··· Fri software ···

GNU og Tux
No E-patents! GNU Emacs Valid HTML 4.01! Valid CSS!

Indholdsfortegnelse:

  1. Indledning og Forhistorie
  2. Hvad Er Fri Software
  3. Hvordan Fremstilles Fri Software
  4. Åbne Standarder
  5. Et Pricipielt Valg
  6. Hvad Er Linux

1. Indledning og Forhistorie

I løbet af de sidste par år er jeg blevet opmærksom på en bestemt problemstilling angående software, politik og ikke mindst friheden til at være bruger af software uden at skulle tages som gidsel af folk, hvis eneste mål er at tjene penge. Det, jeg taler om, er fri software, hvor "fri" har betydningen "fri som frihed". Det er en blanding af ren liberalisme, socialisme og ultimativ frihed. Dog har det ikke umiddelbart noget som helst at gøre med politik eller politiske ideologier!

For at kunne diskutere frihed i software, er det nødvendigt at forstå, hvad et program egentlig er, og hvordan, det er kommet til verden. Et computerprogram er som regel skrevet af en programmør, som har siddet og skrevet en masse kode (kaldet "source code" eller "kildetekst") i et eller andet programmeringssprog som f.eks. denne her lille brudstump, som er skrevet i programmeringssproget C. (Prøv ikke at forstå nedenstående kode. Det er bare et eksempel på, hvad kode er):

  for(i=0; i=npos; i++) {
    sposswap[i] = i;
  }
  for(x=0; x<(npos-1); x++) {
    for(i=0; i=npos; i++) {
      j = random_number(npos);
      a = sposswap[i];
      sposswap[i] = sposswap[j];
      sposswap[j] = a;
    }
  }

Programmeringssprog af denne type er til at behandle for mennesker, og især hvis man er programmør. Computere derimod forstår intet af det ovenstående direkte. Det må først oversættes (compileres) til maskinkode, hvilket er en binær kode bestående af bare 1'er og 0'er. Denne binære "eksekverbare" fil kan computerens processor håndtere, men den er til gengæld stort set umulig for mennesker at læse, når den først er blevet oversat til maskinkode. Dvs. hvis man vil ændre et program, er man nødt til at have kildeteksten, som man så kan rette i og dernæst compilere til binær fil. Har man kun den ulæselige binær-fil, er man kun i stand til at køre programmet, kopiere det og slette det igen.

I gamle dage i computerens ungdom i tresserne og halvfjerserne var det meget normalt, at alle programmer havde medfølgende kildetekst, fordi programmerne ofte skulle kunne køres på forskellige typer maskiner, og fordi der endnu på det tidspunkt ikke var det samme marked for salg af software, som der er idag. Desuden var de fleste computerbrugere hackere, som selv skrev de fleste af de programmer, de skulle bruge, og da hackere generelt er venlige mennesker, opstod en "hacker-etik", som bl.a. lagde vægt på at hjælpe hinanden og dele programmer og koder med sine medhackere. (En "hacker" er en person, som er god til at programmere, og som kan lide at programmere for sin egen fornøjelses skyld. Det bliver især i medierne desværre ofte forvekslet med begrebet "cracker", som er en hacker, der bruger sine evner til noget ulovligt.)

Men senere hen, da computere blev billigere og mere udbredte, opstod et software-marked, som voksede sig stadigt større med det voksende antal brugere. Brugernes profil ændredes efterhånden også, således at de i større udstrækning behøvede andre programmører til at lave programmerne til sig, og dermed var grunden lagt for de store softwarefabrikanter, som her begyndte at dukke op. Med det større marked, var der også flere penge at tjene, og de store software-fabrikanter baserede sig på, at de kunne tjene en hel masse penge, hvis de nu kun solgte de eksekverbare binærfiler og så licenserede deres programmer, således at det nu ikke længere skulle være lovligt for brugerne, som køber programmet, at kopiere det eller at se kildeteksten. Dermed ville enhver bruger af programmet være tvunget til at købe det af producenten, underskrive registreringer, non-disclosure agreements og alle den slags ting. Enhver, som overtrådte licencerne, ville kunne slæbes i retten og risikerede krav om bøder og erstatninger.

Problemet for et bruger-perspektiv er nu, at det med disse licencer ikke længere er muligt for brugeren at dele programmet med andre eller ændre det, hvis det skulle være nødvendigt. Softwareproducenternes argument er, at det koster en masse penge at have dyre programmører til at sidde og skrive programmer, og dyre reklamefolk til at reklamere for dem, og at brugerne som følge deraf skulle tvinges til at betale, for at få det til at køre rundt økonomisk for producenten. Resultatet blev, at langt de fleste brugere ulovligt kopierede licenceret software og dermed gjorde sig selv og hinanden til kriminelle.
Det er blevet så indgroet og almindeligt, at de fleste mennesker idag ikke tænker nærmere over det, men jeg og mange andre mener ikke, at det nødvendigvis behøver at være sådan. Der er faktisk en bedre, billigere, og langt mere effektiv måde at lave programmer på, som samtidig også gør det lovligt for brugerne at hjælpe sig selv og hinanden. Resultatet af denne type programmering kaldes "fri software", og dette vil jeg beskrive i det følgende.

[Toppen af siden | Et afsnit op]

2. Hvad Er Fri Software

Fri software skrives i den gode hacker-etiks ånd af en eller ofte flere hackere, som så til sidst licencerer deres produkt under GPL-licensen, hvorved programmet kaldes "frit". GPL er en forkortelse for "General Public License" og er en slags omvendt copyright (den kaldes også nogle gange for "copyleft -- all rights reversed" for at understrege dette forhold). Hvis et program licenseres under GPL, er brugerne beskyttet imod, at nogen begrænser brugen og rettighederne til programmet. Det betyder bl.a.,

Det er altså brugeren og ikke "producenten", som står stærkt med GPL i hånden. Det er klart, at denne licens i modsætning til alle de kommercielle licenser ikke er udformet til at skulle tjene penge, men derimod for at beskytte brugerne. -- Beskytte brugerne imod folk, som vil begrænse brugernes frihed til at gøre med programmet, som de vil. Den grundlæggende tanke er altså, at brugerne har ret til at gøre med programmet, hvad de vil, så længe dette ikke begrænser andre brugeres rettigheder til det samme. Et program er jo mest værd, hvis det er til gavn for så mange brugere som muligt med så få restriktioner som muligt. Denne filosofi udspringer direkte af den frie hacker-etik, hvor enhver deler med - og hjælper sin nabo, f.eks. fordi man ved, at man selv en dag får brug for hjælp.

GPL er forfattet af det legendariske geni og mesterhacker Richard Stallman, som ud over at have skrevet nogle meget gode og berømte programmer også er stifter af The Free Software Foundation (FSF) og af GNU projektet. Stallman var en af de første til at indse, hvor det var ved at bære henad med den agressive måde, hvorpå softwarefirmaerne i stadig stigende grad licenserer og restringerer brugernes rettigheder og farer frem med retssager og krav om kæmpeerstatninger imod enhver, som bliver taget i at bryde licensbetingelserne. Desuden begyndte software, som altid havde været frit tilgængeligt pludselig at blive proprietært. Mange nye computere begyndte at komme med deres eget proprietære styresystem, som man skulle skrive non-disclosure agreements for at bruge. Dvs. for at bruge sin computer måtte man først love ikke at hjælpe sin nabo, og hvis man gjorde, var man en pirat. Og hvis man derefter ønskede programmet modificeret for at tilpasses ens behov, måtte man trygle producenterne om at lave ændringerne. For at kæmpe imod disse begrænsninger af brugernes frihed besluttede han sig for selv at skrive et frit styresystem, som alle skulle have mulighed for at købe, downloade, kopiere og sælge, så der da i det mindste er et alternativ til proprietær software. Dette betød i 1984 starten på GNU projektet. Det frie styresystem skulle efterligne det veletablerede proprietære styresystem, UNIX fra slutningen af tresserne, fordi UNIX var det bedste, der fandtes bortset fra, at det var (er) proprietært og ekstremt dyrt at købe. "GNU" er en rekursiv forkortelse for "GNU's Not Unix". GNU kører økonomisk ved donationer og salg af deres frie software (husk, at man sagtens kan tjene penge på salg af frit software), og de har lavet en gigantisk bunke aldeles glimrende software af meget høj kvalitet, som man enten kan downloade fra deres hjemmeside eller købe i større eller mindre portioner. Et styresystem med GNU software og en Linux-kerne hedder "GNU/Linux" og kendes populært bare som "Linux". "Kernen" i et styresystem er en forsvinende lille, men helt central del, og Linux-kernen er skrevet af den navnkundige finske hacker Linus Torvals i 1991. Linux-kernen, som blev licenseret med GPL, blev derefter sat sammen med GNU-software til det GNU/Linux, vi kender idag.

GNU symboliseres i hackerkredse ikke overraskende med en hacker-gnu eller super-gnu, og Linux med den søde pingvin Tux. (Se billedet i toppen af siden.)

Det er vigtigt at bemærke nødvendigheden af en "fri" licens som GPL, idet det jo står ethvert softwarefirma frit for at kræve rettighederne til et ikke-licenseret program, seledes at det så pludselig ikke længere er frit.

[Toppen af siden | Et afsnit op]

3. Hvordan Fremstilles Fri Software

Fri software starter som regel med en eller flere personer, som synes, at det kunne være fedt, hvis der eksisterede et program, som kunne et eller andet smart. Den/disse person(er) sætter sig så ned og begynder på projektet, som de naturligvis licenserer under GPL. Når de så har en nogenlunde brugbar skrabet version klar, lægger de den public på en hjemmeside eller en ftp-server, så alle og enhver kan hente programmet og koden ned og teste det og evt. rette i deres egen kopi af koden, hvis de synes, at der mangler noget. Ret hurtigt vil der så typisk være en hel masse mennesker, som har gennemtestet programmet og kommet med alle mulige forbedringer og udvidelser, som de jo kunne lave, fordi de havde en kopi af den oprindelige kildetekst til rådighed. Alle disse forslag sendes så tilbage til den oprindelige gruppe folk, som så beslutter, hvilke gode ting, der skal med i den næste version af programmet.
Den næste version lægges så public, og så kører det på samme måde, indtil projektet bliver lukket ned og programmet er færdigt. Mange programmer bliver til stadighed videreudviklet, så der relativt ofte kommer nye versioner, som man kan hente frit, hvis man har lyst.

Denne frie måde at udvikle software på er meget smart af mange grunde:

Et eksempel på, hvordan fri software fremmer alsidigheden, er det væld af brugerflader og utrolig konfigurerbare window managers, som findes til GNU/Linux. Fordi forskellige mennesker har forskellig smag og forskellige behov, er det en god ting, at brugerne selv kan udvikle det "look and feel", de synes om. I Windows og Mac kan man også skifte farver, baggrundsbillede og lignende, og som noget nyt kan man også få et begrænset udvalg af themes (temaer). Men grundlæggende kan man kun ændre de få ting, som producenten på forhånd har bestemt, at man skal have mulighed for at ændre.
Hvis du ønsker at vide mere om temaer til nogle af de mest udbredte window managers til GNU/Linux, kan du prøve www.themes.org eller prøve at søge på f.eks. "window manager themes" og evt. navnet på ens favorit-brugerflade/window manager.

Hvad med forking/branching? "Forking" eller "branching" betegner det problem, hvor mange forskellige ikke-kompatible versioner af et program er i omløb, og hvor ingen ved, hvilken de selv eller andre har. Heldigvis har dette indtil nu ikke vist sig at være noget større problem i frit software som f.eks. GNU/Linux. Det er straks meget værre med Microsofts programmer, fordi de hele tiden skifter standarder (se næste afsnit). Ligesom der i fri software ikke er nogen kunstige ting, som iværksætter branching, er der heller ikke nogen kunstige ting, som forhindrer, at det bedste fra eventuelle branches senere kan samles igen til en forbedret officiel version.

[Toppen af siden | Et afsnit op]

4. Åbne Standarder

Det er imidlertid ikke helt nok at have frie programmer. Man er også nødt til at have frie standarder for fil-formater. Det er den eneste måde, hvorpå man f.eks. frit kan udveksle dokumenter imellem forskellige styresystemer. De forskellige programmer genererer forskellige filformater alt efter, hvad filerne skal bruges til. F.eks. er der forskellige filformater, som egner sig specielt godt til forskellige former for tekstdokumenter, og andre formater er gode til billeder, lyd, film osv. Det er meget vigtigt, at disse filformater dokumenteres åbent og gøres frit tilgængelige, hvis brugerne skal have glæde af dem. Ellers kan man jo ikke skrive programmer, som kan tilgå filer af disse typer. Et sådant filformat bliver en standard, hvis det bliver udbredt, så alle får mulighed for at benytte filformatet på flest mulige måder. Eksempler på åbne standarder er filformater som pdf, PostScript (ps), dvi, ascii, tex, HTML, XML.
Alle kan jo skrive et program til et bestemt filformat, forudsat at dette format er åbent. Dvs. man får som bruger et bredere udvalg af applikationer til at håndtere disse filer end kun netop de(n) standardapplikation(er), som formatets ophavsmænd har lavet.

Med lukkede eller patenterede formater er det en noget kedelig affærde, for da er det ejerne af filformatet, som bestemmer, hvordan de filer skal tilgåes. De er jo de eneste, som kan lave programmer til de formater. Dvs. de bestemmer dels, præcis hvordan programmerne skal virke og se ud, men også på hvilke vilkår næste version af programmet skal være tilgængeligt, hvis der altså i det hele taget skal være en næste version.
I denne forbindelse er det jo problematisk, at Microsoft på denne måde faktisk ejer stort set alle vore personlige oplysninger, som er lagret på kommunale Windows-baserede computere, fordi de egenhændigt er herre over vores adgang til dem nu og i fremtiden (hvis vi altså vil benytte deres software i fremtiden).

Rigtige standarder - ikke kun i forbindelse med software - kommer med bredest mulig adgang, således at så mange mennesker som muligt kan bruge det. Det er jo en kendt sag, at udbredelse af et produkt sker ved fri adgang og ikke ved patentering, hemmeligholdelse og restriktioner. Det er interessant, at Bill Gates selv i sin midt-90'er-bog "Grib Fremtiden" nævner IBM som et skoleeksempel på, hvordan man ved hæftig patentering faktisk afskar sig selv fra pc-markedet, fordi man derved ikke kom til at dominere "de facto standarden", fordi deres priser var for høje. Man kan sige, hvad Bill Gates også gør mere eller mindre direkte, at IBM i den forbindelse blev straffet for sin grådighed og blev overhalet indenom.
Dette er interessant, fordi Microsoft selv nu ikke kører med rigtige standarder. Dels er de ikke åbne, hvilket som før beskrevet er et problem i sig selv, men de er faktisk heller ikke engang rigtige ordentlige standarder, fordi de hele tiden skifter! Hver gang der f.eks. kommer en ny version af MS Word eller Excel, skifter filformatet ("*.doc" for Word's vedkommende), seledes at ældre versioner af programmet ikke altid kan åbne dokumenter frembragt af en nyere version. Hvem kender ikke irriterende eksempler på dette i forbindelse med at få tilsendt et sådant dokument som vedhæftet fil til en mail, som så ikke kan åbnes, fordi du ikke har den nyeste version af MS Word. Det er en dårlig ting sådan at antage ting og sager om andre brugere (at de f.eks. kører en bestemt version af et bestemt program), når man skal snakke med dem. Denne form for tvungen opgradering burde de fleste brugere se som et meget større problem, end de tilsyneladende gør, når man tager prisen på den nyeste version af MS Word i betragtning. Den eneste grund til, at mange brugere ikke skænker dette problem større bekymring, er, at disse brugere faktisk gør sig selv til kriminelle, når de låner en kopi af den nyeste office-pakke af en ven. Skulle de følge reglerne, skulle de ned i en butik og betale kr. 2217,- for en upgradering til MS Office XP/DA W32 eller kr. 4382,- for en ny version (priser pr. 25/11 2002). Dette er hampre priser for de fleste, men for mange brugere er det efterhånden blevet tilvænning at kriminalisere sig af den grund. Men det burde slet ikke være nødvendigt!

Et andet problem er, at f.eks. Microsoft faktisk også kan gå hen og ødelægge en åben standard ved at "udvide" den med alle mulige forskellige "features", som så til gengæld ikke er åbne. Dermed kan disse dokumenter igen kun håndteres af Microsofts egne programmer.

[Toppen af siden | Et afsnit op]

5. Et Principielt Valg

For mig og mange andre brugere af fri software er det ikke kun et spørgsmål om pris, kvalitet og åbne standarder eller muligheden for at hacke i sourcen. Det er også et spørgsmål om principper og især et krav om frihed. Det er friheden til at hjælpe mine venner og til at få hjælp ved at dele fri software med hvem, jeg har lyst til. Når jeg nu en gang har anskaffet mig noget software ved enten kopi, køb eller download, så vil jeg have friheden til at betragte dette stykke software som mit eget. Dvs. jeg vil have friheden til at kopiere det, ændre det eller give det væk til andre. Det er ikke nødvendigvis sikkert, at jeg rent faktisk benytter mig af det, men jeg vil have friheden til det. Andre skal ikke bestemme, hvad jeg skal gøre med mine egne ting. Prøv nu at overveje følgende analogier:

  1. Hvis jeg f.eks. køber et brød hos en bager, forventer jeg også, at jeg kan gøre med det, hvad jeg vil efterfølgende. Jeg kan vælge at spise det hele selv, dele det med mine venner eller give det hele væk til andre. Jeg vil også have friheden til at bruge det i enhver sammenhæng, jeg har lyst til og spise det med det pålæg, jeg bedst kan lide. Desuden skal min bager ikke blande sig i, om jeg finder på at sælge en sandwich lavet af dette brød eller bytte den væk for noget andet.
  2. Hvis jeg får lyst til at have en bestemt slags blomst i min have, kunne jeg jo altid fremavle den selv, til den ser ud, som jeg vil have den. Dette arbejde er dog yderst langsommeligt og besværligt, hvis man ikke er gardner, og derfor kan jeg heldigvis benytte mig af, at nogle andre har gjort dette arbejde engang før. Alt, hvad jeg behøver, er derfor blot at erhverve mig en "kopi" af denne type blomst på en planteskole eller hos en ven med have. Når jeg nu har plantet min blomst ud i haven, er der heller ingen, som skal kræve af mig, at jeg ikke senere forærer den væk eller giver/sælger frø fra den eller ændrer på den ved f.eks. at krydse den med en anden plante.

Disse eksempler illustrerer basale friheder, som de fleste tager for givet i alle mulige andre sammenhænge end software, men jeg mener ikke, at der behøver at være en forskel! Med fri software har jeg alle disse friheder, og det sætter jeg pris på.

Bemærk:Jeg går ikke ind for, at man skal kopiere proprietært software, da dette er licenseret, så det ville være strafbart. Jeg mener derimod, at man så vidt muligt skal undgå at bruge proprietært software, for der er ingen grund til at bruge det, når man kan få noget, som er frit (og som sikkert alligevel også er bedre). Ligesom vi alle har vores basale friheder med fri software, har vi heldigvis også friheden til at nægte at anskaffe og bruge software, som ikke giver os den frihed, som vi med rette kan forvente.

Fri software kommer til verden, fordi nogen synes, det er sjovt at lave og fordi man har et ønske om at hjælpe andre mennesker med at løse nogle af de samme problemer og opgaver, som man selv har. Den eneste grund til, at nogle vælger at licensere sit software på en proprietær måde, udspringer dybest set i grådighed samt ønsket om kontrol over brugerne ved at indføre alle mulige restriktioner og begrænsninger, selvom folk har betalt penge for at købe det. Dette, synes jeg ikke, er særlig beundringsværdige idealer. Det vil jeg simpelthen ikke betale for!
Når mange ikke normalt tænker over, at deres friheder bliver begrænsede, skyldes det som regel mindst en af to ting: At de ikke respekterer licenserne og kopierer og deler proprietære programmer, som de selv lyster (og derved overtræder loven), eller det skyldes, at konceptet copyright/ophavsret sidder så dybt i dem, at de tror, at copyright automatisk også har en berettigelse indenfor software. Jeg mener dog, at det er en vigtig pointe, at copyright faktisk slet ikke har sin berettigelse indenfor software-området. Copyright blev ikke indført for at gøre fabrikanter rige men for at gavne samfundets udvikling! Men det forholder sig faktisk sådan, at samfundet ikke udvikler sig hurtigere ved at skabe monopoler eller ved at holde viden hemmelig. Det er en erkendelse, hvis gyldighed vi igennem de sidste mange år har set utallige eksempler på.
Copyright og patenter baserer sig på den myte, at det altid koster penge at udvikle nye produkter, hvorfor man efterfølgende er nødt til at sikre en vis indtægt i forbindelse med salg. Men nu er samfundet anderledes, end det var, da copyright blev opfundet! Efter internettets opståen koster information ikke det samme som tidligere. Det er blevet utroligt nemt og omkostningsfrit at dele store mængder information med mange mennesker på en effektiv måde. Som det er tydeligt for enhver, behøver det ikke at koste noget at producere god software: Fri software eksisterer jo og bliver produceret over hele verden. Idet software kan kopieres, koster det ikke noget for "producenten" at lægge det ud til fri download på en hjemmeside. Det koster ikke noget at give det væk. På denne måde adskiller software sig fra mange andre produkter.

I virkeligheden er det heller ikke et ønske om at skaffe en levevej, som får softwarefirmaer til at licensere deres produkter. Det er snarere et ønske om at tjene helt fantastisk mange penge og blive lige så store som Microsoft. Men brugerne får ikke noget ekstra ud af at betale penge til store firmaer og smarte reklamefolk, for kvalitetsmæssigt er det ikke et bedre produkt, man køber af et firma. Snarere tværtimod, da det ikke er produceret på den gode selvudviklende måde som fri software.

I forhold til musik og litteratur er der en vigtig forskel. Det kan også kopieres, men forskellen er, at da det er kunst, kan det kun fremstilles på en ineffektiv måde, hvor kun ganske få eller måske bare en enkelt person laver alt arbejdet selv. Hvis det tager 1000 timer at producere et værk, er kunstneren nødt til at bruge alle de 1000 timer på det selv. Hvis derimod 50 hackere verden over deles om arbejdet, skal de på grund af internettets muligheder for at dele information kun bruge 20 timer hver.

Men hvad med garantier? Har man ikke bedre kvalitetsgaranti ved at købe sine programmer af en "velrenomeret softwarefabrikant"? - Nej, overhovedet ikke. Hvis man læser betingelserne i en licens fra et hvilken som helst softwarefirma, så står der udtrykkeligt, at der absolut ingen garantier gives for nogen form for tabt data, ødelagt hardware eller lignende i forbindelse med brugen af deres produkter. Kort sagt gives der ingen garantier af nogen art for, at der er noget som helst af det, de sælger, der virker. En af mine kammerater har således også været udsat for, at have købt en original MS Windows diskette fra en autoriseret forhandler, hvor disketten ud over et styresystem også indeholdt en virus!

Fri software giver heller ingen garantier, men min pointe er, at det er falsk tryghed at tro, at man betaler for nogen form for garanti, når man køber proprietært software. Det vil være en stor fejl at tro, at man ville kunne slæbe eksempelvis Microsoft i retten, fordi man mener, at deres produkter ikke lever op til forventningerne.

Rigtig kvalitet og sikkerhed kommer fra ordentligt gennemtestede programmer som f.eks. fri software. Jvf. f.eks. dette citat fra David Kastrup, forskningsenginør, Bochum, Tyskland i forbindelse med "The Internet Week" (http://www.techweb.com/se/directlink.cgi?INW19990329S0050), som sammenligner kvaliteten af Windows NT med Linux:

»Risk aversion is what dictates you use Linux and other open products, rather than NT. The risks with NT are entirely out of your control, and there is nobody you could sue if anything goes wrong. Why people still believe the myth that Windows in any form offers any bit of accountability "more" than Linux is a complete riddle to me.«

Er fri software mulig? Ja, på grund af internettet og den frie adgang til at dele information effektivt der. I starten af internettets historie var der også nogle, som tvivlede på dets muligheder, hvis der ikke lå kommercieller interesser og privat kapital bag. Men det viste sig, at der ikke behøvede at være nogle restriktioner eller kontrol for at få det til at fungere, som det gør idag. Faktisk er der endda penge at tjene på det.
Der er også penge at tjene på fri software. Det kan godt være, at der ikke er helt så mange penge i det i øjeblikket som programmør. Og hvad så? Gode programmører skal nok finde gode jobs. Brugerne behøver ikke at betale for, at middelmådige programmører bliver rige.
At der er penge i fri software, viser f.eks. det, at IBM i 2001 investerede 1 milliard dollars i at få GNU/Linux til at køre på alt deres nye hardware af servere, pc'ere, labtops osv. Det ville de nok ikke gøre, hvis de ikke troede på, at fri software var mindst en milliard dollars værd for dem.
Et andet eksempel på tilliden til fri software er, at den franske centraladministration helt har lagt om til GNU/Linux, samt at den tyske regering officielt har opfordret delstaterne til også at lægge om til at bruge fri software. Et par danske kommuner er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvordan de også skal omlægge deres systemer, idet der er millionervis af kroner at spare årligt for hver kommune, og man ikke skal bekymre sig om, om Microsoft skulle finde på at stramme sine licenser yderligere. Det er jo i forvejen sådan, at man skal have en licens til hver enkelt maskine! Desuden kan nævnes, at den internationale rumstation ISS baserer sin computerkraft på GNU/Linux.
Man kan desuden selv få en indirekte prøve ved at bruge verdens mest brugte www-søgemaskine, Google, som består af over 7000 GNU/Linux-maskiner sat sammen. Det er i øjeblikket den hurtigste og bedst dækkende søgemaskine over www, som findes idag.

[Toppen af siden | Et afsnit op]

6. Hvad Er Linux

GNU/Linux er et frit styresystem baseret på frit software hovedsageligt produceret i forbindelse med GNU projektet. Kernen i styresystemet (den lille centrale del, som får systemet til at kommunikere med maskinens processor) er skrevet af den finske hacker Linus Torvals i 1991, og da GNU på det tidspunkt ikke selv havde en kerne, besluttede man at inkorporere Linux-kernen i GNU-systemet til det styresystem, vi i dag kender som GNU/Linux.

Til forskel fra de fleste andre styresystemer i dag er GNU/Linux opbygget naturligt som et flerbrugersystem, hvilket gør det skabt til netværk som både pc, server, terminal til såvel hjemmebrug som til store organisationers computersystemer.
Styresystemet er et professionelt system af meget høj kvalitet, hvis udbredelse er vokset utrolig hurtigt med internettets udvikling. I dag er der hundredetusindvis af private Linux-brugere rundt om i verden, og Apache Linux webserveren står i dag (november 2002) for ca. 65 procent af samtlige aktive webservere på internettet (se http://www.netcraft.com/survey ). Nummer to er Microsofts server, som ligger på ca. 25 procent. Denne overvældende majoritet skyldes naturligvis, ud over at Apache er fri (og dermed gratis), at det er den bedste. Til at administrere interne netværk er GNU/Linux også ethvert andet styresystem langt overlegent, hvorfor det også bliver brugt på bl.a. de fleste naturvidenskablige institutter rundt om på verdens universiteter. En stor fordel er, at systemet kører med en enkelt systemadministrator som superbruger, og hver bruger har en helt afgrænset brugerkonto med rettigheder til egne filer på et delt filsystem. Dette betyder, at det ikke gør nogen forskel for brugeren, hvilken maskine man bruger som terminal, eller hvilken server på netværket, man logger ind på. En bruger kan heller ikke slette eller modificere nogen systemfiler, men har mulighed for ellers at installere og opsætte sine egen personlige programmer præcis som han lyster. Og dette indvirker ikke på andre brugeres opsætninger! Hver bruger kan desuden selv definere rettighederne til sine egne filer således, at der kan gives skrive-, læse- og/eller udførelses-rettigheder til andre grupper af brugere, hvis man ønsker det. Det er RIGTIG smart!

Når man nu har dette frie styresystem og al denne frie software, hvordan kan man så vide, hvad man skal bruge for at have et fuldt operationelt system? Der er jo intet firma til at "pakke det hele" for en. - Nej, der behøver ikke at være nogen til at pakke det for dig, hvis du helst selv vil downloade alt, hvad du skal bruge. De fleste brugere er dog imidlertid helst fri for dette, og derfor er der en del firmaer, som baserer sig på at gøre dette arbejde for dig. Dvs. der er en masse firmaer og organisationer med indsigtsfulde mennesker, som har deres meninger om, hvad man skal have af software-pakker for at have et helt komplet system. Disse firmaer downloader og samler så hele tiden de nyeste og bedste versioner af de programmer, som de mener, skal med til en "Linux-distribution". Alt dette lægger de så ned på nogle CD-ROM'er, som du og jeg kan downloade eller købe, hvis vi har lyst. Langt de fleste brugere i dag anskaffer deres Linux fra en eller anden form for færdig distribution. Så er det nærmest bare at smide CD'erne i computeren og installere, vupti og rock 'n roll! Den væsentligste forskel på en del af de forskellige distributioner er faktisk bare installationsprogrammet.

Nogle distributioner går lidt videre og laver også selv nogle programmer, som de selv mener, at man af en eller anden grund ikke kan leve uden. Det er jo en skøns- og smagssag, om man er enig med dem. Ellers vælger man bare en anden distribution.

Nogle af de mest almindelige distributioner er

Disse kan normalt erhverves for et sted mellem 40 kr. og 600 kr. alt efter, om man man blot ønsker CD'erne, eller om man også vil have teknisk support, trykte manualer og ekstra CD'er med endnu flere programmer end standard-distributionen. Man kan selvfølgelig også få det hele kopieret af en ven, da der jo ikke er nogen copyright, eller man kan selv downloade hele distributionen, hvis man har en god og billig internetforbindelse. Et godt sted at købe Linux-CD'er er som ovenfor nævnt f.eks. Linuxpusher.dk.

Min egen gamle pc kører Red Hat 7.1, som jeg har fået af en kammerat, der købte det ved Linuxpusher.dk for 40 kr. Det kører fortræffeligt på min gamle Pentium 166. Min nye 1300 MHz pc kører Mandrake 9.1 og Red Hat 7.1.

GNU/Linux er et flerbrugersystem, og kan som server styre et langt større antal terminaler med meget større stabilitet end et hvilket som helst andet ikke-UNIX system. Det giver ægte multitasking, hvilket gør, at en fejl i et program ikke trækker hele systemet ned, som det jo er almindeligt kendt hos flere andre berygtede operativsystemer.
Som sagt er Linux ved at blive det naturlige valg for centraladministrationer i stadigt flere lande samt i visse kommuner i DK også. Den Internationale Rumstation ISS kører også som mange store firmaer og universiteter verden over Linux, ligesom størstedelen af internettets webservere i dag. Denne tendens er stigende. Sætter man mange (små) Linux-maskiner sammen i et cluster, har man lynhurtigt en billig og uhyre kraftfuld supercomputer, hvilket man har fundet ud af i bl.a. danske DTU, samt da man i USA lavede verdens største www-søgemaskine Google.

Men ud over at være meget stabilt og effektivt, er der også mange andre gode ting ved Linux. Alle fordele ved fri software generelt gælder specielt også for Linux, da Linux jo er frit. Men der er også andet, der gør sig gældende:

En udbredt misforståelse udenfor Linux-miljøet er, at man skal være hacker for at bruge Linux. Dette er ikke rigtigt. Bare fordi mange hackere bruger Linux, er det ikke det samme, som at man skal være hacker for at bruge det. F.eks. vil jeg overhovedet ikke betragte mig selv som nogen form for hacker. At mange hackere bruger Linux skyldes nok snarere, at de ved, hvad der er godt ;-) Lige gyldigt hvilket operativsystem, man bruger, er det en fordel at være en hacker, og dette faktum gælder naturligvis også for Linux. Har man problemer med Linux, er der imidlertid altid en løsning frit tilgængelig af flere grunde:

Skal jeg bruge GNU/Linux? - Det kommer nok an på, hvem du er. Hvis du er administrator for et computernetværk med flere brugere, bør du nok overveje det meget kraftigt! Er du en privat hjemmebruger, må det være op til din egen personlige smag, pengepung og samvittighed, hvad du vil bruge. Hvis du køber proprietært software, må det være ret dyrt i længden. Hvis du kopierer proprietært software, er du kriminel, og det må vel en lettelse at kunne pleje sin interesse for computere uden at skulle kriminaliseres af den grund.
Jeg skal ikke bestemme, hvad andre mennesker skal bruge, men jeg vil ikke tages som gidsel i store firmaers grådige kamp om milliarderne, for det er ikke penge, som hverken jeg eller nogen anden bruger har gavn af at betale. Endelig er det vel også en naturlig ting som (for)bruger at tænke over, hvorfor det lige er, at man bruger dette eller hint kommercielle eller ikke-kommercielle produkt. - Også på sin computer.

Happy hacking!

[Toppen af siden | Et afsnit op]