··· Rundt om Horsens 2011 ···

No E-patents! GNU Emacs Valid HTML 4.01! Valid CSS!

Jeg vil her beskrive mine egne oplevelser under et dansk motionsløb og komme ret detaljeret ind på bl.a. den medbragte forplejning undervejs. Hvis den ærværdige læser selv kunne forestille sig at skulle prøve kræfter med landevejen, så er her måske lidt inspiration.

Søndag den 21. august repræsenterede jeg Team St. Bernardus i motionscykelløbet Rundt om Horsens, 100 km. Jeg havde oprindeligt planlagt at køre den lange 140 km-rute i år, men på grund af den knæskade, som jeg har døjet med siden maj, og som stadig spøger, besluttede jeg at køre 100 km i stedet. Det var i virkeligheden lidt en overraskelse, at jeg overhovedet kunne køre denne. Denne her 100 km-rute er nu også ret hård, og jeg har jo nærmest ikke trænet i tre måneder. Det er blevet til lidt cykling, men ikke rigtig noget, man kan kalde decideret træning. Jeg har også her i august kunnet mærke, jeg ikke har så meget luft som normalt. Lidt ude af form.

Her er ruten:

Torben kørte også ruten, men startede udenfor nummer et sted på ruten. Derfor sås vi desværre ikke, men han fik kørt ret godt, og kom rundt i 3:30 med 28,6 km/t i snit. Det er meget godt på denne kuperede rute, hvor det også blæste noget fra sydøst.

Jeg havde en fyr fra banken, Mads, med i bilen, og min chef, Martin, var der også sammen med en kammerat. Vi kørte alle 100 km. Desværre fik vi startet lidt forskellige steder i den store gruppe af ryttere til den samlede masterstart, så jeg så faktisk intet til de andre, efter at starten var gået.

Som ventet blev der kørt rigtig frisk til fra starten af, og feltet blev strukket meget ud, ikke mindst fordi, det var en anelse besværligt at komme frem fra startlinien og ud på vejen. Jeg måtte derfor køre ret hårdt for at komme op i den første gruppe, selvom jeg ellers startede i den forreste tredjedel. Jeg kom op og sad med der de første 13 km. Der blev kørt lidt kaotisk, fordi vejene de første 20 km var meget små, snoede og fyldt med små, stejle bakker. Vi kørte med mellem 35 og 36 i snit på det stykke, og der opstod hele tiden masser af små huller rundt om. Det var ikke meningen, at jeg skulle med frontgruppen hele vejen rundt, og da jeg mærkede, at det var tid til at skrue ned for blusset, var der også allerede faldet en del ryttere fra. Jeg vil tro, der var omkring 70 tilbage i front. Stadig mange, synes jeg; omkring en femtedel af feltet, som derfor må være ret stærkt. Jeg fandt sammen med nogen i en kombination af at hente nogen andre og samtidig blive indhentet af en gruppe bagfra. Det holdt dog ikke længere end til næste bakke, som var 11,5% på det stejleste, halvlang og meget snoet og smal. Jeg sad lidt fremme og kom først over og blev så overhalet af en helt anden gruppe, som jeg herefter kørte med. Vi var omkring 10-12 mand på det tidspunkt. Der kom et stykke på 10-15 km med sidevind og selvfølgelig nogle bakker, og pludselig var vi kun 7 mand tilbage, da vi kørte ned mod bunden af Lyngvej.

På dette stykke havde jeg forberedt at snuppe "den grønne" gel. Jeg havde bestilt to kasser geler hjem fra Frankrig. Det er nogle lidt små tuber, som er rigtig handy at have med til løb. Jeg og Jakob fik lidt erfaring med den slags til Claude Criquielion sidste år. Den grønne er den med bl.a. antioxidant, magnesium og andre mineraler imod kramper. Det anbefales at tage den i starten, og så yderligere én pr. time, hvilket jeg nu ikke gjorde, fordi jeg havde andre ting i baghånden.

Trods den lidt hasarderede trafik kom vi alle godt over Lyngvej, som er en af de frygtede steder på ruten. Den kører op fra søen mod syd og er lang, hullet og meget stejl, 11-12% oppe mod toppen. På nedkørslen og mellemstykket mod Tåning snuppede jeg, i overensstemmelse med madplanen, halvdelen af den energibar, der fulgte med startnummeret. Det var en High5 med banansmag.

Jeg havde på forhånd tænkt lidt over, hvordan jeg skulle disponere over mine medbragte rationer for at være sikker på at få tingene spist og i en fornuftig rækkefølge. Jeg vidste, at løbet ville blive hårdt og fyldt med bakker, dårlige veje og skarpe sving, hvilket ville give dårlig tid og overskud til at sidde og fumle rundt med forskellige levnedsmidler. Jeg havde fra start førnævnte energibar, tre geler og en hjemmelavet frugt/digestivesbar. Dette løb var i øvrigt første gang, jeg kørte uden bananer. Jeg plejer ellers både til løb og træning at køre én af dem ned pr. ca. 50 km., men nu var der jo en energibar, som det også er lidt nemmere at spise i flere omgange. Den fylder også mindre i lommen. Der er stor forskel på kvaliteten af forskellige såkaldte sports-, müsli- og energibarer, man finder i handlen rundt omkring. De gode kan som regel kun fås i seriøse cykelbutikker og selv da kan det være en god idé at nærlæse ingredienser og næringsindhold.

Kostråd skifter ustandseligt og især indenfor idræt, fristes man til at tro. Følgende er derfor udelukkende mine egne idéer, som naturligvis bygger på en blanding af egne og andres teorier og egne erfaringer. Maden under et løb skal helst bestå hovedsageligt af forskellige typer kulhydrater, hvoraf der både skal være halvlange og halvkorte sukkermolekyler. Meget videnskabeligt. Desuden en lille men ikke negligibel mængde protein, 5-8%, og ingen fedt. I praksis vil der nærmest altid være en mængde fedt, men det er bare ikke rigtig noget, der gavner, så det skal bare være så lidt som muligt. Derudover er forskellige elektrolytter og mineraler ikke at foragte. Især lidt salt til at hjælpe væskeoptaget, så vandet ikke bare skvulper rundt i maven. Noget, der ellers generelt hæmmer væskeoptaget er faktisk sukker, så det er altid en balance at få væsken til at indeholde tilpas meget kulhydrat uden at det modvirker væskeoptaget for meget. Det er derfor, at rigtig godt energidrikpulver er pengene værd. Omkring sukker og kulhydrater generelt vil jeg sige, at grunden til, at det skal være en blanding af store og mindre molekyler, er, at de store molekyler som f.eks. maltodextrin vil afgive deres energi over længere tid, fordi de er sværere at omsætte. Kombineret med lidt hurtigere kulhydrater har man derfor en forbrænding, der er jævn over tid og hjælper til at holde blodsukkeret konstant. Det er dog stadig vigtigt at drikke mindre mængder meget regelmæssigt, især når det er varmt, så væske- og kulhydrattanken ikke løber tør. Sker en af disse to ting, er det good-Beirut! Slutteligt vil jeg også konkludere, hvorfor hvidt sukker eller en diæt af ren druesukker ikke er nogen god idé. Læseren har måske selv regnet ud, at det vil sætte forbrændingen og dermed insulinniveauet drastisk op. Her ligger det så desværre stadig noget tid, efter at det hurtige sukker er omsat og vil dermed efterfølgende give et meget lavt blodsukker eller i bedste fald et blodsukkerniveau, der kører kraftigt op og ned, efterhånden som man indtager mere sukker. Ikke godt.

På vejen op ad Ejer Bavnehøj fra Tåning hentede vi nogle flere folk, så vi herefter var omkring 15, der kørte først ned og så op igen ad Yding Skovhøj fra Såby og ned til Yding by, hvor der var depot. Enkelte kørte ind efter vand, for der var fuld sol og faktisk rigtig dejligt varmt, 25 °C. Jeg og de fleste andre sprang depotet over for at holde rytmen og ikke spilde unødig tid. Jeg havde medbragt 900 ml High5-drik og 600 ml vand, hvilket alt i alt er mere end de fleste tager med. Det er selvfølgelig alligevel i underkanten, men det burde kunne række til at få mig (en smule dehydreret) i mål i en ordentlig tid. Omkring her spiste jeg resten af energibaren og skyllede efter med vand. Det var vel lidt over halvvejs på ruten med knap 50 igen.

Der blev kørt ret stærkt i perioder, og jeg blev efterhånden mere og mere usikker på, om jeg kunne blive ved med at sidde med. Der blev accelereret ved hvert sving og kørt til også på nedkørslerne. Og så var der enkelte, der tog nogle vældig skrappe føringer på de lige stykker. Nogle gange lavede de endda hul. Lidt irriterende. Jeg kunne godt mærke, at formen ikke længere var på toppen efter månederne uden rigtig træning. Men jeg fandt ud af, at når det først blev rigtig stejlt, så sad jeg faktisk relativt bedre med, end mange af tonsertyperne, selvom hver bakke sugede lidt rigeligt med kræfter. På Smedebakken hentede vi de første folk fra 140 km-ruten. De kørte i et meget mere adstadigt tempo og havde åbenbart ingen planer om at skulle med os. På de små veje efter Vestbirk kom vi desværre ind at ligge efter en stor lastvogn med sand eller sådan noget. Meget bred og lidt tung i røven. Den fyldte absolut hele vejen til sidste centimeter i begge sider og kunne derfor heller ikke overhale de ryttere, vi efterhånden indhentede foran. Vi kørte i en gigantisk, meget tæt støvsky og blev helt dækkede i støv og skidt og så selvfølgelig det gylle, vi vist også kørte igennem på et tidspunkt. Ved omkring 70-75 km spiste lidt af min hjemmelavede frugt/kiks/hemmelige opskrift-bar samt en High5 halvgel fra sidste års Claude Criquielion.

Generelt må man sige, at ruten havde rigtig mange sving med sand og grus og flere steder lå det flere centimeter dybt som løst sand. Noget farligt mange steder, men jeg så faktisk ingen, der styrtede. Og hørte vist heller ikke om nogen, men alle var irriterede over det. Det havde jo regnet temmelig meget i ugen op til løbet, men derfor måtte de alligevel gerne have været ude med en kost enkelte steder. I øvrigt var det det samme, da Jakob og jeg kørte løbet sidst i 2009.

I løbet af de sidste 20 km var der flere gange, jeg tvivlede på, om jeg ville kunne hænge på gruppen hele vejen hjem. Der blæste også en ret så træls modvind. Vi skulle over en masse små trælse småbakker, og jeg kunne mærke, at benene var ved at være noget stive. Jeg fik spist "den røde" tube gel og forsøgte at drikke en masse, men jeg var træt og kunne lige med ét ikke læmgere følge med over toppen på en ellers ret lille bakke. Jeg kunne se, at der var 6 km til mål, så jeg besluttede at trille hjem alene i stedet for at bruge resten af kræfterne på at komme kortvarigt op til gruppen og så risikere at gå helt kold. Det viste sig dog, at jeg ikke kørte meget langsommere alene, og at der kun var to bakker tilbage. Jeg ærger mig lidt over, at jeg ikke alligevel satsede på at komme op og så have været med i hvert fald til næste bakke 3 km senere. Jeg kunne måske have hentet et minut eller to. Desuden spildte jeg også en masse tid, måske et minut, på at vente ved rødt lys, hvor ruten krydsede landevejen nordpå. Selve opløbet lå op gennem et villakvarter, hvor der var en stigning, der tog de absolut sidste kræfter ud af deltagerne. Det starter efter et 90 graders sving med at stige over 11%. Så flader det ud til ca. 8% og stiger derefter igen til over 11%. Så er der et S-sving med en bule og derefter lidt mere opad til toppen.

Jeg kom ind som nummer 55 ud af ca. 345 deltagere i tiden 3:05:46, hvilket var 32,3 km/t i gennemsnit. Det var hurtigere, end jeg havde håbet, min form og den hårde rute taget i betragtning, så jeg var godt tilfreds. Det viste sig, at Mads var kommet ind kun halvandet minut før, og de andre kom ind 5-7 minutter senere. En rigtig hård rute og et godt løb, hvis de lige får fejet vejen lidt nogle af de farlige steder.