![]() |
Kasteel brygges af Van Honsebrouck og fås i to udgaver:
- Blond/tripel (10% vol.) er en meget sød udgave af en trippel-type, og det er den også nødt til at være med det høje alkoholindhold.
- Donker (11% vol.) er flot klar, rødbrun, utrolig sød og maltagtig, men også ret kompleks i duft og smag. Den virker umiddelbart meget overvældende på grund af dens høje alkoholindhold og utrolige sødme. Den 4-6 år gamle lagrede Kasteel Donker ligger i min personlige top-3 over øl, jeg nogensinde har smagt! Det siger nærmest sig selv, at den er en vældig god øl at lægge til modning nogle år. Faktisk er det nærmest barnerov at åbne en flaske fra det samme år, og der er ingen undskyldninger, for årgangen står anført på etiketten. Allerede efter et år er der sket en tydelig udvikling i hele dens udtryk, og efter flere år bliver den efterhånden mere kompleks og portvinsagtig. Det kan virkelig betale sig at gemme den nogle år. Hvor længe er smag & behag, men vi har fået den første bryg fra 1989 flere gange, og den er absolut stadig en nydelse og sjælden delikatesse. 1989'eren har stort set ingen kulsyre men til gengæld en del bundfald, så den skal stå oprejst i mindst et par timer før man åbner den.
Kasteel Donker er for os "den rigtige Kasteel", og den er en virkelig god øl, som det heldigvis også er ret let at få fat på i Belgien. På Grand Place i Bruxelles kan man endda få den på fad i liter-krus, hvilket altså svarer til ca. 7 genstande! Det er blevet lidt af en tradition i vores ølklub at drikke sådan et glas hvert år. En anden tradition er at tage ud til selve slottet, hvor den kommer fra. Det ligger i Ingelmunster i Flanderen vest for Bruxelles, og ud over slottet huser byen også et ret velassorteret øl-lagerudsalg, som har mange af områdets gode øl. Her plejer vi gerne at erlægge nogle tusinde kroner, når lageret derhjemme skal fyldes op.


