|
Rodenbach bryggeriet ligger i Roeselare i Flanderen i det vestlige Belgien, og de laver en god repræsentant for en meget speciel type af øl, nemlig rød ale fra Flanderen. Fælles for øl af denne type er, at de ud over at have en smuk mørkerød farve alle er utrolig friske samt på en gang syrlige og søde. Man kan stort set ikke mærke nogen bitterhed fra humlen. Hvis man er meget konservativ med indgroet pilsnerkultur, vil man nok blive temmelig overrasket over at smage denne type øl. De minder ikke om noget andet, og skal absolut prøves, hvis man får chancen. Rodenbach laver i øjeblikket to bryg:
- "Almindelig" Rodenbach (5% vol.) er en meget
frisk syrlig/sød rød ale, som skal drikkes kold. Den er af den
kendte ølanmelder Michael Jackson blevet betegnet som "The most
refreshing beer in the world". Og når man smager den, er man ikke
i tvivl om hvorfor. Den er virkelig helt utrolig frisk!
Den laves af en blanding af to tredjedele ung bryg og en tredjedel lagret bryg, som har ligget til modning ca. 3 år i gigantiske egetræsfade, hvoraf de største rummer op til 60000 liter! Den lagrede bryg er en del mere syrlig, og det er især herfra, at Rodenbach får sin friskhed. - Rodenbach Grand Cru () er den rene lagrede Rodenbach-bryg, som har modnet i ca. 3 år. Hvor den almindelige Rodenbach kun indeholder en tredjedel, er dette den rene vare. Den er udpræget syrlig men har stadig lidt sødme tilbage, som gør den meget velsmagende. Den skal drikkes kold, og virker da dejlig frisk. For den nye ølentusiast er Grand Cru måske ikke helt så tilgængelig som den almindelige Rodenbach, men de fleste vil komme til at sætte pris på denne enestående øls kvaliteter.
I sommeren 2002 var ølklubben på besøg i bryggeriet i Roeselare,
og det kan jeg anbefale til andre. Der er meget at se, og der er
mulighed for at få svar på meget detaljerede spørgsmål. Inden selve
rundvisningen ser man en lille film om familien Rodenbach og deres
liv og virke og historiske betydning. Dette tager ca. et kvarter og
er ret poppet efter min mening. Bagefter er man på en rundvisning ,
af ca. en halv times varighed. Bl.a. lagerhallerne er meget
imponerende med kæmpe egetræsfade, hvoraf de største hver rummer
60000 liter (nok til at udskænke en hel 0.25 l øl til alle i Århus)!
Til sidst byder huset på en fadøl af hver af de to varianter.
Man skal nok ringe og bestille tid i forvejen. Der står et
telefonnummer på bagetiketten af hver flaske Rodenbach.


