Tilbage til arkivet

Sommerferie i Frankrig 2013

Jeg har desværre ikke rigtig fået gjort så meget ved beskrivelse af vores to cykelferier her i sommers, men jeg har lagt billederne op på Google+.

Først var vi på små tre ugers sommerferie i Frankrig, hvor vi var et par dage i Alsace og derefter i Provence og i Alperne. Vi startede med at campere i Alsace lige i nærheden af ballonerne. Rigtig godt cykelterræn. Dernæst tog vi til området lige nord for Ventoux og camperede der en lille håndfuld dage. Det er et fantastisk område til i hvert fald en god uges tid i afvekslende terræn. Så havde vi en uge med Torben og Annette, hvor også Maries forældre var med nogle dage i huset ved Sault på sydsiden af Ventoux. Og sidst camperede vi en håndfuld dage i Alperne ved Bourg d'Oisans.

Af cykelprojekter i Frankrig var det mest de følgende:

  • Op på Ventoux fra alle tre sider på en dag (Kåre)
    Turen er sådan set ganske enkel: Op fra Bedoin ved 7-tiden om morgen, ned på Maloucéne-siden, op fra Maloucéne, ned mod Sault og så op fra Sault. Turen er egentlig temmelig hård til sidst, men det er en god måde at opleve bjerget på. Desuden har man herefter fortjent medlemsskab af den ærefulde klub af cyklister, der har udført denne bedrift. Der findes et navn for dette på fransk, men jeg har glemt, hvad det er.
  • Ny personlig rekord op ad Ventoux fra Bedoin (os begge)
    Fuld gas, så meget man nu tør, fra startlinien i Bedoin. Den officielle TT-rute. Marie 2:19:16, Kåre 1:38:50.
  • Op på Ventoux fra Maloucéne (Marie)
    Vi kørte op sammen, men Marie havde lige en lille hævn over bjerget fra et tidligere år. På vejen op lå der, trods de knap 30 graders varme, dynger af isklumper, som var hagl fra nattens uvejr. Vi blev også overhalet af utrolig gruppe Porcher. Vi formåede dog at overhale to af dem tilbage igen, hvor de hver især holdt med motorstop.
  • Marmotten (dog ikke på løbsdagen)
    La Marmotte er navnet på et af Europas store motionsløb, som køres hvert år med over 8000 deltagere i starten af juli. Ruten, som er fantastisk flot, fører over Glandon, Telegraph, Galibier og Alpe d'Huez. Vi var i området nogle uger efter, at løbet blev kørt, så det måtte blive til en udflugtstur i stedet. Det blev vist til en tid lige omkring 10 timer i sadlen. Der er en lille beskrivelse af min oplevelse her på sin egen side.
  • Op på Galibier (Marie)

Claude Criquielion

Den 23. - 25. august var Marie og jeg i Belgien at køre motionsløbet, Velomediane Claude Criquielion, som er 97 hhv. 164 km rundt i Ardennerne. Det er et virkelig godt løb, et af de store europæiske motionsløb, som man bare skal køre mindst et antal gange i sit liv. Jeg har kørt en enkelt gang sammen med Jakob i 2010. Den gang kørte vi en sølvtid, så i år var en guldtid naturligvis det ultimative mål, selvom en forbedring på over en time fra 7:10 til 6:05 virkede noget optimistisk.

Marie kørte den korte rute på 97 km, og jeg den lange på 164 km. Desværre var der ikke tidtagning på den korte rute, men Marie tog en tid på 4:00:04. Hun fandt heldigvis lidt forskellige folk at køre sammen med. Ligesom Marmotten er der også til dette løb masser af danskere. Løbet gik godt for os begge på trods af noget regn undervejs. Heldigvis var det dog ikke vildt koldt, mens vi var på cyklerne.

Jeg kørte et rimelig veldisponeret løb og kom ind i lige omkring 6:03, altså guldtid med lige et par minutter til grænsen. Det var virkelig en stor personlig succes og meget tilfredsstillende. Faktisk lidt svært at forstå, at det lykkedes, eftersom jeg fra starten regnede det for lidt tvivlsomt. Og atter en gang lykkedes det at køre nogle minutter ind i slutningen bl.a. i kraft af en yderst aggressiv kørsel på sidste stigning og på den afsluttende 8,5 km nedkørsel.

Billederne er her:

Markedsløbet 2013

Lørdag den 30. august havde jeg fornøjelsen af at køre Markedsløbet i Brøndeslev. Løbet bliver afviklet i forbindelse med det vist ret store Brøndeslev Marked, og løbet er faktisk et besøg værd, som jeg tror, jeg vil gentage en gang. Min beskrivelse af dette års løb er her.

Cykelferie på Gran Canaria 2013

I uge 4 tog Marie og jeg samt Torben og Annette på en uges vintercykelferie til Gran Canaria. Vi havde lejet en lejlighed ovenfor Amadores og så en bette bil og fire cykler. Vi fløj med Norwegian fra Billund, og lejligheden var lejet på nettet. Vi ankom ved 23:30-tiden og havde booket en taxa på forhånd til at køre os de omkring 60 km fra lufthavnen til lejligheden.


Vis stort kort

Det var en rigtig dejlig lejlighed, der lå for oven i en samling toetagers huse i et lille lukket kompleks omkring en hyggelig have med svømmepøl. Lejligheden var ejet af nogle franskmænd, men bestyret af et par, der boede i en af de andre lejligheder. Jeg tror, at alle lejlighederne, pånær den forvalterne boede i, var til udlejning i højsæsonen. Til den ene side, ud mod vejen, var terrassen med udsigt mod vest ud over bugten og bjergene. Til den anden side var en lille terrasse mod øst ude i fælleshaven, hvor man kunne sidde ude at spise morgenmad.

Søndag morgen gik Torben ned og hentede vores bil, og sammen kørte vi de 20 km ind til den noget større by, Maspalomas, hvor vi kunne hente vores lejede cykler. De kunne lejes på nettet og kostede ca. 23 &EUR; pr. dag. Det var nogle Cannondale Synapse carboncykler i 20000-22000 kr-klassen med noget ultegra og Mavic Aksium-hjul. Uden at være helt fremragende til at eje var de rigtig gode til sådan en cykelferie. På grund af nogle udgåede modeller havde Marie fået en med triple-kranksæt, mens jeg fik en normal kompakt med 11-28. Min var i str. 56, som nok til en anden gang børe være en 58'er. Marie fik en str. 51, som passede fint. Så husker vi det til næste gang.

Vi satte bilen i nærheden af cykelforretningen og cyklede en tur på 35 km derfra. Da vi kom tilbage, cyklede Torben og jeg hjem, mens Marie og Annette tog bilen hjem med deres cykler bagi og købte ind på vejen. Det var rigtig dejligt at komme på cyklen i solen, og det tog kun omkring 10 minutter, før vi var ude af byen, og 10 minutter mere, før vi sad i varmen på den første stigning. Det var meget sommeragtigt og en rigtig flot tur med udsigt til bjergene foran og havet bagude.

Om mandagen kørte Annette og Marie ud i bil, mens Torben og jeg cyklede hjemmefra, og så mødtes vi et sted i bjergene nord for Maspalomas. Vejret var noget skyet og faktisk lidt køligt oppe i vinden. Vi kom noget før de andre i bilen, men lige da de kom, begyndte solen at skinne, og så var det vist fint vejr hele resten af turen. Især oppe i bjergene gjorde det en ret stor forskel i temperatur, om solen skinnede eller ej.

Oppe ved en lille by, som var udflugtsmålet, var der en underlig omkørsel, som vi ikke havde opfattet, så vi måtte forcere to hegn for overhovedet at komme ind i byen. Ved den lejlighed forstuvede jeg selvfølgelig min lillefinger, som jeg så kunne have glæde af hele resten af ugen. Rigtig smart. Men inde i byen var et rigtig hyggeligt lille torv, hvor man kunne sidde og drikke kaffe og spise kager med mandler. Det var rigtig hyggeligt, selvom en håndværker i nærheden spillede ret høj grisefestmusik til sit arbejde. Da vi nærmede os bilen, cyklede Marie og jeg hjem sammen, mens de andre tog bilen ind til byen og fik justeret noget på Annettes cykels gear.

Tredje tur startede med, at Marie, Torben og jeg cyklede hjemmefra, mens Annette tog bilen ud i en dal i nærheden. Udflugtens mål denne gang var friskpresset mangojuice fra en café i en lille by i bjergene lige ved øens største opdæmmede sø. Vi glemte godt nok at se søen, men juicen var rigtig god, og vi sad fremragende med udsigt, sol og læ og lige tilpas temperatur, så man næsten kunne sidde og få en lille lur. Det var en rigtig flot cykeltur, og om aftenen var vi ude at spise på en fiskerestaurant i en lille fin havneby. Havnen var en gammel fiskelandsby, som gennem årene var blevet dullet op til turister, men det var gjort rigtig pænt, og den var hyggelig at gå rundt i. Jeg fik lige et aftenbillede lige efter solnedgang.

Onsdag var hviledag, som vi benyttede til at tage bilen lidt længere rundt på øen. Vi kørte noget vest og derefter nordpå op i bjergene, op imod en lille by, hvor der er en kendt mandelbager, som bager alle mulige brød og kager med mandler i. Da vi kom ind i butikken, var der faktisk et kamerahold og et interview til TV i gang, så det er åbenbart virkelig et kendt sted.

På vejen op i bjergene blev temperaturen lavere, og forude kunne vi se, at der var skyer på toppen. Pludselig kom vi til et rekreativt område, der plejer at ligge ved en stor sø, men den var sørme aldeles udtørret. Det har vist ikke rigtig regnet på sydøen i 18 måneder, så det er jo da en del. der var godt nok også meget tørt mange steder, og noget af de sparsomme skove havde også spor efter brande. Ca. 1 km fra passet begyndte det at småregne, og det var rigtig koldt. På nordsiden af øen eller i hvert fald på nordsiden af bjergene var det åbenbart lortevejr. Det blæste og regnede, og skyerne kom væltende op nedefra, og det var 6 °C. Vi var glade for, at vi boede på sydsiden af øen.

Vi kørte ned til mandelbageren og slap afsted med lidt forskelligt. Vi spiste vores mandelkager indenfor i bilen midt i en sky og kuling, hvorefter vi kørte lidt ned på den anden side, ud mod vest og rundt og tilbage igen mod syd. Det var en virkelig flot tur gennem et dramatisk landskab og dybe kløfter. Til frokost nød vi nogle dyre og dårlige og uendeligt skuffende dumme rejer, der var bagt i friture og ikke renset ordentligt. Ad bad!

Om eftermiddagen kunne vi nu næsten ikke lade være med at cykle lidt alligevel. Lejligheden lå jo ovenfor byen, hvor der var tre veje op. Den normale vej var den længste, ca. 2 km, noget stejl i bunden og et sted på midten. Den trælse vej havde lidt dårlig asfalt og en del trafik, men var rimelig fredelig og så lidt stejl til sidst. Den forfærdelige vej var helt enormt stejl i bunden og almindeligt meget stejl de første 500 meter. Torben og jeg kørte ned i bunden og rundt til den forfærdelige vej, hvorefter vi kørte op i hver sit tempo. Vi skulle kun knap 10 km i alt, så jeg ville gerne give den lidt gas. Den startede fra flad vej til måske 20% stigning, så det var noget, der fik pulsen helt op. Derefter var det lidt hårdt, en form for intervaltræning vel nærmest. Marie fik et billede fra altanen over imod den sidste halvdel af sidste bakke. Jeg sidder lige ved hårnålesvinget, sagde hun.

Annette tog den lange vej op for at prøve den en gang, og Marie fortrød vist næsten, at hun ikke også var ude at trille lidt.

Torsdag var den lange tur, som startede ligesom bilturen dagen før. Denne dag var vejret bare endnu bedre, så der også var klart vejr på toppen. Marie og Annette tog bilen et stykke ud til MogŠn, og Torben og jeg fulgte senere på cykler. Vi indhentede dem et lille stykke oppe i hårnålesvingene. Frokosten spiste vi med udsigt ud over den udtørrede sø op i mod toppen, Pico de las Nieves, som er øens toppunkt og målet for Torbens og min tur. Det var dejlig lunt og med masser af sol.

Vejen det næste stykke op, 10-15 km var vejen egentlig ret dårlig på en irriterende måde. bumpet og revnet. Man fik noget ondt i røven af at køre på det. Pludselig så vi dog hele Team Saxobank komme kørende ned mod os. Der var ingen tvivl om, at det var dem, og faktisk sad Bjarne med på cyklen bagest, foran følgebilerne. Der var faktisk i det hele taget en del cykelryttere dernede, der godt kunne ligne nogle professionelle, og i vintermånederne er det også et populært træningsområde. Jeg synes på et tidspunkt, jeg så Cancellara, og på et andet tidspunkt en, der lignede Fršnk Schleck.

Omkring 10 km fra toppen var der en lille hyggelig samling huse, der havde et navn, jeg ikke kan huske nu. Kigger man på kortet ovenfor, kom vi cyklende op ad GC-605, og tæt på krydset mellem C-815 og GC-600 var der et par caféer, hvoraf den ene var lille og havde friskpresset/blended juice på kortet. Fordi vejen op havde været så dårlig, gad Marie og Annette ikke at køre de sidste 10 km op til toppen, så da vi havde drukket et dejligt glas juice, kørte Torben og jeg videre op, mens de to andre blev tilbage og derefter kørte tilbage ned.

Det første stykke op mod toppen var ret stejlt, men derefter var det ret stille og roligt med lidt op og ned og frem og tilbage. Undervejs var der nogle fine udsigter, og det blev hurtigt temmelig koldt også. På et tidspunkt blev det nødvendigt at iføre sig ærmer og vindvest. Det var i et stykke skov, hvor det var så koldt og fugtigt, at man kunne se sin ånde. Heldigvis blæste det ikke alt for meget, men der var nogle skyer, der gerne ville op fra den nordlige dal. Vi havde dog sol, og det varmede selvfølgelig noget, når man lige kom ud af træernes skygge. Det var en ret speciel atmosfære, der var deroppe. Koldt, klart, fugtigt og lidt sårbart, som om vejret hurtigt kunne nå at skifte til det værre lige pludselig. De sidste 5 km var vejen ganske enkelt forfærdelig dårlig. Jeg fatter ikke, at de ikke investerer bare en lille smule i at få det bragt i orden. Der var ikke andet end huller, og nogle af dem var rigtig dybe, og imellem dem var der revnerne og alle de små huller.

Vejen var nu ellers ikke slemt stejl, og vi kørte op, og var pludselig på toppen, hvorfra der var en fantastisk udsigt til tre sider, syd, vest og nord. Bjerget mod vest, der ser ud, som om det svæver over skyerne, er den 3.718 m høje vulkan, Teide, på naboøen Tenerife.

Turen ned fra toppen var noget besværliggjort af den dårlige vej, men jeg fandt ud af, at hvis man holdt en nogenlunde fart omkring 20 km/t, hvor vejen var allerværst, så kunne man både nå at styre udenom de dybeste huller og flyve lidt henover resten. Da vi kom hjem, havde vi cyklet 115 km med i alt 2600 højdemeter. En meget fornuftig træningstur.

Fredag, sidste dag på cykel, fik Marie og jeg kørt en tur på 80 km, inden vi afleverede cyklerne. Vi kørte alle sammen en del af vejen modsat feriens første tur, da det passede med varighed og slutsted i nærheden af cykelbutikken i Maspalomas. Undervejs på turen brugte vi noget tid på at slappe af og spise frokost på en lille hyggelig caferestaurant ved vejen lidt oppe ved bjergene. Rigtig hyggeligt at sidde i solen der. Desværre viste det sig også, at der var nogle fluer, der bed, så mine ben kløede de næste to-tre ugen efter. Men det var det værd. Torben og Annette, der havde endnu en uge på øen, kørte tilbage gennem dalen, mens Marie og jeg ville få det sidste cykling med ved at tage den fine tur over bakkekammen tilbage til byen. Det var meget fint.

Inden vi afleverede cyklerne kørte vi lige ned til stranden ved Maspalomas og kiggede nærmere på den ørken, der ligger der. Det er en helt rigtig ørken i ordets geografiske forstand, så den måtte vi lige ud at gå lidt rundt i. Det var lidt sjovt at gå en tur med bare fødder i strandkanten og derefter op i ørkensandet og så forestille sig, at det var snevejr derhjemme. Lidt længere ude ad kysten var der noget nudiststrand og vist også en homoseksuelnudiststrand. Jeg ved ikke helt, om jeg forstår pointen i den sidste, hvis man allerede har en nudiststrand, men vi var der jo heller ikke til at se den.

Om lørdagen skulle Marie og jeg hjem. Torben og Annette havde endnu en uge på øen og skulle derfor til Las Palmas om formiddagen for at hente nøgler til en lejlighed der. Vi blev hentet af en taxa lidt senere og kørte til lufthavnen. Det var bestyrerne, som bestilte bilen til en aftalt pris på 50 eller 55 &EUR;, hvilket er en del billigere, end den pris, mange turister ellers kan få. Bestyrerparret var i det hele taget rigtig søde, og gjorde meget ud af at komme helt ud til vejen og sige mange gange farvel og på gensyn, og hav det nu godt og god tur og stå og vinke osv. Ligesom nogle gode venner eller familie. Det var rigtig hyggeligt og giver lyst til at vende tilbage en anden gang.

Der er lige en enkelt historie, som blev afrundet på hjemturen. På flyveren ned til Gran Canaria var der en af passagererne, der umiddelbart før afgangen i Billund fandt ud af, at hun faktisk hellere ville af, dybest set fordi hun var angst for at blive bange. Sådan lidt kort fortalt. Hun nægtede at flyve og ville ud. Kabinepersonalet kunne ikke rigtig finde ud af at løse situationen, og på grund af procedurerne i sådan en lufthavn er det temmelig besværligt og uhyre dyrt at læsse en passager af igen. Desuden rejste hun også sammen med sin familie og søn. Annette, som er psykolog, tilbød derfor at hjælpe med at løse situationen, hvilket i første omgang blev afslået. Men det endte alligevel med, at hun fik lov til at tage over og talte med hende, og vi kom i luften på en måde, hvor kvinden efterhånden blev afslappet og fik en god flyvetur. Annette talte med hende og skrev en seddel med ting, hun skulle tage frem og tænke på, så hun kunne klare turen hjemad ugen efter. Som tak for at have reddet situationen og en formue for flyselskabet, fik Torben og Annette en lille smule særbehandling i flyveren på vejen ned og hjemad igen.

Tilfældigvis viste det sig så, at Marie kom til at sidde lige ved siden af kvinden på hjemvejen. Hun sad også og læste i den seddel, Annette havde skrevet og klarede flyveturen fint. Det var en fin lille historie, der endte rigtig godt.

Da vi ankom til Billund, var det selvfølgelig snestorm, og alle folk kørte latterligt langsomt. Det lykkedes os dog på motorvejsstykkerne at komme forbi og hjem og hente en pizza i Tranbjerg lige 5 minutter før lukketid kl. 21.