··· Grejsdalsløbet 2011 ···

No E-patents! GNU Emacs Valid HTML 4.01! Valid CSS!

Den 15. maj kørte jeg for anden gang motionscykelløbet Grejsdalsløbet, 130 km-ruten. Denne rute var dog ændret en hel del siden sidste år og var dermed blevet mere bakket lidt mere teknisk. Starten var som sidste år ud af byen gennem Grejsdalen, hvorefter man kørte mod øst og over bakkerne tilbage mod vest ind gennem Bredballe og tilbage ind i byen. Her kører man over havnen og ud til Munkebjerg og rundt i en sløjfe, der ender inde i Vejle igen. Man kører herefter op ad Kiddesvej og ud sydvest for Vejle på 70 km-ruten, som man følger til mål.

Sidste år kørte jeg daværende 133 km-rute med små 33 km/t i snit, og dette ville jeg naturligvis gerne forbedre i år, men jeg vidste faktisk ikke, at den nye rute var endnu mere kuperet. Desuden blæste det så rigtig meget i år, og vi rendte også ind i et par regnbyger undervejs. Jeg startede i en seeded startgruppe baseret på sidste års resultat, hvilket, jeg regnede med, ville gøre de andres formåen mere homogen og tættere på min egen, så det ville blive lettere at finde ind i en stor gruppe med en passende hastighed. Det lykkedes egentlig også ret godt, indtil vi kom til Munkebjerg. Startgruppen blev delt efter de første par bakker, og jeg sørgede for at komme med de forreste.

Når vi kom til nogle større bakker, satte jeg mig lidt frem og sparede derfor lidt energi ved op ad bakken at lade mig falde ned til midten af gruppen. Denne taktik slog dog lidt fejl op ad Munkebjerg, hvor gruppen desværre gik hen og knækkede helt i stumper og stykker. Jeg havde en god fornemmelse af at sidde midt i gruppen på toppen og regnede med at få lidt hjælp bagfra til at hente de forreste, men der kom bare ikke nogen bagfra, for de var desværre helt væk. Gruppen var uheldigvis brækket lige bag mig, uden at jeg fik orienteret mig om det. Det var lidt urutineret. Det er faktisk ved at ske på billedet herunder, hvor jeg sidder i næstsidste position:

Jeg forsøgte over 8-10 km at køre alene op, men i modvinden kunne jeg simpelthen bare ikke lukke hullet, som ellers var nede på 200 meter, da det var mindst. Jeg sad længe over grænsen, og da jeg endelig kunne se, at der kom en gruppe bagfra, besluttede jeg mig til at opgive det umulige forehavende og falde tilbage og håbe, at jeg med gruppen bagfra kunne komme op til de forreste. Desværre var det kun en mindre gruppe på 7-8 mand, så den stod på relativt hårdt arbejde i rulleskift gennem regnen og modvinden ind imod Vejle og Kiddesvej.

Kiddesvej var streng, men ikke så lang, så vi kom alle over og ud på 70 km-ruten, hvor der var temmelig mange ryttere, idet nærmest alle ruterne afslutter med dette stykke. Det virkede nærmest til at blive mere og mere blæsende, som tiden gik, og de rigtig stejle bakker kom tæt efter hinanden med flere snoede nedkørsler imellem. Nogle steder lignede det lidt Ardennerne. Vores lille gruppe blev mindre og mindre for hver gang, vi passerede en bakke. De faldt simpelthen fra bagved. Jeg havde haft på fornemmelsen, at de andre var rimelig stærke, men det gik efterhånden op for mig, at jeg selv var en af de tre stærkeste i gruppen. Jeg var meget ærgelig over at have mistet den gode gruppe, men jeg ved jo ikke, om jeg ville have kunnet sidde med dem hele vejen uden at gå helt ned. Nu gik det jo da rimeligt, hvor jeg selv kunne være med til at bestemme farten. Vi hentede også en fra frontgruppen, og til allersidst var vi tre tilbage. Der var ikke mange fra 70 km-ruten, der kørte i nærheden af vores hastighed, så vi måtte knibe os forbi rigtig mange, når vi tonsede forbi på nedkørslerne og de få flade stykker. De hurtige folk på denne rute må være kørt, før vi kom dertil. Desværre. Her er vi ved at køre op over Refsgårde, hvor der bl.a. stod et hornorkester og spillede bagved fotografen.

Jeg kørte og kiggede meget efter Marie og Annette, som jeg skulle kunne møde på 70 km-ruten, men de var desværre kørt helt forkert og fik desværre ikke rigtigt udbytte af dagen. Ret ærgeligt for Marie, der var sat godt op til turen. Vi havde spist specielt aftenen og morgenen før og havde lagt planer for beklædning og forplejning undervejs. Vi må køre ruten selv en af dagene og se, hvad resultatet bliver. Torben, der startede noget efter mig, var desværre ikke helt sat op til at køre i det friske vejr og stod af efter Kiddesvej. Også lidt ærgeligt, men han må jo tage revance en anden gang.

Det føltes som om, vi kørte i modvind stort set hele vejen, og jeg kan huske en særlig hård føring, hvor vejen var flad og hullet et langt stykke, og hvor jeg kørte så hårdt, jeg følte, jeg kunne, fordi jeg var frustreret over, at farten var så lav. Men jeg kunne ikke køre hurtigere, og der var heller ingen, der havde kræfter til at overtage. Jeg kiggede på computeren, der viste 22 km/t. Det var 10 km/t langsommere end vores gennemsnitsfart, og så endda på flad vej! Men vinden føltes bare nærmest umulig at overkomme. Vi kom dog rundt og gav den alt det gas, vi havde tilbage de sidste 30 km, og til sidst var jeg den stærkeste af os, der var tilbage. Jeg satte mig til at køre det sidste ud, og de to andre hang på. Jeg kunne ikke længere få glæde af at de førte, og så kunne jeg jo lige så godt tage den selv. Jeg havde dog heller ikke kræfter til at køre rigtigt væk, så jeg kørte bare så hurtigt som muligt de sidste par kilometer, så jeg da i det mindste kunne komme ind som den første i vores lille gruppe.

Resultatet blev desværre over fire timer, 4:08:18, dvs. 31,4 km/t i snit. Det rakte heldigvis til en placering som nr. 47 ud af i alt 1211 gennemførende ryttere på ruten. Det er godt indenfor de hurtigste 4%, så det er jeg godt tilfreds med, når nu det ikke kunne være anderledes. Jeg ville dog stadig gerne have været med de forreste efter Munkebjerg. Sidste år blev jeg nr. 134, så det er da en væsentlig forbedring. Det lader til at have hjulpet at smide de par kilo siden sidst og træne mere struktureret gennem vinter og tidligt forår.