestole og sofaer og gang i pejsen.

Vi tog båden fra Frederikshavn til Oslo lørdag morgen den 7. januar og var fremme efter en lang og noget kedelig sejlads i Oslo kl 18:30. Vi kørte derfra uden de store dikkedarer de 200 km direkte til Lillehammer og videre op i fjeldet til Nordseter, hvor vi ankom til hotellet ved 21-tiden. Så var vi klar til at få fat på nogle ski og komme afsted næste morgen.

Vi var lidt overraskede over terrænet, som var noget mindre kuperet, end vi havde troet. Lillehammer ligger i dalen, og Nordseter ligger næsten helt oppe i fjeldet. Fra Nordseter er der derfor både løjper, der går op i fjeldet og løjper, der går ned i dalen. Vi kan godt lide udsigterne på højfjeldet, så der kørte vi op og tog turene de fleste dage. Men det overraskende for os var, at det høje terræn nærmest var ét stort plateau med en håndfuld søer i forskellige størrelser med løjperne kørende rundt om og imellem sig. Det var højfjeld men ikke særlig højt fjeld. Derudover var så nogle lokale toppe, der ragede omkring 100 meter højere op, men det var faktisk det eneste, der lå helt over trægrænsen. Vi fik besteget to af disse toppe, hvorfra vi havde nogle gode udsigter.

Den længste tur, vi kørte, var faktisk den første dag, hvor vi ellers kom lidt senere afsted, fordi vi først lige skulle have lejet nogle ski i det nærliggende aktivitetscenter. Vejret var fremragende med sol og 5 graders frost, så vi havde lagt en fin tur op i fjeldplatauet og rundt om en sø. Desværre vist det sig så, at løjpen var lagt om, så vi kom ud på en længere omvej for at komme tilbage. Vi havde selvfølgelig kort med, så vi var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvor vi var, men klokken blev efterhånden mange, og fordi det var så tidligt på året, faldt mørket også tidligt på. Især Marie var også ved at blive noget træt, da vi havde kørt 15-20 km. Det blev så heller ikke meget bedre af, at de sidste 5 km ikke var kørt op af løjpemaskine. Der var et spor, vi var nødt til at følge, og som også gik i den rigtige retning, men det er altid rarere at vide, at man også kan følge det hele vejen tilbage. Og især hvis det bliver mørkt. Sporet gik planmæssigt op på en fjeldtop, Lunkfjell, hvor vi forøvrigt så en kite skier komme kørende på tværs af landskabet. Der var faktisk rigtig god udsigt ned over Gudbrandsdalen, men vi havde desværre ikke rigtig tid til at nyde den, fordi solen nu var gået ned, og der blæste en ret så kold vind. Vi var temmelig trætte og lidt irriterede over den løjpeændring, der var skyld i, at vores tur blev 24 km i stedet for 19 km.

Bortset fra os var der vist kun én anden gruppe gæster, en gådefuld gruppe tyskere i en moden alder. Alle 20-30 stykker, pånær en enkelt, var mellem 60 og 80 år og var tilsyneladende afsted sammen. Dog boede kun en del i selve fjeldstuen og resten i de hytter, der også hører til. Jeg skulle mene, at der er ok skiområder til langrend i Tyskland eller deromkring, så der må være en særlig grund til, at de har valgt den lange tur i bil og båd eller fly og mere bil til et lille hotel et sted i de norske fjelde. En af dem var tilsyneladende en form for rejseleder, og det blev efterhånden klart, at de havde et helt håndfast program for dagen og aftenen, som man faktisk kunne sætte sit ur efter, hvis man gad. De havde tilsyneladende et uddybende kursus i langrendens forskellige stilarter, og hver aften kl 18:00.00 mødtes de til en debriefing-seance, inden maden en halv time senere, mellem kl 19:30 og 20 var der kaffe eller te i sofaområdet ved pejsen og fri samtale, inden den tekniske debriefing kl 20:00.00 i TV-stuen. Der blev dagens mange og lange videostudier af deltagernes langrendsstil gennemgået i deltaljer og diskuteret.

Jeg tænkte på den bog, jeg lige havde læst, af Peter Bastian, hvori han beskriver nogle buddhistiske retreats til en guru et sted i Himmalaya. Det er måske samme koncept, man skal forestille sig. det kan også være, de bare er mere punktlige, når de holder ferie.

Skal man udelukke én ting, der kan lokke folk op i de norske fjelde, må det være de kulinariske tilbøjeligheder, der hjemsøger vort nordiske broderfolk. Det var udmærket, lunet købebrød og myseost til morgenmaden og lidt salatingredienser og fetaost om aftenen, der trak læsset for mit vedkommende. Resten kom direkte fra en kæmpe fryser og ned i en gryde med vand eller friture. Noget skuffende, faktisk, men nok ikke så usædvanligt.

Generelt havde vi ret godt vejr og godt med sne hele ugen. Efter den lange første dag, tog vi en kort tur dagen efter. Det var så også den eneste dag, vi havde, hvor det var kraftig sne og masser af blæst. Vi tog en løjpe igennem noget skov for at få lidt læ. Desværre var vi næsten hjemme igen, da vejret klarede lidt op, og så gad vi ikke rigtig at køre ud på en ny tur. Så vi var hjemme ved 14-tiden og kunne så læse lidt og se noget Deep Space Nine.

Ellers havde vi noget sol de fleste dage og planlagde den dag med den bedste vejrudsigt til at lave en toptur til en nærliggende fjeldtop, hvorfra der var udsigt til alle Norges højeste bjerge i Jotunheimen og Rondane. Der var også en fin lille nødhytte på toppen, som må kunne benyttes i yderste nødstilfælde. Eftersom der ingen løjpe gik derop, måtte vi traske noget i den løse og dybe sne på vores side af bjerget, som åbenbart var læsiden. Det blev straks meget lettere at komme op, så snart, vi var over trægrænsen. Der var den løse sne blæst væk og resten frosset fast og hårdt, så man ikke sank i, og det hjalp også en del på Maries humør.

Fra fjeldtoppen var der en fantastisk udsigt, og dagen var ekstremt velvalgt. Vejret var helt klart med sol og ignen vind. Og så havde vi hele bjerget for os selv. Den eneste lyd, der hørtes, var, da de afprøvede luftalarmerne nede i Gudbrandsdalen kl 12. Vi kunne ganske rigtigt se meget vidt omkring og også helt hjem til Nordseter.

Den sidste hele dag kørte vi op og 19 km rundt om en stor sø. Efter 11-12 km kom vi til et højfjeldshotel ved Hafjell. Der fik vi en kop varm kakao, som overraskende nok ikke var specielt hundedyr. De havde en rigtig god udsigt ud over højfjeldet. På vejen derhen snakkede vi om, hvordan det lignede The Overlook Hotel fra filmen The Shining, som vi netop havde set, da det sneede et par dage før. Det giver selvfølgelig en ekstra god effekt at se den i et hotel langt oppe i sneen.

Vi skulle med båden fra Oslo fredag aften kl 19:30, så vi havde hele dagen til at komme derned. De 200 km tog tre timer at køre, så vi fik også tid til at hygge os i Lillehammer og se lidt nærmere på den. Det er en rigtig hyggelig lille by, i hvert fald i området ved den snedækkede gågade, hvor vi gik rundt. Vi fandt også en hyggelig lille kaffebar med rigtig god kaffe, lige midt på gågaden.

På båden hjemad fik vi et udmærket og rigeligt måltid, men på grund af en fandens masse teenagermøgunger fik jeg ikke lukket et øje hele natten. Vi sejlede hjem fredag aften, og da er der åbenbart disko osv. på færgen, og personalet var åbenbart ikke i stand til at dæmpe gemytterne. Vi fik dog 300 kr. i kompensation næste morgen, så vi bl.a. kunne få noget morgenmad og derfor ikke skulle bruge tid på det efter ilandkørslen.